Debat

PPR-psykolog: Børne- og Undervisningsministeriet skal lægge idéen om intelligenstests i graven

Hvis vi vil hjælpe de højt begavede børn i folkeskolen, skal vi droppe at intelligensteste dem gennem en skolepsykolog. Det kræver i stedet bedre undervisning, skriver Signe Storch Jakobsen.

Det er en dybt problematisk
kurs, Børne- og Undervisningsministeriet har lagt for de kvikkeste elever i
folkeskolen, skriver Signe Storch Jakobsen.
Det er en dybt problematisk kurs, Børne- og Undervisningsministeriet har lagt for de kvikkeste elever i folkeskolen, skriver Signe Storch Jakobsen.Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Klara er 7 år og går i 1. klasse. Hun elsker at gå i skole. Hun sidder altid med hånden oppe, er godt i gang med at lære at læse og har gode venner at lege med i frikvartererne. 

En dag bliver Klaras forældre ringet op af klasselæreren. Læreren har screenet Klara og kan se, at hun viser tegn på at være højt begavet. Læreren fortæller, at Klara skal til skolepsykolog og testes, så dette kan blive undersøgt.

Forældrene går i gang med at læse om høj begavelse, og det sætter gang i en masse spørgsmål. Er vores barn anderledes end de andre børn? Vil Klara blive ensom og deprimeret, når hun bliver større? Er folkeskolen det rette sted for hende? Klaras mor fortæller Klara, at hun skal til psykolog, så de kan finde ud af, om Klara lærer på en anden måde end de andre børn og har brug for noget særligt.

Ni procent af alle børn skal screenes

I dag kommer en pige som Klara, der trives og udvikler sig fint, ikke til skolepsykolog. Men det kan blive virkeligheden efter sommerferien.

Børne- og Undervisningsministeriet har nemlig planer om at lærere fra næste skoleår skal screene børn i 1. klasse for høj begavelse.

Af uvisse årsager ønsker ministeriet at finde alle børn med en IQ på over 120 – hvilket er næsten hvert 10. barn.

Signe Storch Jakobsen
PPR-psykolog
De børn der viser tegn på at være højt begavede, skal tilbydes en intelligenstest af skolepsykologen.

Ni procent af alle børn. Så mange børn skal fra næste år tages ud af deres klasser, intelligenstestes og have oprettet en journal hos skolepsykologen – uden anden grund end, at de er lærenemme.

Normalt definerer man højtbegavede børn som dem, der har en IQ på over 130. Men af uvisse årsager ønsker ministeriet at finde alle børn med en IQ på over 120 – hvilket er næsten hvert 10. barn.

Næste år vil det svare til, at omkring 6000 elever i første klasse skal forbi skolepsykologen.

Jeg arbejder som skolepsykolog, og dermed er det mig og mine kolleger der fra næste skoleår skal intelligensteste alle disse børn. Mange vil som Klara være velfungerende, kvikke børn, der trives i skolen. Der skal holdes møder mellem skole, hjem og psykolog, og jeg skal oprette journaler på en masse børn uden en god grund.

De kvikkeste elever skal også trives

Hvad vil det hjælpe Klara og de voksne omkring hende at få at vide, at hun har en IQ på 122? En høj IQ betyder bare, at barnet har gode forudsætninger for at lære nyt. Det ved de voksne omkring Klara allerede. Og når man er syv år, er det ikke nødvendigvis godt for trivslen at få at vide, at man er anderledes end sine venner.

Formålet med tiltaget er "at forebygge sociale og faglige udfordringer, som elever med høj begavelse kan støde på". Forebyggelse er selvfølgelig godt.

Det er en dybt problematisk kurs, ministeriet har lagt.

Signe Storch Jakobsen
PPR-psykolog
Men hvis vi vil hjælpe de kvikkeste elever, skal vi ikke smide tests efter dem.

Vi skal i stedet tilbyde undervisning, der er inspirerende og varieret. Vi skal dele børnene i mindre hold, så de kan få opgaver på et niveau, der passer til dem. Vi skal have blik for, om nogle børn ser ud til at kede sig og har brug for flere udfordringer.

Dybt problematisk kurs

Alt dette kræver ikke, at vi kender børnenes IQ – men det kræver, at der er voksne nok i klasserne, og at lærerne har tid til at forberede sig.

Jeg synes, det er en dybt problematisk kurs, ministeriet har lagt.

Lad Klara blive i klassen med sine venner, og sørg for, at hun bliver udfordret med spændende undervisning. Frem for at bruge mange tusind psykologtimer på at ”fange” de godt begavede børn, skal vi bruge ressourcerne på bedre undervisning, så alle børn har mulighed for at trives, lære og udvikle sig.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Signe Storch Jakobsen

PPR-psykolog

0:000:00