BØRNEfonden: Virksomheder og NGO'er skal samarbejde

Af Bolette Christensen
Direktør i BØRNEfonden

Verdensbanken anslår, at der i Afrika og Asien skal skabes 600 mio. flere jobs frem mod 2020 for at bevare det nuværende beskæftigelsesniveau. 

Det er ret mange arbejdspladser.

Når BØRNEfonden diskuterer business-instrumenterne, så gør vi det med tanke på unge afrikaneres fremtid. Den bedste vej ud af fattigdom for de unge er et fast job, der giver mulighed for at opbygge en tilværelse med stabilitet og ro.

En kraftig renovering
Går man skridtet videre, så mener vi, at danske virksomheder kan tilbyde knowhow og produkter – fx sundhed, administration, teknologi og andre ydelser – som efterspørges mere og mere i Afrika. Derfor ser vi heller ikke noget problem – snarere tværtimod – i, at der findes offentligt finansierede business-programmer.

Vi anerkender, at der er udfordringer med at få ordningen til at fungere i praksis, hvilket bl.a. vil sige at skabe et tilfredsstillende antal jobs pr. krone. Men den overordnede problemstilling om ungdomsarbejdsløshed og alle de udfordringer, der følger i halen af det, gør, at vi skal få det til at fungere.

Den bedste vej ud af fattigdom for de unge er et fast job, der giver mulighed for at opbygge en tilværelse med stabilitet og ro.

Bolette Christensen
CEO i Børnefonden

BØRNEfonden mener, at det nuværende system under Danida trænger til en ”kraftig renovering”. Ordningerne skal gentænkes, så de bliver lettere at håndtere og mindre bureaukratiske for både virksomheder, NGO’er og modtagerlande. Lige nu bruger alle parter uforholdsmæssig meget tid på dokumentation og papirarbejde.

Virksomhederne går død i den proces og afholdes måske helt fra at lave projekter, og vi i udviklingsorganisationerne bruger tonsvis af ressourcer. Det mener vi, er for meget, og ud over en effektivisering, så skal en revision naturligvis også sikre, at der skabes jobs – det er alfa og omega. En-million-kroner-spørgsmålet er naturligvis, hvordan det gøres!

Helhedsorienteret, langsigtet og fokuseret
Her mener vi, at der er tre meget centrale sigtelinjer.

For det første skal den nye ordning være helhedsorienteret. Den skal sikre, at virksomhederne arbejder i samspil med alle relevante aktører, bl.a. NGO’er. NGO’erne kan være en del af løsningen ift. fx uddannelse af en relevant arbejdsstyrke, lokalt kendskab og overførsel af knowhow til partnerlandene. Den lokale forankring og involveringen af de offentlige institutioner og politikere er også ekstremt vigtig for bæredygtigheden i projekterne, og er det, der på lang sigt flytter mange afrikanske lande.

For det andet skal den nye ordning være langsigtet. Det tager tid og kræver risikovillighed at være til stede i mange af de lande, vi taler om. Partnerskabsprojekter tager lang tid at etablere, og når projekterne ydermere skal være innovative, så er det afgørende, at der bliver en fornuftig lang tidshorisont at arbejde med.

Endelig mener vi, at den samlede indsats ikke må miste sit fokus på fattigdomsbekæmpelse. Men det kan ikke være virksomhedernes ansvar alene at sikre, at det sker, og dermed heller ikke det, man alene måler virksomhederne på. Hvis det skal blive en succes, skal man anerkende, at DNA’et er forskelligt i NGO’er og virksomheder, og at virksomheder har en bundlinje at tænke på. NGO’erne kan så helt oplagt være med til at holde fokus rettet på fattigdomsbekæmpelse i projekterne.

Vi synes, tiden er kommet til at erkende, at udviklingsorganisationer ikke har monopol på fattigdomsbekæmpelse. Vi skal have et nyt tankesæt, hvor virksomheder kan spille en ny og anderledes rolle med den opgave.

Hvis vi samarbejder og holder fokus på unge-udfordringen og jobskabelse, så mener vi, at partnerskaber og business-ordninger giver god mening. I mange lande gider de for øvrigt heller ikke høre om ensidig bistand længere – de vil meget hellere tale om at handle og om at samarbejde – det bør vi lytte nøje til.