Jeg ville glæde mig, hvis jeg arbejdede med kommunikation for Hamas

Men uanset, hvordan man ser på Israels politiske ledelse og palæstinenserne, Hamas og det håbefulde mantra om en tostatsløsning, så må man bare uden vaklen konstatere, at vinderne af strategien og den tilhørende kommunikation efter terrorangrebet 7. oktober er Hamas.

Igen, uden nødvendigvis at mene noget: Så er det jo grundlæggende ret fantastisk, at Hamas kan overfalde et land og dets borgere, herunder unge mennesker på en fredsfestival (!), voldtage, brænde og plyndre, skære brysterne af levende kvinder og bortføre spædbørn, unge, ældre og gamle – og filme hele baduljen.

Der er simpelthen bedre kommunikation for Hamas i at lade befolkningen i Gaza lide endnu mere, så længe det internationale pres på Israel løbende intensiveres.

Søren Søndergaard

Lad os bare antage, at tiden er inde til det.

Så bør man nok forholde sig til, om den løsning så skal forhandles og gennemtrumfes i skyggen af et terrorangreb, der er det værste siden 11. september 2001, i bestialitet måske endda værre og i sin påvirkning af det israelske civilsamfunds tryghed meget større.

Under alle omstændigheder det største massemord på jøder siden Hitler og hans nazistiske krigsmaskine forsøgte at udrydde alle jøder frem til 1945.

Og hvis svaret er ja, så må man jo også lige spørge, hvad læren bliver af det? Hvilken lære drager denne verdens Hamas'er af det?

Et bud: At det kan da godt være, at den fjende, som de har skadet umådeligt på en række måder i ét, frygteligt angreb en lørdag morgen i oktober, slår hårdt og blodigt igen.

Men resten af verden lægger afstand til reaktionen, og selvom der rituelt udtrykkes forståelse for Israels ret til at forsvare sig, så handler alt snakken i øvrigt om sagesløses palæstinensere, våbenhviler og tostatsløsning.

Hamas kan jo godt se, at der i mange medier og politiske taler sondres mellem Hamas og palæstinenserne. ”Det er ikke det samme”, lyder det.

Lad os så sige det. Ikke desto mindre er Hamas valgt af palæstinenserne i Gaza. Og har de seneste måneder øget deres tilslutning dramatisk i Judæa og Samaria (Vestbredden), hvor de derboende palæstinensere jo godt kan se, hvem der har bukserne på.

Det er ikke Fatah med en aldrende og træt Abbas i spidsen for et korrupt selvstyre. Det er ikke Israel, der lod sig overraske.

Det er Hamas, der har sat Israel på plads og verden i brand og fået vestlige ledere til at genoplive snakken om tostats-mirakelkuren.

Sagen er, at Hamas har kunnet få en våbenhvile i mange uger, hvis de ville løslade alle de israelske gidsler, som de ulovligt holder fanget nu på snart femte måned.

Jeg kan ikke vide det, men jeg vil tro, at de også vil kunne forhandle mad, medicin og andre livsfornødenheder til de hårdtramte civilister i Gaza.

Men det handler det ikke om for Hamas.

Der er simpelthen bedre kommunikation i at lade befolkningen i Gaza lide endnu mere, bare det internationale pres på Israel løbende intensiveres.

Billeder af sårede Gaza-børn, sønderskudte huse og lange radioreportager i P1 om palæstinensiske journalisters farlige liv i bomberegnen sælger følelses-billetter.

Presset på Israel og Israels støtter – og ikke på Hamas – er vokset og vokset også i USA i et præsidentvalgår.

Søren Søndergaard

Og følelser er, hvad der skal aktiveres i politisk kommunikation.

Er man i tvivl, kan man jo blot iagttage tilslutningen til de tilbagevendende propalæstinensiske demonstrationer i Danmark.

Jeg har endnu ikke set – måske overset? – et banner ved de mange demonstrationer med teksten ”Løslad de sagesløse israelske gidsler”. Men jeg har set ”From the river to the sea” og råb om ”jihad”.

Jeg har set danskere i tusindvis være med, også politikere. Om de reflekterer over, hvad de i grunden bakker op om, når de angiveligt blot demonstrerer for fred og humanisme og palæstinenser-sympati under et banner, der bærer budskabet om at fjerne et legitimt, demokratisk jødisk land fra landkortet, ved jeg ikke.

Men jeg ved, at fra få dage efter 7. oktober 2023 og til dato er presset på Israel og Israels støtter – og ikke på Hamas – vokset og vokset, også i et USA i et præsidentvalgår.

Derfor ville jeg, hvis jeg arbejdede med kommunikation for Hamas, glæde mig over fuld plade.