Civilsamfundets halvvejsstatus fra COP28: Danmark må sikre tilstrækkelig finansiering af tab og skader

Her bør Dan Jørgensen være med til at indfri regeringens egen ambition om at være brobygger mellem nord og syd ved at skubbe på for, at de rige lande giver håndslag på, at finansieringsmålet nås fuldt ud. Det vil sige, at de penge, som rige lande har sparet ved ikke at nå målet, bliver betalt senere. Der skal altså i alt betales 600 milliarder dollars for den seks-årige periode.

Tab og skader krumspring

Selvom de organisatoriske rammer for fonden til tab og skade blev vedtaget allerede på klimatopmødets første dag, er der fortsat meget på spil. Vedtagelsen var en stor sejr, men det er helt afgørende, at der sikres en langsigtet finansiering af fonden – for en tom fond er åbenlyst ikke meget værd.

Danmark skal arbejde for, at finansieringen til tab og skader bliver tilstrækkelig, at den gives i form af gavebistand (frem for lån), og at den er ny og additionel

Sigrid Kromann Schiøler, Troels Dam Christensen m.fl.

Det anslås, at omkostningerne til tab og skader i det globale syd kan beløbe sig til 290 - 580 milliarder dollars om året i 2030. Indtil videre har den nye fond blot rejst 655 millioner dollars. Det er derfor afgørende, at de rige lande, inklusiv Danmark, skifter kurs og accepterer, at omfattende støtte til tab og skader skal indgå i det nye klimafinansieringsmål, som skal fastsættes på næste års COP.

Det er nødvendigt, at der bliver aftalt klare, forpligtende mål for en løbende opfyldning af fonden. Og pengene til fonden skal betales som bistand, og ikke som lån på markedsvilkår, som det er tilfældet i dag for en stor del af klimafinansieringen. Det er ikke rimeligt, at fattige samfund skal finansiere genopbygning efter klimakatastrofer med lån, som skal betales tilbage med renters rente.

Lige så urimeligt er det, at pengene tages fra den eksisterende udviklingsbistand. Vi ved fra Parisaftalen, at en definition af såkaldt ´nye og additionelle´ midler er afgørende at have med i aftalerne for at undgå de rige landes krumspring, der udhuler udviklingsbistanden.

Danmark skal arbejde for, at finansieringen til tab og skader bliver tilstrækkelig, at den gives i form af gavebistand (frem for lån), og at den er ny og additionel.

Blandt enkelte lyspunkter er dog, at udkastet til aftalen om global stocktake lige nu indeholder operationalisering af både menneskerettigheder og oprindelige folks rettigheder, samt fokus på kønsfokuserede tiltag i adresseringen af tab og skader. Danmark bør kæmpe for, at det forbliver i aftalen, da flere lande ønsker det fjernet.

Vi har brug for at vende pengestrømmen

Penge og finansiering har generelt været et stort fokus på årets COP. Men der er endnu ingen sikkerhed for, at den nødvendige politiske handling bliver taget over for de enorme beløb, som finanssektoren fortsat uhindret kanaliserer ind i fossile selskaber. Der er dog åbninger.

I de første udkast til en aftaletekst lægges der spor ud, der tilskynder til at sætte ind over for pengestrømmen til fossil energi, eksempelvis via regulering. Og politiske udmeldinger fra Macron og Von der Leyen sætter også ord på finanssektorens rolle – dog mest når det gælder kul, og ikke olie og gas.

Imens civilsamfundet kæmper for, at COP’ens aftaler skal inkludere stemmerne fra de mest udsatte for klimakrisen, forsøger lobbyister fra fossilindustrien at forsinke klimahandling

Sigrid Kromann Schiøler, Troels Dam Christensen m.fl.

En fremtid uden fossil energi, og en tredobling af vedvarende energi frem til 2030 og meget mere energieffektivitet er vigtige temaer her på COP28. Det er afgørende, at de vigtige sværdslag med olie-, kul- og gasinteresserne bliver taget i år, herunder også med finanssektoren, som bliver ved med at investere i det fossile. Det kræver en storpolitisk kamp at få resultater ind i den endelige tekst, som vi håber, Dan Jørgensen vil tage op.

Fossilindustriens overdøver de mest udsatte

Desværre ser vi, at nogle af de vigtigste aktører i implementeringen af Parisaftalen ikke anerkendes, eksempelvis miljø- og klimaforkæmpere og oprindelige folk, selvom det ofte er dem, som med livet som indsats går forrest i både klimakampe og -indsatser.

Det er særligt kritisk i år, hvor en ny opgørelse viser, at der er mindst 2456 lobbyister fra fossilindustrien til stede på COP’en. Det er flere end delegationerne fra de ti mest klimasårbare lande i verden. Imens civilsamfundet kæmper for, at COP’ens aftaler skal inkludere stemmerne, behovene og erfaringerne fra de mest udsatte for klimakrisen, forsøger lobbyister fra fossilindustrien at forsinke klimahandling.

Det er ikke for sent til, at Danmark sammen med andre FN-medlemslande kan presse på for, at civilsamfundet får lige så gode kår som lobbyisterne. At miljøforkæmperes rolle, og ikke mindst deres sikkerhed, ytringsfrihed og deltagelse, anerkendes i en COP28 aftale vil være et godt skridt på vejen.