Tidligere ngo-formand: Der er masser af grunde til at fortsætte udviklingsbistanden

Der må ikke være nogen tvivl om, at det giver mening at fortsætte udviklingsbistanden.

Men den vil gøre endnu større gavn, hvis den bliver kanaliseret via endnu flere større og mindre udviklingsorganisationer.

Hvis pengene derimod gives direkte fra den danske stat til stater eller regeringer i nogle af de fattigste lande i verden, kan man godt være usikker på, om midlerne bliver anvendt til det, som den gode giver havde tænkt sig med gaven.

Danmark bliver største bistandsmodtager

I Danmark har vi i mange år kunnet være stolte af at være blandt de lande i verden, som har givet de største beløb i forhold til vores størrelse, økonomi med videre i udviklingsbistand til de fattigste lande i verden.

Det virker dog, som om lysten til at give denne bistand er blegnet lidt i løbet af de seneste år i Danmark, selv om Danmark fortsat som lovet hvert år stadig uddeler 0,7 procent af BNP.

Men – som Lars Peter Lopez Christensen skriver i Globalnyt, er ”Danmark blevet det største modtagerland for dansk ulandsbistand, efterfulgt af Ukraine, mens den fattigdomsorienterede bistand til fattige befolkninger og lande i Afrika og Asien er blevet mindre. Alene i 2023 forventes udbetalingerne til danske samarbejdslande i Afrika at falde med mere end 20 procent”.

Det er problematisk, fordi midlerne jo er afsat i det danske budget med henblik på at hjælpe og støtte fattige lande i og med deres udvikling.    

Der er masser af grunde til at give bistand

Danmarks udviklingsbistand tildeles hvert år blandt andet via en lang række både store og små danske organisationers udviklingsindsatser i fattige lande i verden – også uden for Afrika og Asien.

Her kan det så tilføjes, at EU, Verdensbanken og andre internationale organisationer i deres rapporter om udviklingsbistand til eksempelvis Mellemamerika (især Nicaragua) har konkluderet, at de bedste værktøjer til at støtte for eksempel dette lands (og en lang række andre landes) økonomiske udvikling, er at støtte uddannelse og landbrug. Uddannelse er der et enormt behov for i de fleste udviklingslande – men også landbrug.

Vi kan konstatere, at der er masser af gode grunde til at give udviklingsbistand. Her er et par eksempler på projekter, der har gjort og stadig gør en mærkbar forskel ude i verden – og som vi bør gøre endnu mere af.

Små beløb, store forandringer

Et godt eksempel på et succesrigt udviklingsprojekt, som har fået midler til udvikling af netop uddannelse og landbrug i fattige lande, er projektet Ripat.

Den danske udviklingsorganisation Puls arbejdede i 00’erne sammen med Rockwool Fonden og den tanzanianske ngo, Recoda, om at udvikle en dyrkningsmetode, der kunne støtte fattige landmænd i tropiske lande, så de kunne høste afgrøder hele året.

Vi bør helt klart allokere nogle af de midler, der går direkte til stater eller regeringer og i stedet bruge dem på lokale projekter

Tove Videbæk
Fhv. MF (KD) og formand, Børnenes Liv

Det lykkedes, og metoden er nu udbredt til mere end 90 lande.

En af de udviklingsorganisationer, som har haft glæde af dette projekt og har fået støtte til Ripat-projekter i Tanzania, er den danske udviklingsorganisation IAS.

Ligeledes introducerede vi i Børnenes Liv i 2020 Ripat-metoden til en skole, et børnehjem og en række lokale ”små-bønder” i et område uden for hovedstaden Managua i Nicaragua, som det første sted på det amerikanske kontinent.

Projektet blev gennemført (ved hjælp af det beskedne beløb på 200.000 danske kroner fra Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde) for at give tidligere gadebørn en uddannelse i landbrug, så de efter endt skolegang kan få et arbejde på en farm eller selv få en lille farm. Ligeledes deltog en række lokale ”småbønder” i projektet – på lige fod med de 14-18-årige tidligere gadebørn fra skolen.

Menneskeheden er forbundet

Dette er blot et par eksempler på små, gode projekter, som i de senere år har modtaget dansk udviklingsbistand, og som har haft en stor betydning for de personer og institutioner, som har deltaget i projektet, både under projektets gennemførelse og fremadrettet. Og – hvis flere af den slags projekter gennemføres i fattige lande, vil det helt klart forbedre både de involveredes forhold generelt og landenes økonomi i det hele taget.

Derfor bør vi helt klart allokere nogle af de midler, der går direkte til stater eller regeringer og i stedet bruge dem på lokale projekter.

Forfatteren Hanne Vibeke Holst sagde for nylig i en artikel til Jyllands-Posten: ”Hele menneskeheden er forbundet, og vi er nødt til at løse problemer i fællesskab”. Og det er jeg helt enig i.