Oxfam Ibis: Lokale civilsamfund er centrale for de forandringer, som udviklingsbistanden skal understøtte

Covid-19-krisen har – udover at være den største sundhedskrise i 100 år – også medført øget ulighed og fattigdom, uddannelsestab og tab af rettigheder. Verden over ser vi tilbageslag på disse områder samtidig med, at mange kvinder, unge og etniske minoriteter udelukkes fra adgang til og indflydelse på politiske beslutninger.

I en lang række lande har regeringer brugt pandemien som undskyldning for at indskrænke menneskers frihed, basale demokratiske rettigheder og civilsamfundets muligheder for at agere frit.

Som et ekstremt eksempel har vi set en stigning i volden mod menneskerettighedsforkæmpere i Colombia, som under lock-down er blevet levende skydeskiver. Andre steder som i Niger og Uganda har sikkerhedsstyrker slået hårdt ned på folkelige protester.

I Honduras og Zimbabwe har regeringen suspenderet borgernes forfatningsmæssige ret til at ytre sig frit. Coronakrisen er også blevet brugt som anledning til indskrænkelser af pressefriheden. Det gælder for eksempel i Zambia, Myanmar, Venezuela og Sydafrika.

Kun 3% af verdens befolkning lever i dag i, hvad man kan betegne som fulde demokratiske samfund.

Danmark bør indtage en afgørende rolle

Covid-19 krisen har med andre ord accelereret de demokratiske kriser og synliggjort behovet for det, som vi og vores kolleger i danske civilsamfundsorganisationer ofte påpeger: Udviklingsbistanden skal have et solidt fokus på civilsamfundet og lokale aktører.

Vi kan og skal være der, når det brænder på og der slås ned på organisationer og bevægelser, der ønsker demokrati, kontrol med magthaverne og transparens i forvaltning af samfundets ressourcer.  

Kristian Weise
Generalsekretær, Oxfam Ibis

Med mindre end ni år til at virkeliggøre 2030-målene og forpligtelsen til at ’leave no one behind’, er der kun gode grunde til det.

Danmark kan og bør indtage en afgørende rolle for at vende den stærkt bekymrende udvikling. Ambitionen om at skabe modstandsdygtige og bæredygtige samfund også i verdens brændpunkter kan lykkes, når de mennesker, der lever i dem, selv sidder ved rattet, har ejerskabet og er involveret i udviklingen.

Vores eget samfunds rejse mod det stærke demokratiske fællesskab, vi er, gik ikke alene gennem udvikling af stærke velfærdsinstitutioner, men også via et rigt, mangfoldigt og forankret foreningsliv.

Danmark skal styrke civilsamfundets råderum

Med den brede politiske opbakning til at lade beskyttelse og fremme af menneskerettighederne gennemsyre dansk udviklingspolitik, bør Danmark – som vi i Oxfam Ibis og et samlet dansk civilsamfund netop opfordrer til – gå foran, når det handler om at styrke civilsamfundenes råderum og øge indsatserne gennem civilsamfundsorganisationerne.

Det er den form for arbejde, Danmarks udviklingsorganisationer laver dagligt, ofte i globale alliancer. Vi er selv en del af en global bevægelse, der sammen med civilsamfundsorganisationer i hele verden arbejder for retfærdige, inklusive demokratier og mere lighed.

Vores rolle er at støtte op om de lokale initiativer, som skaber positive forandringer blandt andet gennem organisering i sociale bevægelser, oprindelige folks organisationer, fagforeninger, kvinderettighedsorganisationer og studenterbevægelser på forskellige niveauer for effektivt at udfordre og forandre ulige magtforhold.

Vi må ikke svigte kamp for demokrati i verdens brændpunkter

Vi kan og skal være der, når det brænder på og der slås ned på organisationer og bevægelser, der ønsker demokrati, kontrol med magthaverne og transparens i forvaltning af samfundets ressourcer.

De lokale civilsamfundsorganisationer har høj legitimitet til at gennemføre de indsatser, vi ønsker at skabe med udviklingsbistanden, til at lede forandringer med forståelse for behov, kontekst og udfordringer.

Støtte til civilsamfundet i Syd er derfor en vigtig del af den danske bistand og bør indtænkes i alt fra det akutte humanitære arbejde, til det langsigtede arbejde med eksempelvis fredsopbygning, uddannelse og mere effektive og retfærdige skattesystemer.

Presset på demokrati, civilsamfundets råderum og angreb på menneskerettighedsforkæmpere sker over hele verden – også og måske i særdeleshed i Latinamerika, Asien og Mellemøsten. Det er derfor vigtigt, at dansk udviklingsbistands store fokus på Afrika ikke medfører, at vi ignorerer eller svigter kampen for demokrati og frihed i andre af verdens brændpunkter.

De erfaringer, vi som dansk civilsamfund høster med demokratisering, vil det være utrolig ærgerligt ikke at kunne bruge i udvalgte indsatser i andre skrøbelige kontekster.