Status quo er en stærk magtfaktor. Her er spørgsmålet, du skal stille din chef for at gøre noget ved det

Der er masser af gode argumenter for at bevæge os i en mere bæredygtig retning. Der er også masser af gode argumenter imod det, vi gør nu: Folk er stressede, og unge mistrives som aldrig før. Kvinder og etniske minoriteter er udelukkede fra de øvre ledelseslag og bestyrelserne. Det danske arbejdsmarked og sprog reproducerer kønsstereotyper som ingen andre i verden.

Verden forandrer sig, og det har den altid gjort. Lige nu er det primært os mennesker, der får den til det, og meget af forandringen er til det dårligere. Det skyldes vores adfærd, vores sprog og de systemer, vi har sat op for os selv.

Jesper Dalgaard Pøhler

Jordens mineraler og råmaterialer er ved at slippe op på flere kritiske områder. Naturen er ved at tippe over på flere områder og ødelægge den balance, der lige nu giver os den luft, vand og mad, som vi lever af.

Stresssygemeldinger skyldes dårligt arbejdsmiljø og dårligere ledere. Vi bevæger os for lidt og spiser for dårligt. Og vi kan ikke nå vores CO2-mål med de planer, vi har lagt.

Og så videre. Og så videre.

Så hvorfor er det, at vi, der argumenterer for mere bæredygtighed, skal hjem at finde endnu flere tal, beviser, data og andet, før ”de” vil begynde at lave de radikale ændringer, som er helt nødvendige?

Hvorfor kan man slippe af sted med argumenter som: ”Ja, men det var jo i USA, hvordan ser det ud i Danmark?”. Eller: ”Kan vi nu være helt sikre på, at køn var den udslagsgivende faktor?”. Eller: ”Faktisk er der slet ikke råstoffer nok til, at alle kan køre i elbil!”. Eller klassikeren: ”Klimaforandringerne har jo altid fundet sted/mennesket har altid spist kød/kvinder er bare bedre til det med omsorg” eller andre ”sådan har vi altid gjort”-argumenter.

At der er racisme i USA, er ikke et argument for, at det ikke er her i Danmark. At der kan være andre faktorer, der spiller ind end køn, er ikke et argument for, at køn er uden betydning. Der er i øvrigt heller ikke nok råstoffer til at blive ved med at køre i benzinbiler. Og der er masser af ting, vi har gjort før, som vi ikke gør i dag – fordi det er bøvlet at tænde bål i køkkenet, når vi har en ovn, fordi vi kan købe tøj på Zalando frem for at sy det selv, og fordi vi ikke har tid til at holde og slagte køer, når vi også skal nå alle vores Teams-møder.

Verden forandrer sig, og det har den altid gjort. Lige nu er det primært os mennesker, der får den til det, og meget af forandringen er til det dårligere. Det skyldes vores adfærd, vores sprog og de systemer, vi har sat op for os selv.

Så nu vil jeg komme med en opfordring til at bytte rollerne rundt: Næste gang, din chef sætter nogle key performance indicators op for dig, så spørg, hvordan de bidrager til mere biodiversitet, menneskelig trivsel, ligestilling og mindre CO2.

Lad være med at grine med, når der falder hånlige kommentarer om transkønnede, veganere, indvandrere eller andre minoriteter, der også bare gerne vil have lov at være en del af fællesskabet.

Og lad være med at gå med på hele idéen om, at vi skal sidde oppe til sent om natten for at nå at færdiggøre et slideshow, som vores kollega ikke lige fik kigget på, fordi han havde en vigtigere opgave. Så må det slideshow altså vente. Det er ikke værd at blive syg af at nå det.

Det her er meget lettere sagt end gjort. Status quo er en stærk magtfaktor, og det er sindssygt svært at bryde med ”plejer”. Det er ikke sjovt at stå uden for normen og være den, der spreder dårlig stemning. Men det er nødvendigt, hvis vi skal skabe en verden, hvor stemningen er bedre og holder i længden.

Så nu vil jeg prøve at finde lidt mere mod frem og sige fra næste gang, jeg bør. Jeg øver mig så godt, jeg kan, og det fede ved det er, at så bliver jeg hele tiden lidt bedre til det.