DF: Ulandsbistanden skal gå til mikrolån, nødhjælp og kristne – ikke til klima og Kina

Forhandlingerne er i fuld gang om en ny udviklingspolitisk strategi, som skal vedtages inden udgangen af 2021, hvor den skal afløse den nuværende strategi, Verden 2030.

I den forbindelse bør man stille sig selv spørgsmålet: I årtier har vi gjort det samme, med hvilket resultat?

Hver eneste gang nogen vover at foreslå en anden måde at gøre tingene på, slår regeringen og de etablerede partier syv kors for sig og råber ”internationale forpligtelser”, ”klima” og her på det sidste også ”corona”. Intet kan tilsyneladende lade sig gøre, vi er bundet på mund og hånd af vanens tusind stramme bånd. 

Hvorfor den frygt og tøven for at rokke ved de etablerede dogmer?

Vi ønsker at bruge mange flere resurser på kristne og kirkelige organisationer, da særligt kristne har ulykkelige vilkår rundt om i verden. 

Alex Ahrendtsen (DF)
Ordfører for udviklingsbistand

Kina griner af os

Som folkevalgte er det vores pligt at tænke kritisk. Ikke mindst når det drejer sig om skatteydernes penge. Hvorfor er det eksempelvis, at vi sender penge til lande som Kina? Det spurgte jeg ministeren for udviklingssamarbejde, Flemming Møller Mortensen (S), om i februar, og hans svar bekræftede blot behovet for at tænke nyt.

Ministeren ville nemlig slet ikke anerkende præmissen om, at der er noget skørt i at sende penge til det menneskerettighedskrænkende, kommunistiske diktatur. Pengene gik jo slet ikke til Kina, måtte jeg forstå, men til klimarådgivere, så det beløb tæller slet ikke.

Spørgsmålet er, hvordan eksempelvis Kina kan modtage ulandsbistand med god samvittighed, når landet samtidig fører sig frem som en atommagt med verdens største flåde –  og tilmed har fangelejre for etniske minoriteter?

Svaret er lige til. Kineserne har ikke god samvittighed. De griner af os, mens de opkøber vores børsnoterede virksomheder og tilraner sig den teknologi, den frie verden har frembragt.

Vi skal introducere det private marked

Ministerens argument om, at vi da godt kan støtte mellemindkomstlande som eksempelvis Kina og Indien, da 62 procent af verdens fattigste jo bor i sådanne lande, bekræfter netop, at ulandsbistand ikke gør en forskel.

Disse lande er jo netop er blevet mellemindkomstlande ved at arbejde og handle – ikke på grund af bistanden. Det giver meget mere mening at handle med og yde mikrolån til disse landes borgere, så de lærer at stå på egne ben og klare sig selv.

Vi skal introducere markedet – det private marked – til disse lande, så de kan arbejde sig til et bedre liv. Det er den eneste vej.

Fokus på kristne og kirkelige organisationer 

Derudover skal vi ufortrødent støtte de mennesker, som kulturelt står os nærmest. Først i vores egen kulturkreds, så i vores eget nærområde, og derefter i en udvidet sammenhæng.

Det kan vi gøre ved i højere grad at prioritere, hvem vi samarbejder med. Vi ønsker at bruge mange flere resurser på kristne og kirkelige organisationer, da særligt kristne har ulykkelige vilkår rundt om i verden. Det vil være en målretning af vores ulandsbistand, som vil kunne mærkes, og det vil skabe en rød tråd i vores internationale profil.

Der er mange muligheder – og god fornuft – i at tænke nyt på udviklingsbistandsområdet. Og ikke mindst bryde med de gamle vaner. 

Man kunne godt få den kætterske tanke, at det for nogle – ingen nævnt og ingen glemt - måske også handler om, at der simpelthen er for mange prestigefyldte jobs i NGO- og udviklingssektoren til, at man for alvor vil gøre noget ved den. Er ulandsbistanden blevet en slags arbejdsløshedsunderstøttelse for mennesker med de rigtige holdninger?