Jeppe Kofod vil gøre comeback i Europa-Parlamentet
Jeppe Kofod stiller sit kandidatur til rådighed for Socialdemokratiet i Region Hovedstaden til det kommende europaparlamentsvalg. Politikens debatredaktør Magnus Barsøe ønsker også at blive kandidat for partiet.
Sebastian Vidkjær Stone
ResearcherTil europarlamentsvalget i 2024 ønsker et velkendt europapolitisk navn at være at finde på stemmesedlen ud for liste A.
Tidligere udenrigsminister Jeppe Kofod stiller sig til rådighed for Socialdemokratiet i hovedstaden, når de skal indstille kandidater til partiets bud på en socialdemokratisk liste til europarlamentsvalget.
Det bekræfter Socialdemokratiet i Region Hovedstaden over for Altinget.
Kofod bekræftede i slutningen af marts overfor TV 2/Bornholm, at han var blevet indstillet som kandidat af den socialdemokratiske gruppe på Bornholm. I den forbindelse afviste han ikke muligheden for et kandidatur, men var ikke klar til at melde sig offentligt ind i kampen.
Jeppe Kofod blev i forbindelse med den daværende S-regerings konstituering efter folketingsvalget i 2019 hentet tilbage fra Bruxelles, hvor han netop havde opnået genvalg til Europa-Parlamentet som socialdemokraternes spidskandidat. I S-regeringen blev han gjort til udenrigsminister af statsminister Mette Frederiksen (S).
Jeppe Kofod led ved folketingsvalget i november 2022 samme skæbne som tidligere udenrigsminister Anders Samuelsen (LA), da han ikke opnåede valg til Folketinget på trods af sin profilerede post som udenrigsminister. Med under 5.000 personlige stemmer opnåede han ikke et af Socialdemokratiets ellers syv mandater i Sjællands Storkreds.
Jeppe Kofod sad i Europa-Parlamentet i perioden 2014-2019 og var partiets spidskandidat ved valgene i både 2014 og 2019. Det bliver han dog næppe denne gang. Partiets hovedbestyrelse har indstillet partiets gruppeformand i Europa-Parlamentet, Christel Schaldemose, til den rolle forud for valget, der bliver afholdt i foråret 2024.
Valget af partiets spidskandidat bliver endeligt truffet ved socialdemokraternes årsmøde i efteråret.
Flankeres af velkendt ansigt
I en intern mail fra Socialdemokratiet, som Altinget har set, fremgår det, at Magnus Barsøe, Jakob Thiemann og Mathias Kring Niebuhr ligeledes ønsker at blive partiets bud på kandidater fra Region Hovedstaden.
Magnus Barsøe er debatredaktør for Politiken, men det er imidlertid uvist om han fremover kan beholde sin stilling, fortæller Politikens ansvarshavende chefredaktør Christian Jensen til Politiken.
"På Politiken begrænser vi ikke de ansattes grundlovssikrede rettigheder. Kravet om journalistisk troværdighed og integritet gør dog, at det er uforeneligt at varetage hvervet som debatredaktør, samtidig med at man stiller op for et politisk parti for at komme i Europa-Parlamentet," skriver chefredaktøren om Magnus Barsøe, som for tiden er på skriveorlov i forbindelse med en kommende bog:
"Magnus Barsøe er i øjeblikket på orlov, og vi er i en dialog med ham om, hvilke arbejdsområder det fremover vil være muligt for ham at varetage på avisen," uddyber Christian Jensen.
Magnus Barsøe befinder sig altså i et limbo indtil socialdemokratiets årsmøde til efteråret, hvor en endelige liste over socialdemokratiske kandidater til Europa-Parlamentet afgøres.
Indtil da må han først torsdag aften blive valgt på en ekstraordinær generalforsamling hos den socialdemokratiske kreds i Sundbyøster på Amager.
Herfra må han videre vælges som én af tre kandidater til Socialdemokratiet i Region Hovedstadens repræsentantskabsmøde i maj, for at være opstillingsparat til årsmødet i efteråret.
Magnus Barsøe har siden 2019 været en del af avisens debatredaktion, og har aldrig før stillet sit kandidatur til rådighed for et politisk parti.
Tidligere har han dog været medlem af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) samt studenterorganisationen Frit Forum.
I adskillige omgange har man som seer kunne se Magnus Barsøe udlægge sine holdninger i DR's Debatten. Kritisk har han også været overfor koncernledelsen i JP/Politikens Hus, hvor han sidder som medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem.
Når alle de socialdemokratiske afdelinger rundt omkring i regionerne er kommet med deres bud på kandidater, bliver den endelige trup til stemmesedlen sat ved et møde i partiets repræsentantskab 14. maj.
Kritik af Kofods kandidatur
Den tidligere kandidat til både Europa-Parlamentet og Folketinget Jakob Thiemann er også på blokken blandt de navne, som Socialdemokratiet i Region Hovedstaden skal vælge. Det er han sammen med Mathias Kring Niebuhr.
Selvsamme Mathias Kring Niebuhr har i et interview med Politiken ytret en kritik af Jeppe Kofods kandidatur:
"Men hvis man vil skabe noget nyt i det her parti, og hvis man vil åbne op for, at unge, progressive og specielt hovedstadsborgere kan se sig selv i Socialdemokratiet, så er det ikke Jeppe Kofod, man skal vælge, for han er noget andet," udtaler han til avisen.
Kofods kandidatur møder ligeledes kraftig kritik fra DSU og Frit Forum, der betragter ham som "fortidens kandidat", viser en lækket mail, som TV 2 har fået indsigt i.
Blå bog: Jeppe Kofod
Født 14. marts 1974
Parlamentarisk karriere
- Udenrigsminister fra 2019-2022.
- Medlem af Europa-Parlamentet fra 2014-2019.
- Formand for Det Udenrigspolitiske Nævn 2011-2013
- Næstformand for Det Udenrigspolitiske Nævn 2001-2008.
- Folketingsmedlem for Socialdemokratiet i Bornholms Storkreds 13. november 2007 ‒ 30. juni 2014.
- Folketingsmedlem for Socialdemokratiet i Bornholms Amtskreds 11. marts 1998 ‒ 13. november 2007.
Uddannelse
- Master i Public Administration, Harvard University, 2006-2007.
- Fulbright Fellow 2006-2007.
- BA scient.soc, RUC, 1996-2004.
- Student, Bornholms Amtsgymnasium, 1991-1994.
- Marshall Memorial Fellow 2004.
Kilde: Folketinget.