Debat

Gymnasielærere: Der er brug for at genopbygge relationer og trivsel på skolerne

Coronapandemien har vist os, at intet slår det fysiske fremmøde i skolen. Her trives almendannelsen og eleverne bedst. Coronakrisen har dog også vist, at virtuel undervisning kan være et godt supplement. Men det, vi alle har brug for nu, er at genopbygge relationerne og den gode trivsel, skriver Tomas Kepler.

Eleverne har generelt oplevet dårligere trivsel med mere stress og ensomhed og mindre læring under coronaen, skriver Tomas Kepler.
Eleverne har generelt oplevet dårligere trivsel med mere stress og ensomhed og mindre læring under coronaen, skriver Tomas Kepler.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Tomas Kepler
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Meget har vi lært af corona-pandemiens uforudsigelige omvæltninger i uddannelsessektoren, men vigtigst af alt er fortsat den uantastede grunderkendelse, at intet slår det fysiske møde i undervisningen mellem lærer og elev.

I det fysiske møde har vi blik for hinanden og kan se og fornemme, hvor vi hver især er i vores personlige, sociale og faglige forståelse af undervisningssituationen. Denne form for direkte og berigende kommunikation kan vi ikke etablere med hinanden i det virtuelle møde bag hver sin skærm.

Almendannelsen har trange vilkår bag skærmen

Gymnasieuddannelsernes almentdannende formål trives også bedst i det fysiske møde i undervisningen. Her er forudsætningerne for at kunne indfri kravet om at lære eleverne at tænke kreativt og at forholde sig kritisk til deres omverden og de problemstillinger, de præsenteres for i uddannelserne, langt mere optimale end i digital kommunikation på afstand.

Coronapandemien må ikke føre til, at undervisere og elever overdænges med skadelige modeluner som eksempelvis indførelse af faste dage eller perioder med virtuel undervisning.

Tomas Kepler
Formand, Gymnasieskolernes Lærerforening

Det at kunne overskride og udfordre sig selv i undervisningens dialog og direkte møde med klassekammeraternes holdninger, synspunkter og værdier kan ikke tilnærmelsesvist lykkes på værelset derhjemme isoleret bag skærmen. 

Elevers trivsel rammes af coronaen

Fraværet af det fysiske møde med klassekammerater og lærere er gået hårdt ud over eleverne. Flere undersøgelser understreger, at eleverne generelt har oplevet dårligere trivsel med mere stress og ensomhed og mindre læring under coronaen. 

Et lille mindretal trives med virtuel undervisning, og disse elever skal vi naturligvis favne og sikre en tryg tilbagevenden til klasserummet.  

Selvom elever og lærere har stået på tæer for at få det bedste ud af situationen, forestår et stort arbejde med at samle eleverne op trivselsmæssigt, når et nyt skoleår slår dørene op for en forhåbentlig mere normal og corona-fri hverdag.    

Lærere udviser stor fleksibilitet

Derudover har pandemien koldblodigt aflivet alle mytedannelser om ufleksible lærere. Gymnasielærerne har under stort pres omstillet sig lynhurtigt til nye arbejdsbetingelser og fra første dag omlagt undervisningen virtuelt.

Under de gradvise genåbninger har lærerne kløet på og jongleret med belastende hybride undervisningsformer, hvor de på samme tid både har skullet planlægge og afvikle fysisk undervisning for elever i klasselokalet og virtuel undervisning for elever hjemme bag skærmen.

Disse hybride undervisningsforløb er ekstremt ressourcekrævende og særdeles svære at få et blot nogenlunde tilfredsstillende udbytte af pædagogisk og didaktisk.  

Virtuel undervisning er udelukkende et supplement

Temadebat: Hvad har Uddannelses-danmark lært af coronakrisen?

Online undervisning, mistrivsel og mere frihed til lærere og skoleleder. Coronakrisen har vendt op og ned på landets uddannelsesinstitutioner, men hvad har vi egentlig lært af det seneste år?

Hvilke udfordringer er blevet åbenbaret, og hvad skal vi tage med videre?

Det spørger Altinget Uddannelse om i denne debat.

Her er debattørerne: 

  • Ole Heinager, formand, Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier – Lederne
  • Claus Hjortdal, formand, Skolelederforeningen
  • Tomas Kepler, formand, Gymnasieskolernes Lærerforening
  • Ingrid Kjærgaard, formand, Danske Gymnasieelevers Sammenslutning
  • Julie Kølskov Madsen, formand, Erhvervsskolernes ElevOrganisation
  • Andreas Rasch-Christensen, forskningschef, Via University College
  • Birgitte Vedersø, formand, Danske Gymnasier
  • Esther Vyff, formand, Danske Skoleelever
  • Gordon Ørskov Madsen, formand, Danmarks Lærerforening

Men er der da slet ikke noget positivt at tage med fra coronaen? Jo da. Vi har lært, at virtuel undervisning – i rette doser og styret af lærerens fagprofessionelle vurdering - kan indgå som supplement til de velkendte og virkningsfulde undervisningsformer, vi allerede kender og anvender i dag.

Mange lærere har således med kreativ ildhu og succes udviklet undervisningsformerne i deres fag og praksis under pandemien.

Gymnasieskolernes Lærerforenings egne undersøgelser viser blandt andet, at de virtuelle former på udvalgte områder kan skabe en ny fleksibilitet for både lærere og elever, eksempelvis i den faglige feedback på opgaver og som redskab i vejledningssituationer.

Men som undersøgelserne også understreger, kommer de virtuelle undervisningsformer klart til kort i den almendannende, dialogiske undervisning og navnlig i fag med praktiske dimensioner.      

Pas på teknologiske modeluner og quickfix

Før de overivrige teknologi- og økonomifikserede effektiviseringsryttere forsøger at erobre dagsordenen, er der behov for at mane til eftertanke.

Coronapandemien må ikke føre til, at undervisere og elever overdænges med skadelige modeluner som eksempelvis indførelse af faste dage eller perioder med virtuel undervisning. Sådanne ufleksible og uovervejede beslutninger fratager lærerne den fagprofessionelle dømmekraft og forringer undervisningskvaliteten og elevernes udbytte.

Det, vi alle har brug for, er omtanke og tid til at genopbygge relationerne til hinanden og den gode trivsel på skolerne efter et hæsblæsende år i coronaens skygge.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00