Forskere: Langsigtet udviklingsbistand skaber positive effekter for den enkelte

Altinget kalder til debat om den danske udviklingsbistand, og spørger: Hvor meget skal Danmark bruge på ulandsbistanden, hvordan skal den fordeles mellem bi- og multilaterale samarbejder, og hvordan skal der prioriteres mellem de forskellige behov?

Baggrunden er dels det igangværende arbejde med en ny bistandspolitisk strategi, og dels at det fra politisk hold er blevet hævdet, at bistanden ikke har nogen langvarig effekt.

Bistanden har langsigtede positive effekter

Den sidste tese er afgørende — var bistanden totalt ineffektiv eller endog skadelig, så skulle bistandsbudgettet logisk set være præcist nul. Selv bistands-skeptikere har dog fundet det svært at benægte, at mange individuelle bistands-projekter faktisk fungerer.

Det er naturligvis en politisk beslutning, om man vil leve op til sine forpligtelser og aftaler eller vil stikke hovedet i sækken og se bort fra de mange reelle udfordringer, det globale samfund står overfor, inklusive fattigdom og ulighed, samt sundheds- og miljøkriser.  

Finn Tarp og Edward Samuel Jones
Hhv. professor, Københavns Universitet, og research fellow, UNU-Wider

Bistand redder liv (eksempelvis i katastrofe situationer), brødføder sultne børn og uddanner unge mennesker. Disse indsatser har langsigtede positive effekter for de enkelte. Så debatten, om ”bistanden virker”, drejer sig reelt om, hvorvidt der findes langsigtede aggregerede eller samlede effekter til eksempel på nationalindkomsten.

Dette spørgsmål er forbundet med mange tekniske vanskeligheder, men der er en markant voksende og udbredt konsensus om, at i gennemsnit har bistanden virket på aggregeret niveau. Vi diskuterer stadig, hvor stor effekten er helt præcist, men rigtig meget tyder på, at afkastet er særdeles respektabelt sammenlignet med andre offentlige udgifter.

Dette sagt samtidig med, at bistanden naturligvis ikke altid har det ønskede resultat i konkrete lande, perioder eller situationer. Det er der ingen, hverken offentlige eller private investeringer, der gør; og specielt ikke når bistanden styres af kortsigtede sikkerheds- eller kommercielle interesser.

Kortsigtet symptombehandling virker ikke

Den 13. oktober 1970 vedtog FN sin strategi for international udvikling. Af paragraf 43 fremgår det, at de udviklede lande ville gøre deres bedste for, at bistanden i løbet af nogle år kunne nå op på 0,7 procent af nationalindkomsten.

Talrige andre deklarationer er kommet til. Og de udviklede landes ”bedste” er stadig ikke godt nok – i al fald er OECD gennemsnittet på 0,32 procent. Det er naturligvis en politisk beslutning, om Danmark skal leve op til det, vi har været med til at vedtage eller ej.

Hidtil har vi gjort det, og midt i stigende fattigdom og globale kriser kan det være svært at se, hvorfor ambitionsniveauet skulle sættes ned og ikke op. Den gennemsnitlige danskers indkomst er mere end fordoblet siden 1970, og til sammenligning: den amerikanske bistand kaldet Marshall-planen, der hjalp Europa på fode efter 2. verdenskrig, udgjorde 5 procent af det amerikanske BNP.

Hertil kommer, at der er endog meget lang vej tilbage, før vi har de 17 bæredygtighedsmål, vi var med til at vedtage i FN i 2015, i sigte. 

Men som sagt: det er naturligvis en politisk beslutning, om man vil leve op til sine forpligtelser og aftaler eller vil stikke hovedet i sækken og se bort fra de mange reelle udfordringer, det globale samfund står overfor, inklusive fattigdom og ulighed, samt sundheds- og miljøkriser.

For at tackle disse er det afgørende, at bistanden er langsigtet og angriber de underliggende årsager til fattigdom og en ustabil verden. Den virker ikke, når den er kortsigtet symptombehandling.

Danmarks vigende bilaterale indsats er bekymrende

Det er også en politisk beslutning, hvor balancen mellem bi- og multilateral bistand skal ligge. Nogle opgaver kan med fordel angribes bilateralt, mens andre løses bedst i internationalt regi. Vi har noteret os, at den bilaterale indsats har været kraftigt vigende i længere tid.

Det er meget tankevækkende, og de bagvedliggende drivkræfter bør evalueres. I det seneste årti har Danmark lukket et betydeligt antal ambassader, de allerfleste i Afrika. Det er bekymrende, og det er tid til at genoverveje denne udvikling.

Det er i Afrika, fattigdommen kommer til at blive mest presserende i de kommende årtier, og vi deler den vurdering, at Danmark har en klar fordel i at fastholde og videreudvikle ”viden og kompetencer i forhold til fattige lande og deres udvikling gennem et langsigtet bilateralt samarbejde”.

Prioriter landbrug, sociale sektorer og institutionsudvikling

Hvorom alt er: mangel på fremgang i de fattigste lande i verden vil ramme os (eller måske bedre vores børn og børnebørn) som en boomerang.

Vores erfaring og forskning peger på, at fremadrettede prioriteringer blandt andet bør omfatte landbrugsudvikling, de sociale sektorer og institutionsudvikling inden for økonomisk forvaltning og politik – med et stærkt gennemgående fokus på ligestilling og bæredygtighed.

Det er også områder, hvor Danmark har særlige styrker. Vi befinder os i en verden, hvor vi i stigende grad er gensidigt afhængige af hinanden, og covid-19-pandemien har vel gjort det klart for de fleste, at hvis vi som et af verdens rigeste lande ikke bidrager til at sikre global ligeværdig samt bæredygtig økonomisk og social fremgang, forbliver vi alle truede beboere på en skrøbelig klode.