Professor: Højere bistandsniveau kan råde bod på Danmarks internationalt blakkede ry

Bistandsprocenten, altså hvor stor en andel udviklingsbistanden bør udgøre af Danmarks BNI, er til debat igen. Det har den periodevis været siden 1965 hvor de første bistandsstatistikker viste, at vi ikke var blandt de førende bistandsydere.

Men i 1978 kom vi op på de af FN anbefalede 0,7 procent af BNI, og i 1992 nåede vi en procent. Nu ligger vi igen på 0,7 procent, men DF vil sænke niveauet til 0,3 procent, mens Ny Borgerlige helt vil afskaffe bistanden og Alternativet vil fordoble den.

Men hvad er de typiske argumenter i debatten?

Debat om udviklingsbistand kan ende i skyttegravskrig

Der er typisk tre hovedargumenter for at skære ned på bistanden:

1. Den hjælper slet ikke.

2. Man kan bruge pengene bedre herhjemme.

3. OECD DAC landendes gennemsnitlige bistand er kun 0,32 procent.

Dansk Folkeparti har fremført det første argument, når der eksempelvis blev diskuteret ’Hvide Elefanter’ i Folketinget, altså om bistanden gik til fejlslagne projekter fremfor at hjælpe de fattige. 

Der er altid en vis risiko ved at give udviklingsbistand, og der findes både mindre succesfyldte og decideret kuldsejlede projekter. Men status på den samlede forskning er, at udviklingsbistanden har en positiv effekt.  

Anne Mette Kjær
Professor, Aarhus Universitet

Der er altid en vis risiko ved at give udviklingsbistand, og der findes både mindre succesfyldte og decideret kuldsejlede projekter. Men status på den samlede forskning er, at udviklingsbistanden har en positiv effekt.

Danmark har bidraget til mange gode resultater i sine partnerlande og eksempelvis bidraget til at øge fattiges adgang til vand eller sundhed. Men der er behov for at have et kritisk blik på udviklingsbistanden, så den fortsat kan virke til fordel for de fattigste i verden.

Argumentet, om at bistanden ikke virker, har haft den uheldige konsekvens, at mange af bistandens fortalere går i forsvarsposition. Dermed kan debatten få karakter af skyttegravskrig. For at bistanden kan virke allerbedst, må vi have en solid, vidensbaseret og konstruktiv debat om den.

Venstre og DF har ført an i argumenter mod bistanden

Det andet og tredje argument, om en mindre procentandel og at vi kan bruge pengene bedre herhjemme, hænger sammen. De fik især vind i sejlene i valgkampen op til regeringsskiftet i 2001.

Her førte Venstre, der indtil slutningen af 1990’erne havde bakket op om en procent, valgkamp på at skære 1,5 milliard kroner af bistanden for at kunne øge bevillingerne til sygehusene. Det samme gjorde sig gældende i 2015 valgkampen, hvor Venstre ville skære 2,5 milliarder.

Argumentet er senest blevet fremført af DF, som vil skære til 0,3 procent af BNI med den begrundelse, at vi så sparer otte milliarder, ’som vi kan bruge på at udvikle landdistrikterne til gavn for millioner af danskere’.

Yderligere argumenterer Dansk Folkeparti i deres landdistriktsudspil for, at ’det ikke er nogen selvfølge, at vi skal give 0,7 procent.’ Måske. Men hvad er argumenterne for bistand da?

Argumenter for mere bistand har rod i Socialdemokratiet

De mest gængse argumenter for en generøs bistand er især tre:

1. Mere bistand hjælper flere fattige.

2. Vi ønsker at udbrede værdierne i vores nordiske velfærdsmodel.

3. Vi ønsker en stærk multilateral stemme særlig i FN og på denne måde opnå mere international indflydelse, end vores størrelse egentlig berettiger til.

Disse tre argumenter har i høj grad oprindelse i Socialdemokratiet. I starten af 1960’erne så Socialdemokratiet det som en moralsk forpligtelse at bidrage til en mere retfærdig verden og ville med Kampmann i spidsen øge ulandshjælpen.

I 1978 foreslog den socialdemokratiske Lise Østergaard en Marshall-hjælp til ulandene (i øvrigt et ønske gentaget af Mette Frederiksen i 2018, men nu blot i forhold til EU's udviklingshjælp til Afrika).

En sådan hjælp ville være i gensidig interesse, fordi det ville bidrage til global økonomisk vækst, og det var "en solidaritetspolitik af samme art som dem, der gennem det sidste halve århundrede har skabt en høj grad af social retfærdighed i vores eget samfund". 

Disse socialdemokratiske værdier er fast forankrede, og det skabte derfor modstand i partiet, da Thorning Schmidt-regeringen annoncerede, at den ville opretholde Løkke-regeringens niveau på 0,8 procent i stedet for igen at øge til én procent.

Bistand giver en stemme i FN og det internationale miljø

Men sådanne værdier peger ikke i sig selv på én bestemt procentandel. At mere bistand hjælper flere fattige er logisk, men hvilken bestemt andel er mest ønskelig? Her er det tredje argument om at tale med stærk stemme i FN vægtigt.

Også dette argument har traditionelt været fremført i Socialdemokratiet, som var drivkraften i 1990’ernes aktive multilateralisme. Den handlede om, blandt andet ved at leve op til FNs 0,7 procent-anbefaling, at få størst muligt indflydelse i FN om Danmarks mærkesager, som eksempelvis menneskerettighederne.

Strategien lykkedes. Danmark blev lyttet til på grund af de generøse bidrag og vores ry for høj bistandseffektivitet. Strategien førte også til, at 11 FN-organisationer fik hovedsæde i København.

Argumentet, om at bistanden gør det nemmere at ’punch above our weight,’ er altså vægtigt, hvis vi gerne vil have en stemme i FN og det internationale udviklingsmiljø.

Anne Mette Kjær
Professor, Aarhus Universitet

Argumentet, om at bistanden gør det nemmere at "punch above our weight", er altså vægtigt, hvis vi gerne vil have en stemme i FN og det internationale udviklingsmiljø.

Høj bistandskvalitet kan forbedre ens ry

Men det giver anledning til to vigtige overvejelser. For det første kan procenten alene måske give os en stemme, men vi skal også have noget at sige, og her spiller bistandens kvalitet ind.

Den indsigt, vi har om udviklingsbistand, kommer fra vores erfaring med udviklingsprogrammer i de fattige lande, særligt de bilaterale landeprogrammer, som vi er godt på vej til at underminere.

Her begår selv den bistandsvenlige Martin Lidegaard en fejl. Hvis vi ikke havde indsigterne fra vores landeprogrammer, der konsekvent er blevet godt evalueret af OECD DAC, ville vi ikke have de indsigter og den stemme, som mange multilaterale fora efterlyser. Dette argument peger på et højt niveau, så vi kan opretholde en høj kvalitet af vores bistand.

For det andet kan en høj bistandsprocent og en høj bistandskvalitet bruges til at forbedre ens ry internationalt. David Cameron øgede Englands bistand fra 0,3 procent til 0,7 procent, fordi han ville forbedre De Konservatives ry som "The Nasty Party".

Ifølge internationale medier er Danmark og det danske socialdemokrati ved at anskaffe sig et blakket ry.

FN kritiserer vores flygtningepolitik som værende imod menneskerettighedskonventionerne. Norges Flygtningehjælps direktør, socialdemokraten Jan Egeland, mener, Danmark bidrager til et kapløb mod bunden, hvor alle lande går solo. Også den tyske SPD-politiker Ralf Stegner udtrykker lignende holdninger.

Et endeligt argument for mere bistand kan altså være, at vi dermed råder bod på en Danmark-centreret flygtninge- og indvandrerpolitik.