Lektor: Tesen om den feminiserede folkeskole holder ikke

Elevernes karakterer i grundskole og ungdomsuddannelse har været et tilbagevendende tema i undersøgelser og debatindlæg gennem virkelig mange år.

Ikke mindst har fokus været på karakterforskelle de to køn i mellem, idet der langt tilbage i tiden har tegnet sig en kønsskævhed i fordelingen af karakterer ved prøver og standpunktsbedømmelser.

Statistisk set opnår piger i mange fag bedre karakterer end drenge. For nylig har Dansk Erhverv offentliggjort en analyse, der igen viser netop dette, og desuden at den karakterforskel, der ses i pigernes favør, også i gymnasieskolen, er steget de senere år.

Karakterne og karaktergennemsnit kan spille en rolle for de unges videre færd efter gymnasiet, for deres livsveje og muligheder. Derfor afspejler dette naturligvis en problemstilling.

Men trods mange års interesse for spørgsmålet har det været vanskeligt at kunne sige helt præcist, hvad der ligger bag sådanne kønsmæssige karakterforskelle. Og ønsker man den skævhed, der tegner sig, ændret, er en præcis belysning nødvendig for at kunne sætte ind med de rigtige tiltag.

Det er væsentligt at forsøge at kaste lys over, hvordan man kan forstå kønsmæssige forskelle ved bedømmelser

Karen Egedal Andreasen
Lektor, Aalborg Universitet

Ikke-holdbare hypoteser
Flere hypoteser har gennem tiden været fremsat, hver især mere eller mindre holdbare. For eksempel den, der indfanges med udtryk som "den feminiserede skole". Dette forstået som en skole, der grundet sin kultur, diskriminerer drengene – med karakterforskelle i pigernes favør til følge.

Skolen og pædagogikken har forandret sig siden midten af 1900, så i lyset af det kan en sådan forklaringsmodel måske være nærliggende, men den har vist sig vanskelig at efterforske og rummer udfordringer, når man går den efter i sømmene.

En af disse består i at formulere en klar definition af, hvad en "feminiseret skole" i det hele taget er, altså hvilke faktorer der mere præcist kan anses for "feminine" i skolen eller gør den "feminiseret" – er det relateret til fagligt indhold, undervisernes køn, pædagogikken, arbejdsformene, skolekultur og så videre. Dernæst skal man også kunne undersøge denne kulturs konkrete betydning i forhold til netop karakterer, hvilket heller ikke er nemt.  

En forklaringsmodel som den nævnte er udtryk for og eksempel på, at man søger begrundelserne udenfor (prøve)systemet selv og ikke, hvad der ellers kunne være ret nærliggende, starter med at rette blikket mod den praksis, hvori karakterne bliver til – det vil sige prøverne og prøvesystemet.

Ret blikket mod prøvesystemet
Resultater fra for eksempel Pisa-testene kan pege i retning af, at det vil give mening.

I Pisa-test, der gennemføres blandt 15-årige elever, har drenge hidtil opnået lidt bedre scorer end pigerne i matematik. Og i matematik ved folkeskolens prøver har de også (set som gennemsnit) opnået lidt bedre karakterer end pigerne, men kun ved de skriftlige prøver – ved de mundtlige ligger pigerne foran. Prøven har altså i sig selv haft betydning for, hvem der i de forskellige tilfælde opnår bedst resultat.

En afklaring af baggrunden for kønsforskelle i karakterer er kompleks og vanskelig, men konstateringer som disse viser i al fald, at forskellige prøveformer i de enkelte fag kan resultere i noget forskelligt.

Det er i og for sig ikke overraskende, at forskellige prøver inden for samme fagområde vil typisk også prøve i noget forskelligt. Men det siger noget om, at netop prøveformerne kan spille en rolle og måske endda også – i større eller mindre grad – i et kønsperspektiv kan favorisere nogle og diskriminere andre.

Det er væsentligt at forsøge at kaste lys over, hvordan man kan forstå kønsmæssige forskelle ved bedømmelser. Blikket kan rettes flere steder hen. For at kunne lave de nødvendige og rigtige forandringer må det også rettes mod de praksisser, hvori karakterne reelt bliver til, nemlig mod prøvesystemet i sig selv og dettes rolle.