Lektor: Klimaerstatninger kan give Danmark comeback som bistandsfyrtårn

Bistanden har på mange måder de seneste år befundet sig i en identitetskrise.

Op igennem halvfemserne var der bred konsensus om, at bistand er godt, mere bistand er bedre. Men efter 2001 kom udviklingsbistanden under kniven, og er siden da gang på gang blevet skåret til fordel for økonomiske prioriteringer herhjemme.

Ja, på 60-året for vedtagelsen af loven om samarbejde med udviklingslandene er fundamentet for den danske udviklingspolitiske indsats mere truet end nogensinde.

Men redningen står lige for – en redning, der samtidig kan cementere Danmarks rolle som en grøn stormagt på den internationale scene: Danmarks udmelding om betaling af klimaerstatninger til fattige lande genindsætter os som internationalt fyrtårn i kampen for en mere retfærdig verden.

Initiativet kan potentielt bidrage til revitalisering af udviklingspolitikken, med klimatilpasninger som omdrejningspunktet. Men der er også en risiko for, at hele projektet blot bliver imagepleje for Danmark.

Følger verden trop?

Timingen og scenen for udmeldingen af Danmarks vilje til at betale klimaerstatninger – FN’s generalforsamling – var spot on og spiller perfekt ind i kampagnen for at skaffe Danmark en plads i sikkerhedsrådet. Samtidig kunne Danmark positionere sig i opløbet til COP27 i Egypten, hvor klimakompensationer står højt på dagsordenen.

Umiddelbart er klimaerstatninger til det globale syd et udviklingspolitisk scoop og har fået opmærksomhed internationalt og på hjemmefronten. Men de største udfordringer, der potentielt helt kan dræbe projektet, bliver ikke desto mindre at omsætte de flotte ord til konkrete handlinger for de klimaudsatte.

Først og fremmest fordi det bidrag, Danmark vil bidrage til loss and damages, er peanuts i det store billede med en ramme på 50-100 millioner kroner. Om Danmarks udmelding betyder et internationalt gennembrud for klimaerstatninger, afhænger af andre landes villighed til at følge trop.

Det globale syd har i årevis presset på for, at det globale nord står til ansvar for sit bidrag til klimakrisen. COP-forhandlingerne leder efter gennembruddet, men vigende gejst og de langstrakte forhandlinger skaber voksende frustrationer og kan i sidste ende være en kæp i hjulet på hele projektet.

Mangel på personel og umulige arbejdsbetingelser

En anden udfordring kan være, at vi som first movers på dagsordenen ikke kan trække på erfaring til implementering andetsteds. Derudover har Udenrigsministeriet i en årrække været udsat for massive personalemæssige nedskæringer.

Klimakompensationerne vil sætte yderligere pres på en meget presset institution og medarbejdere. I forlængelse usikkerhed om ministeriet har tilstrækkelige personalemæssige kvalifikationer til satsningen.

Min frygt er, at udmeldingen om klimaerstatning primært bliver dansk imagepleje 

Stig Jensen
Lektor i Afrikastudier, Københavns Universitet

Derudover er de områder, Danmark vil rette indsatserne mod, ikke områder, der giver nemme arbejdsbetingelser. Det danske politikere udspil fokuserer nemlig på indsatser i Sahel-regionen. Behovet er indlysende, men arbejdsbetingelserne er ekstremt vanskelige med nationalstater præget af intern splid og som er udfordrede på deres territoriale kontrol og legitimitet med tiltagende væbnede konflikter og polariserede relationer.

Umiddelbart virker det torskedumt at begynde igangsættelse af klimakompenserende initiativer med ekstremt svære succesmuligheder.

Det danske klimapolitiske flertal forventer initiativer rettes direkte mod klimaudsatte fattige. Modsat står stadig mere selvbevidste afrikanske stater, der selv vil bestemme anvendelsen af klimaerstatningerne.

De modsætningsfyldte udgangspunkter og underliggende magtkampe om kontrollen over klimaerstatningerne, hvor mistilliden råder, er bekymrende. 

COP27 er første test

Udmeldingen om, at Danmark vil betale klimakompensationer til det globale syd, er et internationalt gennembrud og en forbilledlig ansvarspådragelse af vores bidrag til klimakrisen. Samtidig er initiativet helt i tråd med den afgående regerings udviklingspolitiske ambitioner om at være et foregangsland i klimakampen.

Men der er mange bump på vejen – vigtigst af alt, om Danmark overhovedet kan få klimaerstatnings-snebolden til at rulle. Den første store test er COP27.

Min frygt er, at udmeldingen om klimaerstatning primært bliver dansk imagepleje og gunstigt for vores ambitioner om at komme med i sikkerhedsrådet. Vi risikerer, at effekterne for Afrikas klimaudsatte fattigste vil være ikkeeksisterende og bare mere varm luft, der yderligere vil underminere den allerede vigende opbakning til udviklingsbistanden.