Fusk med AMU-beviser havner hos minister
DOKUMENTFALSK: Dansk Folkeparti rejser nu sagen om omfattende fusk med AMU-beviser over for undervisningsministeren for at bremse lignende sager fremover.
Erik Bjørn Møller
JournalistPolitiets afsløring af omfattende fusk med AMU-beviser i vagtbranchen tages op i Folketinget, hvor Dansk Folkepartis erhvervsuddannelsesordfører Marlene Harpsøe nu vil have undervisningsminister Merete Riisager (LA) til at redegøre for, hvad hun vil gøre for at forhindre lignende svindel fremover.
Det sker efter, at Altinget lørdag den 7. januar kunne berette, at Københavns Vestegns Politi har sigtet i alt 120 personer for dokumentfalsk, efter at de er blevet afsløret i at forsøge at snyde sig uden om skolebænken og et påkrævet AMU-kursus ved at benytte falske uddannelsesbeviser for dermed at sikre sig ansættelse som vagtfolk.
”Der er jo tale om meget omfattende snyd, og det er fuldstændig urimeligt og uacceptabelt, at man gør sig til svindler for at slippe uden om et kursus, der varer få uger. Det er fint, at de mennesker nu får deres straf, men det er klart, at vi er nødt til at se på, om der er noget, vi kan gøre anderledes, så vi fremover sikrer os mod den her slags fusk,” siger Marlene Harpsøe til Altinget.