Forskere: Dan Jørgensen er tonedøv over for Afrikas ønsker
Dan Jørgensen negligerer afrikanske nationers klimamål og fokuserer ensidigt på Danmarks dagsorden om at fremme grøn energi i Afrika. Hans mission lader til at bygge på gamle forestillinger om et bedrevidende nord, der nu igen skal "redde" syd med initiativer, som dog snarere øger den globale ulighed, skriver Rune Larsen og Stig Jensen.
Stig Jensen
Lektor, Center for Afrikastudier, Københavns UniversitetRune Larsen
Postdoc, Globe Institute, Københavns UniversitetDer opstår spontant en deja-vu-oplevelse til Nannas Afrika-sang fra 1985 efter at have læst Dan Jørgensens (S) indlæg i Altinget 28. november.
”Afrika, Afrika det bli’r bedre dag for dag, hvis vi gi’r en hånd til Afrika,” lyder omkvædet.
I sit indlæg skønmaler Dan Jørgensen situationen på kontinentet, når han fremhæver den store økonomiske vækst. For ifølge Verdensbanken er indkomsten per indbygger i Afrika, syd for Sahara, ikke steget siden 2015.
Derudover vokser fattigdommen i en situation, hvor FN's konference for handel og udvikling, UNCTAD, anslår, at der i 2021 levede over 490 millioner mennesker i Afrika under fattigdomsgrænsen.
Afrika vil selv kontrollere pengene
Man bliver glad, nærmest stolt, når Dan Jørgensen beretter om Danmarks støtte til klimaindsatser i Afrika. Herunder regeringens kamp for og i alliance med Afrika, kombineret med fortællingen om, at Afrika hæver stemmen i klimakampen i forbindelse med den såkaldte milepæl – det afrikanske klimatopmøde, som fandt sted i Nairobi, Kenya, tilbage i september tidligere i år.
Dan Jørgensen undgår ikke kun behændigt at nævne de afrikanske landes ønsker. Han har også et ensidigt fokus på vores dagsorden, som er at fremme grøn energi i Afrika.
Rune Larsen og Stig Jensen
Hhv. postdoc og lektor, Københavns Universitet
Derfor er det bemærkelsesværdigt, at Dan Jørgensen negligerer de afrikanske nationers topprioritet fra mødet, nemlig indførelsen af en international CO2-skat til finansiering af klimaindsatser.
De afrikanske lande ønsker penge, og det skal være nye penge, som de selv vil kontrollere.
Dette ønske bunder i landenes desperate behov for finansiering til løsningerne af de mange kriser, hvor klimakrisen blot er én af dem.
I den sammenhæng skal det nævnes, at Afrika samlet set kun bidrager med fire procent af den globale udledning.
Samtidigt er Afrika hårdest ramt af klimakrisen, og den Europæiske Investeringsbank dokumenterer, at 88 procent af menneskerne på kontinentet mærker konsekvenserne af klimakrisen i deres hverdag.
Grøn energi er ’nice to have’ i Afrika
Dan Jørgensen undgår ikke kun behændigt at nævne de afrikanske landes ønsker. Han har også et ensidigt fokus på vores dagsorden, som er at fremme grøn energi i Afrika.
Det er en sektor, hvor Danmark belejligt nok også har stor ekspertise samt infrastruktur og kommercielle interesser.
Dan Jørgensen har en indlysende pointe med nødvendigheden af global grøn energiomstilling i kampen for reduktion af drivhusgasser. Dog er udviklingen i Afrika gennem de seneste år gået i den stik modsatte retning, og udviklingen er præget af forøget udnyttelse af olie, gas og kul.
Et flertal af disse initiativer er paradoksalt nok drevet af såvel investeringer som praktisk gennemførelse fra det globale nord.
Lokale initiativer går under radaren
Samtidig har krigen i Ukraine vist, at EU langt fra kan imødekomme vores energibehov.
Gavner store energiprojekter på kontinentet reelt menneskerne på kontinentet – eller skaber disse snarere endnu mere global ulighed
Rune Larsen og Stig Jensen
Hhv. postdoc og lektor, Københavns Universitet
Derfor ser vi en forøget interesse for Afrikas energi. Det gælder for den fossile såvel som den grønne energi.
Mette Frederiksens (S) og Mark Ruttes, Hollands premierminister, besøgte tidligere i år Namibia, og besøget kan ses i den sammenhæng.
For besøget omhandlede netop om muligheden for køb af namibisk hydrogen.
Ligeledes er det interessant, at man udelukkende gik i dialog med en politisk elite, som i stigende grad er kritiseret af befolkningen for korruption af udenlandske midler, samt iværksættelsen af store og miljømæssigt problematiske udvindingsprojekter.
Vi vil gerne sætte spørgsmålstegn ved, om store energiprojekter på kontinentet reelt gavner menneskerne på kontinentet – eller skaber disse snarere endnu mere global ulighed ved at kanalisere midler til allerede velhavende eliter i både nord og syd?
En mere lokalt forankret model ville tage udgangspunkt i de mange grønne tiltag, som allerede finder sted på kontinentet under befolkningernes egne initiativer.
Problemet er dog, at disse initiativer går under radaren og ikke har samme PR- eller merkantile værdi, som Dan Jørgensens energivision har. Derfor bliver de ikke en prioritet for regeringen.
De fattige betaler til klimafonden
På den første dag af COP28 kunne den danske regering sole sig som dukse og gavmilde givere med tilsagnet om, at Danmark smider et tre cifret millionbeløb i den nyoprettede klimafond til tab og skader.
De afrikanske lande ønsker penge, og det skal være nye penge, som de selv vil kontrollere.
Rune Larsen og Stig Jensen
Hhv. postdoc og lektor, Københavns Universitet
Statsminister Mette Frederiksen kunne, fra Dubai, med sædvanlig selvsikkerhed meddele, at pengene vil blive taget fra udviklingsbistandsrammen. For som hun fremhævede:
“Vi er et af de få lande, der lever op til den internationale målsætning om 0,7 procent af BNI til udviklingsbistanden,” lød det fra statsministeren.
Det er baseret på ræsonnementet om, at det kun er rimeligt, at Danmark kompenserer det globale syd for de skader, vi har påført dem, med penge, der allerede er afsat og målrettet til indsatser for verdens fattigste.
Med andre ord er det penge fra en eksisterende kompensation for det udviklingspotentiale, man gennem historien har berøvet andre.
Klimakampen kræver internationalt udsyn og villighed til at vende blikket indad
Regeringen har tydeligvis udfordringer med at afsætte nye og ekstra midler til den internationale klimaindsats.
Vi spørger, om Dan Jørgensens grønne civiliseringsmission – ligesom under kolonitiden – mere er funderet i etnocentriske forestillinger om det bedrevidende nord
Rune Larsen og Stig Jensen
Hhv. postdoc og lektor, Københavns Universitet
Det er blandt andet illustreret ved regeringens nylige beslutning om at indføre CO2-afgifter på flyrejser fra 2025.
Her ville det være oplagt at bruge provenuet til grøn omstilling og specifikt internationale klimainitiativer, som det er anbefalet af de selvsamme afrikanske ledere, som Dan Jørgensen hylder.
Men pengene skal i stedet bruges i Danmark til ældrechecken.
I sidste ende er formålet med dette indlæg ikke at sige, at de afrikanske lande ikke bør og kan drage glæde af grøn energiomstilling.
Dette er bare ikke topprioriteten for Afrika og afhjælper ikke de fundamentale problemer, som klimakrisen skaber på kontinentet.
Snarere spørger vi, om Dan Jørgensens grønne civiliseringsmission – ligesom under kolonitiden – mere er funderet i etnocentriske forestillinger om det bedrevidende nord, som nu igen skal ned og ”redde” syd gennem utilpassede initiativer, der skaber nye afhængighedsrelationer, og som i sidste ende intensiverer den globale ulighed?