Debat

NGO-konsulent: Behov for en ny fortælling om ulandsbistand

DEBAT: Udviklingsbistand alene kan ikke redde verden. Der er behov for en ny vision og en ny fortælling om udviklingsbistanden, som kan skabe fælles og global udviklingsagenda, skriver NGO-konsulent Uffe Torm.

Mikkel Bødker Olesen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Uffe Torm,
NGO-konsulent

Skiftende opinionsundersøgelser om dansk udviklingsbistand kan fortolkes forskelligt. Men overordnet set er der ikke tvivl om, at befolkningens opbakning bag ulandsbistanden over årene har været vigende. Selv om et pænt flertal fortsat bakker op om udviklingsbistanden, tror under halvdelen på, at den nytter.

Det kan man beklage. Men er det egentligt så mærkeligt? Når man diskuterer ulandsbistanden, stiller mange ofte de tre følgende fornuftige spørgsmål, som de imidlertid ikke altid får fornuftige svar på: 

1) Hvor længe skal vi blive ved?
Efter mere end 50 års udviklingsbistand er der opstået en form for ”bistandstræthed”.  Hvorfor kan de varme lande dog ikke snart klare sig selv? Hvor længe skal vi blive ved med at sende penge år efter år? 

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

I bistandens barndom i 1960’erne troede man naivt – skulle det vise sig – at det kun var et spørgsmål om kort tid – nogle årtier, før de tidligere kolonier kunne stå på egne ben. Forbilledet var Marshall-hjælpen fra USA til Europa efter anden verdenskrig, som relativt hurtigt fik Europa på fode igen. Men udgangspunktet i de tidligere kolonier, men nu selvstændige nationer, var et helt andet. Og de fleste var ikke forberedt herpå.

FN’s generalforsamling vedtog i 1970 en strategi for FN’s andet udviklingsårti, idet man betragtede 1960’erne som det første udviklingsårti. Det var også i 1970, at FN’s målsætning om, at de udviklede lande skulle yde mindst 70 % af deres bruttonationalprodukt i udviklingsbistand, blev vedtaget. En målsætning, som imidlertid kun ganske få lande lever op til. Og som Danmark nu aktivt tilstræber at nå ned på!

Der er også brug for en ny og positiv fortælling om, hvad mennesker, lokal- og civilsamfund og regeringer selv gør i udviklingslandene for egen udvikling, og hvordan vi kan støtte dem i deres egne bestræbelser. 

Uffe Torm
NGO-konsulent

Ved udgangen af 1970’erne måtte man imidlertid erkende, at der stadig var lang vej igen. Derfor fulgte FN’s tredje udviklingsårti (1980’erne) og det fjerde udviklingsårti (1990’erne). Men uden at de globale udviklings-  og fattigdomsproblemer blev løst. Derfor forlod man ved indgangen til dette årtusind 10-års tankegangen og vedtog i stedet i FN en 15-års plan for opfyldelse af otte meget konkrete globale og let forståelige udviklingsmål kaldet FN’s Millennium Development Goals (MDG’s).

Der blev i 15-årsperioden gjort markante fremskridt henimod at reducere den globale fattigdom. Men der er stadig et pænt stykke vej igen. Derfor vedtog FN i 2015 17 delvis nye såkaldte bæredygtige mål (SDG’s) for den globale udvikling frem mod 2030, som både fattige og rige lande principielt har forpligtet sig på.

2) Gør udviklingsbistand virkelig en forskel?
Der var især i udviklingsbistandens første årtier en tendens til, at Danida og NGO’er, som modtager finansiel støtte fra det offentlige, overvurderede den statslige bistands betydning og nedvurderede de faktorer, som hæmmer en bæredygtig udvikling. Derfor kom de i oplysningsarbejdet til at overdrive bistandens positive betydning. Både eksperter, NGO-ledere, journalister og udsendte (mig selv inklusive) har bidraget hertil.

Der er dog som nævnt i de senere år sket væsentlige forbedringer og fremskridt i en række udviklingslande, og verdensfattigdommen er heldigvis på retur. Udviklingsbistand især inden for sundhed og uddannelse har gjort en mærkbar forskel og været med til at skabe national grobund for økonomisk vækst. Det samme har visse landbrugsprojekter og mindre infrastrukturprojekter på lokalt plan. Det har jeg selv ofte oplevet.

Men det skyldes især handelsindtægter, private investeringer og overførsler fra migranter og flygtninge, som årligt hver for sig generer større beløb end den samlede statslige bistand, at det er lykkedes at skabe vækst og nye arbejdspladser i en lang række tidligere udviklingslande, som nu er blevet mellemindkomstlande. Og det til trods for, at de fleste handels- og investeringsbetingeler er til størst fordel for de rige lande, hvis erhvervsvirksomheder trækker enorme ubeskattede værdier ud af ulandene, som ofte ender i skattely. 

Den statslige udviklingsbistand kan langtfra alene sikre, at FN’s nye fælles bæredygtighedsmål opfyldes. Udviklingsbistand kan i sig selv for eksempel ikke sikre det tilstrækkelige antal nye arbejdspladser med videre, der skal til for at gøre fattigdom til fortid. Der er derfor behov for nye former for ligeværdige partnerskaber mellem NGO’er, privat erhvervsliv, statslige institutioner og uddannelses- og forskningsinstitutioner i Nord og Syd.

3) Har ulandene ikke selv et ansvar?
Den overdrevne vægt på udviklingsbistandens betydning har desværre givet sig udslag i en uheldig slagside i oplysningsarbejdet og især i indsamlingsarbejdet. Det er stadig os, som redder dem, vi stadig udnytter.

Desuden har udefra kommende udviklingsbistand i mange tilfælde lammet lokalt initiativ og skabt falske forventninger om, at den udenlandske bistand ville flyde for evigt. Der er derfor ingen grund til for eksempel at opkræve skat af egne rige, når man kan leve af udenlandsk bistand og den medfølgende korruption. Men jo, ulandene har også selv et ansvar for egen udvikling. Og det påtager flere ulande sig i stigende grad. 

Men vi har stadig for lidt fokus på, hvad mange regeringer og lokal- og civilsamfund i ulandene i voksende omfang selv prøver at gøre. Og kunne gøre, især hvis vi ikke lagde dem hindringer i vejen gennem bunden bistand, handelsrestriktioner, international investerings- og skattepolitik og mangelfuld klimapolitik med videre.

Behov for en ny fortælling
Det er den samme sang, vi har hørt år efter år, selv om verden ikke længere ser ud som i 1960’erne. FN’s indbyrdes sammenhængende 2030-mål giver os imidlertid mulighed for at skabe en ny global vision om en fælles og global udviklingsagenda, der afspejler den virkelighed, vi i dag lever i, og ikke en verden af i går.

Der er behov for en ny og realistisk fortælling om udviklingsbistandens rolle – hvad den kan og ikke kan. Om hvorfor udviklingsbistand ikke alene kan løse de globale udviklingsproblemer og afskaffe ulighed, sult og massefattigdom. Og der er behov for oplysning, både om hvad vi kan gøre, og navnlig om hvad vi ikke bør gøre, for eksempel at underbetale ulandene for deres råvarer og hæmme deres frie adgang til vores markeder.

Der er også brug for en ny og positiv fortælling om, hvad mennesker, lokal- og civilsamfund og regeringer selv gør i udviklingslandene for egen udvikling, og hvordan vi kan støtte dem i deres egne bestræbelser. Faktisk er vi i en situation, hvor de fleste ulande ikke længere ville have behov for vores statslige og private udviklingsbistand, hvis de fik fair betingelser i verdenshandelen, og vi støttede dem i deres bestræbelser på at opkræve skat af egne rige og internationale selskaber, der udnytter deres jord og naturressourcer.

Så kunne vi koncentrere den tilbageværende statslige udviklingsbistand og humanitære hjælp om de få såkaldte skrøbelige og fejlslagne stater, der er præget af interne konflikter og krige, udenlandsk indblanding og svage regeringer, som ikke kan sikre deres egne befolkningers basale behov uden international hjælp.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Uffe Torm

Konsulent, fhv. leder, Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling
journalist (1973)

0:000:00