Sociale klausuler koster arbejdspladser

Af Jørn Neergaard Larsen                                                                 
Administrerende Direktør, Dansk Arbejdsgiverforening

Flere undersøgelser har gennem årene fastslået, at danske virksomheder er meget rummelige og tager hånd om medarbejdere, der kræver særlige hensyn. SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd - har i tilbagevendende undersøgelser dokumenteret, at denne udvikling år for år er steget i positiv retning siden 1999, hvor SFI for første gang gennemførte undersøgelsen. Men integrationen af medarbejdere med særlige behov på de danske virksomheder er hidtil sket ad frivillighedens vej, ikke som følge af lovfastsatte dekreter. Sådan bør det forblive.

Det betyder ikke, at politikerne blot skal sidde med hænderne i skødet i forhold til de medborgere, der ikke har fuld erhvervsevne. Det offentlige har en klar rolle i forhold til at opkvalificere medarbejdere med særlige problemer, og det kan også være nødvendigt at gå ind og dække økonomisk af for den manglende produktivitet. Det er fleksjobordningen et eksempel på. Men pointen er, at når den nødvendige hjælp og kompensation er stillet til rådighed for den enkelte, så er det derefter en helt fri og lige aftale mellem den enkelte medarbejder og virksomheden.

På den måde sikrer vi, at medarbejderen altid ved, at han eller hun er på en arbejdsplads, fordi hun eller han er ønsket.  Forholdet mellem medarbejder er frivilligt fra begges sider og dermed også udtryk for en ligeværdighed.

Hvis det offentlige vil diktere, hvilke medarbejdere der skal ansættes, så dikterer det offentlige også, hvem der ikke skal ansættes. Er politikerne parate til at tage ansvar for, at f.eks. ledige i virksomhedspraktik, medarbejdere med nedsat erhvervsevne i fleksjob eller helt almindelige ledige faglærte ikke kommer i beskæftigelse, fordi der skal gøres plads til ekstra elever?

Sociale klausuler ledsages af bureaukrati. Det kræver stor juridisk kompetence for en offentlig udbyder at udforme klausuler korrekt, og det kræver minutiøs kontrol at sikre, at virksomhederne lever op til kravet i klausulen. Alt sammen opgaver der påfører udbyderen store udgifter og virksomhederne administrative byrder. Det betyder i sidste ende, at virksomhedernes konkurrenceevne forringes, og at leverancen til det offentlige bliver dyrere.

Vi har en stor udfordring med at udvikle virksomheder og medarbejdere til at stå stærkere i den globale konkurrence. Vi skal passe meget på, at vi ikke presser virksomhederne til hele tiden at skulle skifte kurs og tage højde for skiftende politiske dagsordener.

I denne uge fik undervisningsminister Christine Antorini bred tilslutning til en ny praktikpladsaftale. Den brede tilslutning kom i hus, fordi det afsnit i aftalen, der tvang alle virksomheder til at oprette praktikpladsaftaler, hvis de ville byde ind på offentlige opgaver, blev strøget af aftaleteksten for praktikindsatsen for 2012. Reelt er der altså tale om, at de sociale klausuler på praktikpladsområdet blot er skudt til hjørne.

Tilbage er at håbe på, at regeringen ændrer kurs, når spørgsmålet om sociale klausuler tages op igen, og ikke gør virksomhederne og Danmarks konkurrenceevne til gidsler, men stadig lader både medarbejderne og virksomhederne mødes på en fri markedsplads.