Debat

Håndværksrådet: Sidste chance for Danidas erhvervsprogrammer

Jens Kvorning
Jens KvorningAfdelingsleder, International Afdeling, Håndværksrådet

DEBAT: Det er positivt, at erhvervsprogrammerne løbende revideres, men det besværliggør udnyttelsen af udviklingspotentialet i udviklingslandene. Der er ikke tid til flere fejlgreb. Nye ideer skal kunne realiseres på de danske virksomheders præmisser. Det skriver Jens Kvorning, afdelingschef for Håndværksrådet.

David Laungaard Lose
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jens Kvorning
Afdelingschef for Håndværksrådet

Der er et kæmpe udviklingspotentiale, når danske virksomheder møder virksomheder i Danidas programsamarbejdslande. Med streg under ’potentiale’, for lige nu taber vi mulighederne på gulvet til skade for vækst og beskæftigelse i udviklingslandene.

Igen og igen bliver Danidas instrumenter til at inddrage danske virksomheder i arbejdet for at skabe vækst og beskæftigelse revideret, senest på direkte initiativ fra udviklingsminister Mogens Jensen. Det er positivt, at man vedvarende lægger så stor vægt på at få størst mulig effekt af disse programmer, trods det, at de er bitte små i den store sammenhæng med kun godt 1 pct. af den samlede bistandsramme.

Til gengæld har det været og er fortsat en prøvelse for virksomhederne, at man så ofte ændrer på regler og vilkår - og ikke mindst stopper ordninger, inden man har skabt mere velfungerende erstatninger.

Fakta
Fra 13. januar og en måned frem sætter Udviklingsdebatten fokus på det ombruste Danida Business Partnership.

Mød denne måneds debatpanel her.

Udviklingsdebatten på Altinget: udvikling har til formål at fokusere og styrke den udviklingspolitiske debat i Danmark. Løbende inviterer Altinget: udvikling eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger inden for udviklingsområdet.

Bland dig gerne i debatten ved at sende en mail til [email protected].

Dødfødt fra start
Håndværksrådet skal ikke beklage, at ministeren besluttede at lukke DBP programmet (Danida Business Partnerships), selv om det kun er 3 år siden, det erstattede det meget efterspurgte B2B-program. Tværtimod, for DBP var dødfødt fra starten, og virksomhederne har stemt i med fødderne og droppet at gøre brug af programmet. Hvor man havde en overefterspørgsel på B2B programmet, har Danida kun kunnet bevilge ca. 50 pct. af DBP midlerne som følge af mangel på interesse.

Årsagerne er enkle: Med et hug satte Danida dækningen af virksomhedernes omkostninger ned fra knapt 50 pct. til 25 pct. Dvs., at virksomhederne nu ikke blot skal dække den tabte indtjening fra de timer, de bruger på at effektivisere en u-landspartner. De skal også betale 50 pct. af de direkte omkostninger til rejser, ophold, materialer, indkøb af maskiner og udstyr osv. Ministre og embedsmænd ynder at sige, at virksomhederne skal have ”hånden på kogepladen”, men det på tide at Danida ændrer opfattelse af virksomhedernes rolle og engagement.

Det er ikke nok med visionære strategier som den tidligere regerings ”Vækst og beskæftigelse” og den nuværende regerings ”Retten til et bedre liv”.

Jens Kvorning
Afdelingschef for Håndværksrådet

For det andet flyttedes fokus fra især Asien, men også Sydamerika, til Afrika, hvor succesraten erfaringsvis er væsentligt lavere. Hvorfor skulle virksomhederne forlade Kina og Vietnam til fordel for en usikker fremtid på den afrikanske kogeplade? Hvis vi vil bidrage i udviklingslandene med know-how og ny teknologi, så er det på tide, at politikere og Danida ændrer opfattelse af virksomhedernes rolle og engagement.

For det tredje svækkedes den rådgivning, virksomhederne kunne trække på, som led i Udenrigsministeriets generelle besparelser. Det er populært blandt politikere at sige, at ”pengene skal gå til de fattige og ikke til bureaukrati”, men i de seneste år er der skåret ikke blot til, men ind til benet i Udenrigsministeriet, som flere tidligere udenrigsministre for nyligt påpegede.

Viden og gode projektideer
Viden og gode projektideer er forudsætningen for, at danske virksomheder skal kunne hjælpe kolleger i u-lande til at skabe vækst og beskæftigelse i deres lande. De færreste danske virksomheder har viden om de store muligheder, der findes i Afrika, og derfor må Danida skabe grundlaget for, at de danske virksomheder kan få den viden om lokale forhold, ressourcer og markedsmuligheder.

Derfor er ministerens ide om at satse på værdikæder og kapacitetsopbygning af arbejdsmarkedets organisationer helt rigtig.

Værdikædetankegangen bygger på, at danske virksomheder, i en sektor, der har stort udviklingspotentiale, skal trække på samme hammel og i fællesskab - og på et oplyst grundlag fjerne de flaskehalse og barrierer, som holder udviklingen af sektoren tilbage. Med den store grundlæggende viden om problemer og løsninger, som de danske virksomheder og deres partnere får i værdikædesamarbejdet, skabes grundlaget for et langsigtet kommercielt samarbejde.

Afrika – den nye storspiller
De danske virksomheder bliver leverandører af viden, maskiner og udstyr, hel-og halvfabrikata m.v. - og samtidig aftagere af de produkter, der kommer ud af samarbejdet. Danmark får dermed en central position i produktion og distribution af varer og services fra Afrika, som uden tvivl bliver den nye storspiller på verdensmarkedet i de næste årtier.

Kapacitetsopbygning af erhvervsorganisationer og fagbevægelse er tilsvarende vigtig for at få effektive arbejdsmarkeder i landene.

Forudsætningen for effektive arbejdsmarkeder er, at store dele af såvel arbejdsgivere som arbejdstagere får mulighed for at organisere sig effektivt. Kun på den måde kan der skabes konsensus om kursen for erhvervsudvikling. Især når det gælder små og mellemstore virksomheder er der ikke tradition for at stå sammen i en arbejdsgiverorganisation.

Men det er nu og ikke om 5 eller 10 år, Danmark skal smede for at kunne spille en rolle i de kommende afrikanske tiger-, eller snarere løveøkonomier. Vi har ikke tid til fejlgreb som DBP programmet. Det er ikke nok med visionære strategier som den tidligere regerings ”Vækst og beskæftigelse” og den nuværende regerings ”Retten til et bedre liv”. Nye ideer skal kunne realiseres på de danske virksomheders præmisser, og ikke mindst skal de kunne genskabe den troværdighed, som Danida desværre har tabt størstedelen af i de seneste 5 års destruktion af den danske erhvervsbistand til u-lande.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jens Kvorning

Afdelingschef, International Afdeling, SMVdanmark
cand.merc. i udenrigshandel og teknologioverførsler (Handelshøjskolen i København 1983)

0:000:00