Børn og unges mistrivsel er alarmerende: Send dem i skole nu

Det må være børnene først. Nedlukningen af alle de voksnes aktiviteter er smertelig, og de menneskelige konsekvenser er forfærdelige i form af konkurser, arbejdsløshed og ensomhed.

Men børnene kan ikke kompenseres økonomisk. De kan ikke få deres ungdom eller mistede læring igen.

Fortællinger fra Børnetelefonen hos Børns Vilkår er hjerteskærende og alarmerende. Ensomhed er udbredt, og mistrivslen stiger, især for de udsatte børn. Ifølge en undersøgelse fra Red Barnet Ungdom har hvert fjerde barn nu svært ved at følge med i undervisningen.

Omvendt er smittetallet ikke steget med den fire uger gamle genåbning af de mindste klasser, ligesom vaccinationen af de udsatte grupper – trods alt – skrider frem. Derfor må det være muligt at sætte børn og unge fri nu. Uanset om vi taler skoler, ungdomsuddannelser, efterskoler eller højskoler.

Andet kan vi simpelthen ikke være bekendt.

Børnenes mistrivsel synliggør imidlertid et mere grundlæggende problem i vores håndtering af corona. Vi bruger ufattelige ressourcer og det meste af vores politiske tid på at udregne og diskutere konsekvenserne af forskellige scenarier for genåbning, for så vidt angår specifikt Covid-19.

Men når det handler om alle de andre sundhedsmæssige konsekvenser af den fortsatte nedlukning, er det yderst begrænset med viden og konkrete konsekvensberegninger.

Det skaber et kolossalt misforhold i de politiske forhandlinger, hvor hensynet til potentielle Covid-19-ofre fylder alt, mens de mange sundhedsmæssige ofre for nedlukningen stort set ikke tæller med. Læg dertil, at det typisk er regeringen, der sammen med de forskellige myndigheder beslutter, præcis hvilke scenarier der skal regnes på, hvilket også indskrænker det politiske rum, som de efterfølgende politiske forhandlinger foregår indenfor.

Børnene kan ikke kompenseres økonomisk. De kan ikke få deres ungdom eller mistede læring igen.

Martin Lidegaard
Kommentarskribent

Dette forhold bliver i stigende grad problematisk, jo flere sårbare der er blevet vaccineret for Covid-19, og jo større ofre alle andre lider.

Det er efterhånden veldokumenteret, at nedlukningen for eksempel medfører betydeligt færre udredninger og scanninger af kræft i de første stadier, fordi folk simpelthen ikke opsøger sundhedsvæsenet ligeså meget. Da chancen for helbredelse er markant større ved en tidlig diagnose, kan det betyde forskellen på liv og død.

Ligeledes vil den psykiske mistrivsel hos børn og unge som følge af nedlukningen også bære lange sundhedsmæssige konsekvenser med sig, ligesom i øvrigt de varige sociale og psykiske mén af de mange tab hos iværksættere, arbejdsløse og indehavere af liberale erhverv, restauranter mv. For ikke at tale om den stigende mængde stress hos helt almindelige lønmodtagere, hvoraf mange nu sidder hjemsendte på trettende måned alene foran en skærm.

Eller sagt på en anden måde: Når nu de mest sårbare grupper faktisk er beskyttet gennem vaccination; når nu vi kan træffe en masse forbyggende foranstaltninger ved en genåbning, for eksempel flere udendørs aktiviteter, er vi så ikke ved at være dér, hvor de menneskelige, sundhedsmæssige og økonomiske omkostninger ved at fortsætte så massiv en nedlukning simpelthen er for store i forhold til de sundhedsmæssige gevinster?

Det deprimerende svar er, at det ved vi faktisk ikke. For vi regner ikke for alvor på det.

Derfor bliver det et gæt, og jeg er ikke i tvivl: Vi burde åbne mere hurtigere.

Og grænsen er i hvert fald nået for vores børn og unge. De skal have livet tilbage. Nu.