Danmarks Indsamling: Vi udvælger objektivt

Q&A: Vi er ingen lukket klub, men vælger NGO'er ud fra objektive kriterier, lyder det fra Danmarks Indsamlings talsmand. Men man overvejer at lave kriterier for katastrofer som jordskælvet på Haiti.
Lasse LangeKasper Frandsen

Det er vigtigt, at vi undgår en situation, hvor vi hvert år skal bruge tid og kræfter på at afklare, hvem der skal være med. Det er tværtimod vigtigt, at kriterierne er objektive og nemme at håndtere, så man hurtigt kan opgøre, hvem der kan være med.

Line Grove Hermansen
Talsmand for Danmarks Indsamling og kommunikationschef i SOS Børnebyerne

Danmarks Indsamling møder kritik for at være en lukket klub fra NGO'er som Caritas og Mission Øst.

Men Line Grove Hermansen, der er talsmand for Danmarks Indsamling og kommunikationschef i SOS Børnebyerne, afviser kritikken.

Er Danmarks Indsamling en lukket klub?

"Nej, det er det ikke. For kriterierne for at være med er objektive. Organisationerne skal være kendte og have en folkelig forankring og støtte. Derudover skal de være aktive i Afrika. Så man kan sagtens forestille sig, at der vil blive skiftet ud i organisationerne fra år til år.

Før Danmarks Indsamling afholdte man DM i Indsamling, hvor mange flere forskellige organisationer deltog, og det var ikke optimalt."

Hvorfor er det organisationernes økonomiske kræfter, der er det afgørende parameter for at komme med?

"Det er blandt andet for at sikre, at de har en folkelig opbakning. Men det handler også om, at vi skal være sikre på, at organisationerne har projekter af tilstrækkelig størrelse, og at de har know-how på indsamlingsområdet."

Er I ikke med til at holde de nye og små ude og forstærke de store?

"Nej, det mener jeg ikke. For det har vist sig, at danskerne over årene er begyndt at støtte mere og mere. De penge, der bliver givet til Danmarks Indsamling, kommer altså oven i den støtte, der i forvejen bliver givet. Danmarks Indsamling spiser ikke af danskernes støtte. Den skaber flere penge.

Men vi overvejer da, om vi fremover skal undlade at medregne de beløb, organisationerne henter ved Danmarks Indsamling, når vi opgør, om de indsamler nok til, at de kan være med til Danmarks Indsamling. På den måde kan der ikke være tale om en selvforstærkende effekt, og vi får et reelt billede af, hvor gode organisationerne er til at samle ind selvstændigt."

Hvorfor ikke variere kriterierne år for år, så flere forskellige organisationer over en årrække kan få lov at deltage?

"Det er vigtigt, at vi undgår en situation, hvor vi hvert år skal bruge tid og kræfter på at afklare, hvem der skal være med. Det er tværtimod vigtigt, at kriterierne er objektive og nemme at håndtere, så man hurtigt kan opgøre, hvem der kan være med. Jeg har svært ved at se, at man kan gøre det på en anden måde. Som Danmarks Indsamling er, bygger vi videre år og år, og det giver en effektiv indsamling."

Størstedelen af verdens fattige bor andre steder end Afrika. Hvorfor handler det altid om Afrika?

"Hvis man kigger på 2015-målene, så er det Afrika, der halter mest bagud. Desuden har den humanitære bistand til Afrika sjældent fokus på den langsigtede, men det har vi. Derfor er det helt rigtigt at lægge fokus der. Når der kommer nye udviklingsmål, må vi jo se på det, men jeg tvivler på, at Afrika glider i baggrunden."

I 2010 gik indsamlingen, ud over Afrika, til Haiti. Alligevel kunne kun organisationer, der var aktive i Afrika deltage. Hvorfor er kriterierne de samme, uanset hvad indsamlingen handler om?

"Jordskælvet på Haiti skete få uger inden Danmarks Indsamling, og vi var i tvivl, om vi skulle fortsætte med planerne om kun at samle ind til Afrika næsten helt op til indsamlingsdagen, fordi der var så stort fokus på Haiti. Så fik de af organisationerne i Danmarks Indsamling, der havde en nødhjælps-indsats på Haiti mulighed for også at samle ind til det.

Men det vil være relevant at kigge på, om der skal laves nogle kriterier til katastrofe- og akutsituationer."

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00