Om 30 år kan der være flere end 200 millioner klimamigranter på verdensplan: "Vores huse bliver bogstaveligt talt skyllet væk"

Lande og ngo'er efterlyser hjælp

Klimamigranter kan dog ikke kalde sig flygtninge – i hvert fald ikke i juridisk forstand, for FN’s Flygtningekonvention beskytter ikke dem, der søger beskyttelse fra oversvømmelser, tørke eller orkaner.

”Det er sådan, konventionen er udformet. Den er fra en anden tid, hvor det her ikke var lige så stort et problem. Og det betyder, at de her mennesker ikke har de samme krav på beskyttelse eller kan søge asyl, som hvis de er på flugt på grund af krig og konflikt,” siger Mathias Høj Kristensen, der er klimarådgiver ved Care Danmark.

Der er dog en voksende anerkendelse af, at klimamigranter har brug for mere hjælp.

Blandt andet er FN's internationale organisation for migration, IOM, næste år på vej med en ny rapport om migration som følge af klimaforandringerne, fordi der fortsat både er ”huller i politik og viden”, lyder det.

Og på klimatopmødet i Glasgow fastslog FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, at der ”nu er en klar forbindelse mellem klimarelaterede nødsituationer og tvungen fordrivelse”. 

På mange måder er øerne kanariefuglen i kulminen i den her situation. De sender lige nu besked om, at hvis vi ikke gør noget, så er det for sent.

Barack Obama
"Island kid" og forhenværende præsident i USA

Derfor er der et stort behov for hjælp. Sådan lyder det fra både ngo’er og de forskellige forhandlingsgrupper, der på kryds og tværs repræsenterer de mest udsatte lande på COP26.

”Tropiske østater, der er de mest udsatte, har bidraget med under en procent af den samlede globale udledning af drivhusgasser, der har ført til global opvarmning. Landene under de nordlige himmelstrøg har bidraget med 70 procent,” som Barbados-premierminister Mia Mottley ifølge Politico sagde på klimatopmødets ottende dag.

Et brudt løfte 

Klimaforandringer er blevet den største og mest betydelige trussel mod folks levebrød. Det mener Mahamat Assouyouti. Han er seniorspecialist i klimaforandringer i Adaptation Fund, som mobiliserer midler til tilpasning, der er et af de absolut største emner på årets klimatopmøde og massivt underfinansieret.

Her har et brudt løfte om manglende klimahjælp på 100 milliarder dollar årligt fra 2020, som rige lande sandsynligvis først får leveret til fulde tre år for sent, spillet en stor rolle i forhandlingslokalerne.

Den nuværende klimabistand, som rige lande betaler til fattige, skal ifølge aftalen fordeles ligeligt mellem netop tilpasning og reduktion. Men tilpasningen er ekstremt underfinansieret. Og gabet vokser.

Kravet om mere hjælp – især til tilpasning samt tab og skader, der i dag ikke er noget, som rige lande har forpligtet sig til at bidrage til – har lydt igen og igen gennem de mange mødelokaler og på gaderne foran det indhegnede COP26-område nær floden Clyde, der deler den skotske arbejderby i to.

Fordi økosystemer bliver signifikant påvirket af klimaforandringer, står befolkninger i skrøbelige lande, hvor forholdene allerede var vanskelige, nu over for et øget pres, fortæller Mahamat Assouyouti.

”Derfor er befolkninger tvunget til at migrere og lede efter bedre alternativer.” 

I fremtiden vil vi se flere mennesker forlade deres hjem. De er nødt til det.

Luanne Losi Yaningu
Biolog, chef for Papua Ny Guineas klimatilpasningsafdeling og en del af det papuanske forhandlingsteam på COP26

"De er nødt til det"

Det er altså blandt andet tilfældet i Papua Ny Guinea. Østaten, der huser lidt over syv millioner mennesker, er allerede hårdt ramt af både stigende havniveauer og voldsommere vejr især i form af cykloner. 

Over de seneste knap 30 år er havniveauet hvert år steget dobbelt så meget som det globale gennemsnit. Og i løbet af de kommende 30 år anslås det, at flere af Papua Ny Guineas små atoller vil være fuldstændigt forsvundet i det salte Stillehav.

Den virkelighed har betydet, at et voksede antal papuanere forlader deres hjem. Alene sidste år var der cirka 3.900 nye interne fordrivelser alene på grund af naturkatastrofer i Papua Ny Guinea, viser tal fra IDMC.  

Det er især papuanere, der bor i højlandet, som flytter ned til kysten. Men her er befolkningen også presset. For koralrevene gisper efter ilt, og det betyder, at fangsten af fisk svinder ind.

”En masse mennesker flytter væk fra deres hjem i områder, hvor de har boet i generationer. De flytter i jagten på bedre adgang til mad og vand,” siger Luanne Losi Yaningu fra sin plads på trappen foran delegationslokalet. 

Derfor opstår der spændinger mellem tilflytterne og beboerne ved vandet. 

”Gnidningerne vokser mellem folkene fra bjergene og dem ved kysterne. Der bryder konflikter ud mellem dem.” 

”Og i fremtiden vil vi se flere mennesker forlade deres hjem. De er nødt til det,” siger hun.

Den største regning

Som optakt til COP26 konkluderede en ny, omfattende rapport, at det er tæt på umuligt at holde den globale opvarmning ved udgangen af dette århundrede under 1,5 eller endda 2,0 grader over før-industrielt niveau. Medmindre "øjeblikkelig, hurtig og omfattende" reduktioner i udledningen af drivhusgasser finder sted.

De to tal er ellers centrale i den store klimaaftale fra Paris, hvor verdens lande lovede hinanden at arbejde for at undgå en temperaturstigning på over 2,0 grader. Og ikke mindst i Glasgow, hvor det britiske formandsskabs slogan handler om at ”holde live i 1,5”. 

I dag er klodens temperatur vokset med lidt over 1 grad. Hver gang, den flytter sig opad, intensiveres kampen om ressourcerne i de mest udsatte nationer. Og hver gang en ny naturkatastrofe raserer et skrøbeligt land, tvinger prisen for tabene og skaderne det ud i en grøn gældsspiral, fordi pengene skal lånes i udviklingsbanker.

”Det betyder, at de her stakkels stater, der egentlig har det mindste ansvar for klimakrisen, i helt bogstavelig forstand betaler den største regning,” siger Care-rådgiveren Mathias Høj Kristensen.

Som sin kollega i den internationale Adaptation Fund peger han på, at der er behov for klimafinansiering. 

”Især til tilpasning. Det er enormt vigtigt at få mobiliseret, for det er de penge, der skal hjælpe de mest fattige og sårbare lande med at få opbygget en modstandskraft over for de klimaforandringer, som vi ikke kan bremse,” siger han. 

De her stakkels stater, der egentlig har det mindste ansvar for klimakrisen, betaler i helt bogstavelig forstand den største regning.

Mathias Høj Kristensen
Klimarådgiver ved Care Danmark

”Det kan være alt fra bedre vejrudsigter, så man er forberedt på orkanen. Diger, så man kan holde vandet ude. At få udskiftet sine afgrøder, så de er mere tørkeresistente.”

Pandoras æske

Der er desuden behov for at få bremset årsagen til den globale opvarmning, mener Mathias Høj Kristensen. 

”Nu er det jo COP, og så er vi oppe på den helt store klinge: Vi skal reducere udledningen af CO2, for det er det, der driver udviklingen. Markant. Hurtigere. Og det er alle lande,” siger klimarådgiveren.

Der er også brug for at finde en løsning på de migranter, som er tvunget til at forlade hus og hjem.

”Jeg står ikke og opfordrer til, at man skal udvide FN's flygtningekonvention, for det ville være at åbne Pandoras æske. Men der er jo ingen, der siger, at det nødvendigvis skal være i det regi,” siger Mathias Høj Kristensen.

”Papua Ny Guinea og de stillehavsøer, som formentlig er væk i løbet af nogle årtier, kan du sende nok så mange penge til. Men de kan ikke bruge dem. For deres land er væk. Så man skal have fundet en eller anden løsning på, hvor de mennesker skal bo.”

"Hvordan vil mine børn klare sig"

Tilbage på trappen ved Papua Ny Guineas lille delegationslokale tøver Luanne Losi Yaningu kort, da jeg spørger hende, om hun egentlig bekymrer sig om fremtiden. Så svarer hun. 

Man har jo ikke lyst til at forestille sig, at ting bliver værre. Men jo … nogle gange frygter jeg, hvordan mine tre børn vil klare sig, når jeg er blevet gammel og dør.

Luanne Losi Yaningu
Biolog, chef for Papua Ny Guineas klimatilpasningsafdeling og en del af det papuanske forhandlingsteam på COP26

”Ja. Det gør jeg.”

Med en universitetsuddannelse bag sig og et liv i storbyen ved hun godt, at hun er heldigere end mange andre papuanere.

”Til tider er det, som om jeg lever i en fantasiverden, hvor intet nogensinde vil forandre sig. Man har jo ikke lyst til at forestille sig, at ting bliver værre. Men jo … nogle gange frygter jeg, hvordan mine tre børn vil klare sig, når jeg er blevet gammel og dør.”

”Alligevel er folk glade. De har stadig et smil på deres ansigter,” siger Luanne Losi Yaningu.

Så rejser hun sig op fra trappen og siger farvel, inden hun går tilbage til sin delegation og kampen med at holde sit hjemland oven vande.