Efter to måneder som ambassadør i Israel skal han nu se videoer af folk, der mishandles: "Det sætter sig i kroppen"

Det første, jeg gjorde, var at få fat på mine kolleger som befinder sig i Israel, og sikre mig, at de var okay. Derfra fik vi hurtigt stablet et møde på benene i København. Det vigtigste var at få tegnet et umiddelbart billede af situationen og få fordelt arbejdsopgaverne, så alle var klar til at handle hurtigt. 

Der er sket meget siden da, men jeg husker det, som om jeg sad limet til skærmen resten af dagen og fulgte med på BBC og TV 2 News.  

Det føltes helt besynderligt ikke at være i Israel, når en situation så voldsom som denne opstår. Jeg brugte de fleste af mine vågner timer på at følge med i medierne resten af weekenden, men når jeg gik ned i SuperBrugsen og handlede, var det, som om intet var hændt. 

Det var der selvfølgelig heller ikke i SuperBrugsen. Eller i Danmark for den sags skyld.  

Men mentalt var jeg i Israel. Det var nok en reaktion på, at det ligger i diplomatens dna, at man skal være på sin post, når sådan noget her sker. Det gør det i hvert fald for mig. 

Derfor gjorde jeg også alt, hvad jeg kunne, for at komme hurtigst muligt tilbage til min post. 

Den nye hverdag i Tel Aviv

Tirsdagen efter angrebet lykkedes det endelig.  

Inden da havde jeg booket to andre flybilletter til Tel Aviv, som begge endte med at blive aflyst i sidste øjeblik. Men tredje gang blev lykkens gang. 

Det er selvfølgelig en stor omvæltning, at vi skal gå i beskyttelsesrum. Men man vænner sig hurtigt til det

Thomas Winkler
Danmarks ambassadør i Israel

Jeg brugte meget tid op til min afrejse på at tale med min familie om det hele. For selvom min første reaktion var, at jeg skulle tilbage til Tel Aviv, var det ikke nødvendigvis deres. De havde deres bekymringer, men de har også forståelse for mit arbejde. 

Men det er vigtigt for mig at vise dem, at det billede, de ser i nyhederne, ikke nødvendigvis afspejler min hverdag. Derfor har jeg lavet en chatgruppe på Messenger med alle mine familiemedlemmer, hvor jeg skriver, hvad der foregår i min verden for at tegne en kontrast til det, pressen beskriver.  

Det er selvfølgelig en stor omvæltning, at der nu er regelmæssige luftalarmer, som betyder, at vi skal gå i beskyttelsesrum. 

Men man vænner sig hurtigt til det. De kommer mest om aftenen, og nogle dage har vi op til fire luftalarmer. Men det tager jo ikke mere end ti minutter, før det er ovre igen, og det er yderst sjældent, at det rammer noget. Mange af os har en computer stående i beskyttelsesrummet, så vi kan arbejde, så det er blevet en normal del af hverdagen. 

Alt er forandret – og så alligevel ikke

Når jeg vågner om morgenen, prøver jeg altid at tage en kop kaffe og en cigaret som det første. Men det er ikke altid, det lykkes. 

Typisk starter jeg nemlig med at tjekke min tjenestemobil og se, om der ligger noget, jeg skal agere på. Og det er der relativt tit efter angrebet. 

Bagefter sætter jeg mig og læser nyhederne grundigt og ringer til min kone. Det er morgenrutinen. 

Når jeg møder ind på ambassaden, holder vi nu et stabsmøde hver dag fra morgenstunden. Vi har også haft stabsmøder førhen, men ikke på daglig basis. 

Her samler vi alle medarbejdere – både dem, der er fysisk på arbejde, dem, der sidder i Danmark, og dem, der arbejder hjemmefra, fordi skolerne i Israel er lukkede, og de ikke kan få deres børn passet. 

Vi bruger mødet på at tjekke ind hos folk og sikre os, at alle er okay, og for at følge op på, hvad der er sket siden dagen før, og hvad vi kan forvente af dagen, der kommer. 

Og så har vi i øjeblikket videokonferencer med København. Både med Udenrigsministeriet, men også med den bredere kreds af ministerier og myndigheder, der er involveret i en situation som den her. 

Vi bruger selvfølgelig også meget tid på at snakke med de israelske myndigheder og vores israelske kontaktnetværk for at kunne blive klogere på, hvad der sker nu og her og videregive informationen til København. 

Mange af de opgaver, vi har på ambassaden, er på sin vis de samme som før. Alligevel har hverdagen ændret sig fuldstændigt. 

Vores ambassade er gået fra at sidde og arbejde med politiske sager, eksportfremme og økonomiske sager til pludselig at være 110 procent fokuseret på krigen mellem Hamas og Israel. Der er et helt andet pres på os som ambassade, og det er vigtigt, at vi hele tiden er klar til at handle hurtigt. 

Der er ikke længere noget, der hedder: “Det kigger vi lige på i morgen.” 

Videoer, der sætter sig i kroppen

Konflikten fik et ekstra lag, da angrebet på Ahli Arab Hospitalet i Gaza skete, og spekulationerne hurtigt begyndte at florere.

Det sværeste ved at være ambassadør i de seneste par uger har været mødet med en række mennesker, der står i nogle helt umenneskelige dilemmaer

Thomas Winkler
Danmarks ambassadør i Israel

Det endte med at blive en rigtig lang nat for mig. Israelerne rakte hurtigt ud til os og en række andre, og herefter foregik der en ganske intens udveksling af informationer frem og tilbage. 

I sådan en situation bliver en ambassade i høj grad en formidlende enhed. Det er vores opgave at screene den enorme mængde af information, der kommer fra alle mulige sider og vurdere, hvad der er væsentligt at få hurtigt hjem til København. Og det er sandelig ikke en nem opgave.  

Det betyder også blandt andet, at vi skal sidde og se videoer igennem fra angrebet af folk, der bliver mishandlet. Og de videoer, som Hamas har optaget. 

Sådan noget kan godt sætte sig i kroppen. 

Umenneskelige dilemmaer

Det sværeste ved at være ambassadør i de seneste par uger har været mødet med en række mennesker, der står i nogle helt umenneskelige dilemmaer. 

Det ramte særligt, da jeg sammen med mine nordiske kolleger mødte familierne til nogle af de israelere, der sidder kidnappet i Gaza. Det gjorde et stort indtryk at sidde med de her familier, hvis søster eller bedstemor eller bror formentlig befinder sig i kløerne på Hamas.  

Det er nok også, fordi jeg som diplomat i sådan en situation har svært ved at gøre noget. Det er uvant. Vi kan råbe op, vi kan opfordre til diplomati, men vi kan ikke redde deres familier.

Man skal selvfølgelig lægge øre til deres dilemmaer. Og det har jeg heller ikke svært ved. Men det tærer på en

Thomas Winkler
Danmarks ambassadør i Israel

Samme følelse ramte mig, da jeg brugte en hel weekend efter angrebet i lufthavnen på at få folk evakueret. Nogle af dem, der sad i lufthavnen, var både danske og israelske og efterlod noget familie her. Andre skulle til at forlade landet, mens ét af deres børn stadig er i hæren i Israel. 

Det er jo nogle helt umulige valg. Og det er ikke nogen valg, som jeg kan være med til at træffe. 

Men man skal selvfølgelig lægge øre til deres dilemmaer. Og det har jeg heller ikke svært ved. Men det tærer på en. 

Efter mine kolleger og jeg havde tilbragt et par døgn i lufthavnen og sendt det sidste fly afsted, kunne vi alle sammen mærke det. 

Vi havde brug for at trække stikket. 

Da vi kom tilbage til ambassaden efter den weekend, fik vi noget mad og drak en cola. Og forsøgte – bare for et øjeblik – at snakke om alt andet end den konflikt, der omgiver os lige nu.