Forskere: Dan Jørgensen er tonedøv over for Afrikas ønsker

Dan Jørgensen har en indlysende pointe med nødvendigheden af global grøn energiomstilling i kampen for reduktion af drivhusgasser. Dog er udviklingen i Afrika gennem de seneste år gået i den stik modsatte retning, og udviklingen er præget af forøget udnyttelse af olie, gas og kul.

Et flertal af disse initiativer er paradoksalt nok drevet af såvel investeringer som praktisk gennemførelse fra det globale nord.

Lokale initiativer går under radaren

Samtidig har krigen i Ukraine vist, at EU langt fra kan imødekomme vores energibehov.

Gavner store energiprojekter på kontinentet reelt menneskerne på kontinentet – eller skaber disse snarere endnu mere global ulighed 

Rune Larsen og Stig Jensen
Hhv. postdoc og lektor, Københavns Universitet

Derfor ser vi en forøget interesse for Afrikas energi. Det gælder for den fossile såvel som den grønne energi.

Mette Frederiksens (S) og Mark Ruttes, Hollands premierminister, besøgte tidligere i år Namibia, og besøget kan ses i den sammenhæng.

For besøget omhandlede netop om muligheden for køb af namibisk hydrogen.

Ligeledes er det interessant, at man udelukkende gik i dialog med en politisk elite, som i stigende grad er kritiseret af befolkningen for korruption af udenlandske midler, samt iværksættelsen af store og miljømæssigt problematiske udvindingsprojekter.

Vi vil gerne sætte spørgsmålstegn ved, om store energiprojekter på kontinentet reelt gavner menneskerne på kontinentet – eller skaber disse snarere endnu mere global ulighed ved at kanalisere midler til allerede velhavende eliter i både nord og syd?

En mere lokalt forankret model ville tage udgangspunkt i de mange grønne tiltag, som allerede finder sted på kontinentet under befolkningernes egne initiativer.

Problemet er dog, at disse initiativer går under radaren og ikke har samme PR- eller merkantile værdi, som Dan Jørgensens energivision har. Derfor bliver de ikke en prioritet for regeringen. 

De fattige betaler til klimafonden

På den første dag af COP28 kunne den danske regering sole sig som dukse og gavmilde givere med tilsagnet om, at Danmark smider et tre cifret millionbeløb i den nyoprettede klimafond til tab og skader.

De afrikanske lande ønsker penge, og det skal være nye penge, som de selv vil kontrollere.

Rune Larsen og Stig Jensen
Hhv. postdoc og lektor, Københavns Universitet

Statsminister Mette Frederiksen kunne, fra Dubai, med sædvanlig selvsikkerhed meddele, at pengene vil blive taget fra udviklingsbistandsrammen. For som hun fremhævede:

“Vi er et af de få lande, der lever op til den internationale målsætning om 0,7 procent af BNI til udviklingsbistanden,” lød det fra statsministeren.

Det er baseret på ræsonnementet om, at det kun er rimeligt, at Danmark kompenserer det globale syd for de skader, vi har påført dem, med penge, der allerede er afsat og målrettet til indsatser for verdens fattigste.

Med andre ord er det penge fra en eksisterende kompensation for det udviklingspotentiale, man gennem historien har berøvet andre. 

Klimakampen kræver internationalt udsyn og villighed til at vende blikket indad

Regeringen har tydeligvis udfordringer med at afsætte nye og ekstra midler til den internationale klimaindsats.

Vi spørger, om Dan Jørgensens grønne civiliseringsmission – ligesom under kolonitiden – mere er funderet i etnocentriske forestillinger om det bedrevidende nord

Rune Larsen og Stig Jensen
Hhv. postdoc og lektor, Københavns Universitet

Det er blandt andet illustreret ved regeringens nylige beslutning om at indføre CO2-afgifter på flyrejser fra 2025.

Her ville det være oplagt at bruge provenuet til grøn omstilling og specifikt internationale klimainitiativer, som det er anbefalet af de selvsamme afrikanske ledere, som Dan Jørgensen hylder.

Men pengene skal i stedet bruges i Danmark til ældrechecken.

I sidste ende er formålet med dette indlæg ikke at sige, at de afrikanske lande ikke bør og kan drage glæde af grøn energiomstilling.

Dette er bare ikke topprioriteten for Afrika og afhjælper ikke de fundamentale problemer, som klimakrisen skaber på kontinentet.

Snarere spørger vi, om Dan Jørgensens grønne civiliseringsmission – ligesom under kolonitiden – mere er funderet i etnocentriske forestillinger om det bedrevidende nord, som nu igen skal ned og ”redde” syd gennem utilpassede initiativer, der skaber nye afhængighedsrelationer, og som i sidste ende intensiverer den globale ulighed?