Fokus på forbrugerbeskyttelse

Når Radikale peger på de lave priser som en udfordring i forhold til at nedbringe vores høje forbrug, er det samtidigt påfaldende, at der ikke skeles til de underliggende markedsføringsmekanismer, som kan gøre det så forbandet svært for individet at modstå det næste forbrugsfix.

Markedsføringen som vi kender den, er nemlig i brede træk udviklet til at udnytte vores basale psykologi.

Den taler ind i vores behov for, på én og samme tid, at føle os lidt unikke og samtidigt som en del af flokken. Bevæger flokken sig hurtigt nok, bliver det svært for individet at stoppe op. Og flokken er udfordret.

Som forslaget ser ud nu, risikerer forbrugeren at blive klemt mellem impuls og moral, mens handlingsrummet for industrien i efterlades rimeligt uforandret

Tanja Gotthardsen
Rådgiver og foredragsholder, Continual

Ifølge organisationen Purpose Disruptors kan 32 procent af de britiske CO2-udledninger tilskrives markedsføring, og det er svært at forestille sig, at billedet for Danmark skulle tegne sig væsentligt anderledes.

Det rejser spørgsmålet om, i hvilket omfang og for hvilke produkter det overhovedet skal være lovligt at reklamere. Og holder vi blikket stift rettet mod prissensitiviteten, er det nærliggende at spørge, hvorfor udsalgene ikke reguleres som noget af det første. Ikke bare for tøj, men helt generelt.

For kan det virkeligt være rigtigt, at det skal være lovligt at sætte ting på udsalg til 50, 60 eller 70 procent? Ja, nogle gange endda mere? Og hvorfor tillader vi, at onlineshopping akkompagneres af nedtællings-bjælker, der lover rabat, hvis bare du handler indenfor de næste ti minutter? Her tegner en otte kroners afgift på en T-shirt ikke til at blive noget solidt værn mod den gamification, der har fundet vej ind i vores forbrugssfære.

Som forslaget ser ud nu, risikerer forbrugeren at blive klemt mellem impuls og moral, mens handlingsrummet for industrien i efterlades rimeligt uforandret. Det antager karakter af skrønen om, at det ”bare er udbud og efterspørgsel”, i nye klæder. Men så simpelt er det ikke.

Et målrettet producentansvar

Og så kommer vi til, hvordan man kan implementere en afgifts- eller gebyrstruktur, der kan inddæmme de tekstilprodukter, som bevæger sig lige lovligt hurtigt ind og ud af vores klædeskabe: Nemlig producentansvaret.

Eksempelvis har EU for længst igangsat udviklingen af deres Extended Producer Responsibility (EPR), hvilket Miljøstyrelsen så sent som i foråret også udgav en rapport med mulige scenarier for.

Kære Radikale – lad os få en opdateret markedsføringslovgivning og gebyrstruktur, der motiverer virksomhederne til at tjene deres målgrupper, fremfor blot at tjene penge

Tanja Gotthardsen
Rådgiver og foredragsholder, Continual

Den mest progressive model skal dog findes i forslaget om målrettet producentansvar, Targeted Producer Responsibility (TPR), der p.t. gennemføres pilotforsøg på i Norge.

Begge producentansvars-modeller har til formål at minimere mængden af tøj, der ender i affaldsstrømmen, ved at pålægge virksomhederne ansvaret og udgifterne for affaldshåndteringen forbundet med deres produkter.

På den måde vil hver beklædningsgenstand også her være akkompagneret af en merudgift i udgangspunktet, men modsat Radikales forslag, fremgår det tydeligt, at ansvaret først og fremmest påhviler virksomhederne.

Gebyrernes størrelse er dog vigtige, og ligesom med udfordringerne ved en vægtafgift er det afgørende, at de ikke fastsættes uden blik for, hvilket tøj og hvilke tekstiler der i praksis klarer sig godt. Og det er især her, at TPR kan noget spændende.

TPR beror nemlig på stikprøvekontroller af den konkrete affaldsstrøm. Her ser man på, hvilke brands der er hyppigt repræsenteret, hvornår tøjet er produceret, og i hvilket omfang tøjets tekniske holdbarhed er udnyttet – og så takserer man virksomhederne på baggrund heraf. Nemt, ikke?

Så kære Radikale – lad os få en opdateret markedsføringslovgivning og gebyrstruktur, der motiverer virksomhederne til at tjene deres målgrupper, fremfor blot at tjene penge. Ikke en vægtafgift, der i sidste instans parkerer ansvaret hos forbrugeren.