Store klasser er de sociale problemers legeplads

Af Morten Ryom
Formand for Erhvervsskolernes Elev-Organisation

Det er vist ikke længere nogen hemmelighed, at mange af os på teknisk skole har lidt mere at slås med end vores kammerater på gymnasiet. Studier viser endda, at det er derfor mange af os falder fra.

 

Det problem vil Nick Hækkerup gerne komme til livs og til det har han 23 millioner til nogle udvalgte kommuner. Nick og hans ministerium foreslår at man opkvalificere lære til at spotte os med problemer og at man opretter et internet forum, hvor os med problemer kan snakke med hinanden. 

 

Men det løser bare ikke problemerne, for vi ved allerede, hvad der virker: det gør små klasser og mentorordninger. 

Når man i dag starter på grundforløbet, kan man ende i en klasse på mellem 20-48 elever og når man er omkring de 48 i samme klasse, så har læreren ikke en chance på jorden for at lære alle elever at kende. Bare det at levere en kompetent faglig undervisning til alle 48 bliver en stor udfordring og læreren er allerede kompetente til at spotte os, der har det lidt svært, mange af dem har jo netop selv været en ung ballademagere dengang de selv stod i lære.

 

Det handler om, at få faciliteret en ramme. En ramme starter på samme tidspunkt, slutter på samme tidspunkt, de samme mennesker og den samme lære, præcis som vi kender det fra en virksomhed.

 

Mange af os har haft et turbulent ungdom og vi har måske ikke haft de bedste rollemodeller, og tit er vores forhold til “skole” og “undervisning” anspændte fordi folkeskolen ikke lige var det sjoveste i verdenene for os.

 

Læreren og eventuelle mentorer skal fungere som de faste rollemodeller og være med til at skabe de faste faglige rammer, men når man er 48 mennesker i samme klasse, så har vi ikke den fjerneste chance for hverken at lære vores kolleagere eller vores faglære at kende.

Problemerne kan tage overhånd
Vores problemer får plads til at vokse og tage overhånd, når hænderne ikke giver hovedet noget at tænke på og tankerne får frit spil. Fjer bliver hurtig til bjerge og så kan vi pludselig ikke overskue at stå op om morgenen, vi har pludselig ikke overskuddet til at koncentrere os 100 procent og læreren har alligevel travlt med de 47 andre og ser intet før det er for sent og så dropper vi ud og prøver igen.

 

Problemerne bliver ved med at være der indtil vi får den faste ramme hos mester hvor mødetiderne er fastlagte, opgaverne er fastlagte og vi kender kollegerne. 

Men havde man nu haft et klasseloft på eksempelvis 16 på grundforløbet, som vi har foreslået, så havde der været tid, tid til at lære hinanden at kende både mellem kollegerne og faglæren og tid til en god faglig undervisning, som ikke kun ville hjælpe den enkelte, men faktisk sikre et højere fagligt niveau for dem, der kommer ud på den anden side.

 

Der ville være tid til at læreren kunne se frafaldet komme og bruge sine pædagogiske værktøjer til at forhindre det ske. Der ville være rum til at beholde alle i undervisningen mens man sammen løser de problemer vi som elever nu måtte have, ingen grund til frafald med ordentlige løsninger.