Tidligere anbragte børn: Sådan kommer de 43.000 unge i job og uddannelse

Vi, der har haft en svær opvækst, har ofte brug for at gøre tingene på vores egen måde for at kunne bryde mønsteret. Men lyttende voksende, ungefælleskaber og ekstra tid hjælper, skriver fem tidligere anbragte unge.

Unge skal have et netværk, de kan spejle sig i, og hvor de kan være hinandens støtte og rollemodeller, skrive fem tidligere anbragte.Foto: Tobias Kobborg/Ritzau Scanpix (arkivfoto)

Zaka Grønkvist, Emma-Luna Jensen, Zachary Thomsen, Marie Ellehammer og Michael Broms

Tidligere anbragte og en del af Lær for Livets ungeråd

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Vi er en gruppe unge, der har haft en sværere opvækst end de fleste. Det er derfor, vi skriver dette debatindlæg. Vi vil gerne fortælle, hvad der har hjulpet os til at bryde mønsteret, så vi kan være med til at sørge for, at andre unge også kan få den hjælp, de har brug for.

Vi har været en del af Lær for Livet, som er et seksårigt læringsprogram for børn og unge i udsatte positioner. Vi er mellem 21 og 22 år, vi er vokset op hos plejefamilier eller på bosteder.

Gennem Lær for Livet lærte vi, at vi godt kunne sætte mål og tro på, at vi kunne gennemføre dem. Det har betydet, at vi i dag er godt på vej. Særligt tre ting gjorde forskellen for os: Lyttende voksende, ungenetværk og at se pauser som udviklingsrum.

Voksne skal have tillid og lytte

Gennem vores opvækst kender vi til svigt, tvivl, manglende forventninger til os og manglende tro på os selv. Vi har en stor del af vores liv været omgivet af voksne, som er sammen med os, fordi det er deres job.

De fællesskaber, som andre unge indgår i og som styrker dem, er steder, hvor man viser sit ansigt, men ikke sine ar.
Zaka Grønkvist, Emma-Luna Jensen, Zachary Thomsen, Marie Ellehammer og Michael Broms
Tidligere anbragte

I Lær for Livet mødte vi voksne, som havde fokus på det, vi kunne, i stedet for det vi ikke kunne. Vi fik en frivillig mentor, vi kunne ringe til, når vi havde brug for det.

Vi ved godt, at sagsbehandlere kan være begrænset af tid, love eller et budget og derfor ikke altid kan træffe de beslutninger, de egentlig selv tror på. Derfor skal unge i systemet have adgang til en frivillig kontaktperson, som er der, når de har brug for det – som kan hjælpe dem med at opnå deres mål.

Hvis det er en professionel, der har rollen som de unges kontaktperson, gælder det samme. Den voksne skal have tillid, tid og lytte til de unge.

Brug for andre unge

Som ung med en svær opvækst føler man sig let forkert og udenfor. De fællesskaber, som andre unge indgår i og som styrker dem, eksempelvis fodboldklubben, er steder, hvor man viser sit ansigt, men ikke sine ar.

Vi har mange ar, og vi har brug for at være sammen med andre unge, som ikke bliver bange for dem. I Lær for Livet mødte vi unge, vi kunne spejle os i. Vi behøvede ikke at forklare vores baggrund. Vi blev en del af et netværk, hvor vi kunne være os selv, føle os trygge og støtte hinanden.

Læs også

Samsø skraber bunden, og Billund er i top: Der er store geografiske forskelle på unges beskæftigelse

Nu, hvor vi er blevet ældre, kan vi få hjælp af hinanden til lavpraktiske ting som NemID og skat, som andre unge spørger deres forældre om. Vi kan tale sammen om svære ting, og vi kan være rollemodeller for hinanden.

Hvis vores venner kan bestå en eksamen, kan vi også. Unge skal have et netværk, de kan spejle sig i, og hvor de kan være hinandens støtte og rollemodeller.

Pauser er udviklingsrum

For alle unge kan overgangen til voksenlivet være fuld af uvished. Men for os kan overgangen være et mere markant skifte. Pludselig har vi måske ikke længere noget sted at bo, fordi vi flytter fra plejefamilien eller opholdsstedet. Samtidig har vi ingen at rådføre os med.

Vi kan have brug for lidt ekstra tid til at finde ud af, hvad der er det rigtige for os. Flere af os føler os presset til at komme hurtigt videre i uddannelse eller på arbejdsmarkedet.

I stedet mener vi, at samfundet skal begynde at se mellemrum som et udviklingsrum, hvor unge bliver støttet i at prøve ting af, snakke med vejledere, rollemodeller og virksomheder.

Politikerne skal lytte til os og bruge vores erfaringer. Vi vil gerne bryde mønsteret. Vi vil gerne bidrage. Vi har bare brug for at gøre det på vores måde.
Zaka Grønkvist, Emma-Luna Jensen, Zachary Thomsen, Marie Ellehammer og Michael Broms
Tidligere anbragte

I mellemrummet mellem folkeskole og ungdomsuddannelse kan det være godt at afprøve vores kompetencer i forskellige praktikforløb. Enten alene eller som gruppe. Som en slags øvebane til voksenlivet. Det kan give os nye og vigtige perspektiver på, hvad vi kan blive, og et netværk, som vi ellers ikke ville have haft.

Vil vil gerne

Det sidste råd, vi gerne vil give videre til politikerne er, at de skal lytte til os og bruge vores erfaringer.

Vi vil gerne bryde mønsteret. Vi vil gerne bidrage. Vi har bare brug for at gøre det på vores måde.

I programmet Lær for Livet Ung, som er et treårigt samarbejde mellem Lær for Livet, Esbjerg Kommune og Bikubenfonden og er målrettet netop unge uden uddannelse eller job, har vi givet vores råd og erfaringer videre. Programmet indeholder de elementer, vi har skrevet om her: Positive ungefællesskaber og relationer til voksne, som kan støtte de unge.

Læs også

Pædagog: Kommunerne hvæsser sparekniven – og peger den mod en ungdom i mistrivsel

Debat

Så kære politikere. Vi håber, I vil skabe rum til, at vi bliver en del af stærke ungefællesskaber, hvor vi kan spejle os i andre og sikre en større fleksibilitet i overgangene, så de bliver til udviklingsmuligheder fremfor standby-positioner.

Det er noget af det, der skal til, hvis I gerne vil gøre en forskel for unge, som hverken er i uddannelse eller i job.

Politik har aldrig været vigtigere