Debat

Det har ringet ind til samarbejde på skoleområdet

DEBAT: Samarbejde og fokus på konfliktnedtrapning er afgørende, når kommunerne skal bygge folkeskolen op efter lockouten, skriver Mette Touborg, næstformand i SF og borgmester i Lejre.
Mette Touborg
Mette TouborgFoto: kl.dk
Anna Gurzhiy Hougaard
GDPRDeleted
Vis mere
Lasse Lange
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Mette Touborg (SF)
Borgmester i Lejre Kommune, næstformand i SF

For nylig blev den lille landsby Kirke Sonnerup i Lejre Kommune forvandlet til en livlig byggeplads, da P3 rykkede ind med sendevogn, to populære radioværter og en mindre hær af håndværkere og frivillige for, sammen med lokale kræfter, at etablere BMX-bane, beachvolley, skaterbane, bålplads med mere på blot 24 timer. P3 tog dermed forskud på DR's kommende "Byg det op"- kampagne, hvor små eller større byer kan få realiseret projekter, der giver nyt indhold, nye muligheder og nye fællesskaber i nærmiljøet. 



Og hvad har det nu med min overskrift at gøre? Jo, i kommunerne overalt i Danmark har startskuddet lydt til en anden form for "Byg det op"-manøvre: Nemlig genopbygningen af vores folkeskoler både i forståelsen indhold (med en folkeskolereform som netop nu forhandles), muligheder (samarbejdsmuligheder med alle aktørerne omkring eleverne) og fællesskaber (hvor vi skal genoptage og udvikle gode samarbejdsrelationer).



Udnyt tiden efter en konflikt
Processen der er i gang nu, og som hverken er klaret på 24 timer eller få uger, er afgørende for folkeskolens fremtid. Det er nu, vi skal samarbejde om at komme bedst muligt videre. Det er nu, der er god grund til at give det forgangne forløb en eftertanke: Hvordan forløb konflikten? Hvordan kan vi bedst bygge bro og sætte en fælles kurs?



Fakta
Deltag i debatten - send dit indlæg til [email protected]

Jeg skal ikke forsøge at komme med et alvidende svar - men jeg vil gerne invitere dig til at give situationen en tanke:

 Vi kan og bør lære noget af alle konflikter. Vi skal reflektere over tiden, der kommer efter en konflikt. Hvordan sætter man fokus på det, man skal være fælles om, når man lige kommer fra en konflikt?

Skal ned ad konflikttrappen
Der findes ikke to ens konflikter, men skal man sige noget alment om konflikters eskalering, kan man læne sig op af "Konflikt-trappen". Trappen beskriver konflikters optrapning - fra de indledende uoverensstemmelser i bunden over personificering, opgivelse af dialog til fjendebilleder og polarisering helt øverst oppe.

 Der, hvor vi står nu - efter lockouten, er, at vi skal til at bevæge os ned ad trappen (og det kan meget vel vise sig, at det er sværere at gå ned, end det var at gå op).



Vi skal væk fra polariseringen mellem to stridende parter. Vi skal væk fra fjendebilleder og den manglende dialog og tilbage til en hverdag med gensidig respekt. Vi skal være sammen om at finde fælles løsninger.



Mette Trouborg (SF)
Borgmester i Lejre Kommune

Vi skal væk fra polariseringen mellem to stridende parter. Vi skal væk fra fjendebilleder og den manglende dialog og tilbage til en hverdag med gensidig respekt. Vi skal være sammen om at finde fælles løsninger.



På turen ned ad trappen er det tid til at genfinde det sprog og de handlinger, som skal bringe os videre, sammen. 

Under selve konflikten var retorikken skarp fra begge sider. Til tider var sproget i sig selv genstand for en mængde kommentarer, når en af parterne følte sig talt ned til eller latterliggjort.



Nu skal det blive interessant at se, hvordan den efterfølgende retorik kommer til at folde sig ud.



Tid til samarbejde
Et hurtigt kig på nettet viser en række forskellige bud på nedtrapning. Her tænker jeg vel at mærke ikke i medicinsk sammenhæng, men på eksempler med konflikt-nedtrappende sprog. Hvor gode er vi til at tale dette sprog?

Hvis man vil trappe en konflikt ned, skal man: Tale i jeg-form, tale roligt og lytte til ende, gå efter sagen, den konkrete handling, gå efter at løse konflikten, fokusere på fremtidige muligheder, prøve at nå til gensidig forståelse, tage ansvar, udforske den andens synspunkt, give plads til forskellighed, konkretisere (give eksempler), og bruge imødekommende kropssprog: Se på den anden, nikke anerkendende, holde armene åbne...

Vi har et fælles ansvar for at nå vores mål og visioner for de danske folkeskoler.

At tale "nedtrappende" er et fælles ansvar
Jeg kan i hvert fald få øje på et sted eller to, hvor både jeg og andre kan blive bedre til at tale "nedtrappende". Skulle man have glemt, hvordan man byder ind til det fælles ansvar med et konstruktivt og konfliktløsende sprog, ja, så er der måske en god anledning til at genopfriske det netop nu, på vej ned ad trappen.

Udviklingen af fremtidens folkeskole bliver ikke til virkelighed, hvis sproget ikke følges op med handling: Vi skal inddrage lærernes viden om folkeskolens udfordringer og deres engagement i løsningen af denne meget vigtige opgave.

 

Det er på høje tid. Klokken har for længst ringet ind til samarbejdstime.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Touborg

Sygehusdirektør, Holbæk Sygehus, i bestyrelsen for Roskilde Festival-gruppen, Hans Knudsens Instituttet, fhv. borgmester (SF), Lejre
sygeplejerske (Frederiksborg Amts Sygeplejeskole 2000)

0:000:00