Professor emeritus: Kinas engagement i Afrika er naturligvis også drevet af egne interesser

En kenyansk økonom kalder projektet økonomisk, socialt og budgetmæssigt ødelæggende. En anden kenyansk forsker argumenterer dog, at jernbanen er et transformativt projekt for kenyansk økonomi.

Den har tilført værdi til Kenyas transportsektor, men der er fortsat institutionelle problemer, som blokerer anvendelsen, samt manglende forbindelser til anden vigtig infrastruktur. De problemer skal løses før, at jernbanen bliver en god business case.

Noget for noget

Kinas engagement i Afrika er naturligvis også drevet af ønsket om at servicere egne interesser. Kina er Afrikas største bilaterale handelspartner.

I 2019 handlede Kina med 53 afrikanske lande. Kina havde et stort handelsoverskud på tværs af Afrika med en samlet eksport på 113 milliarder dollars. Importen fra Afrika løb op i 78 milliarder dollars. Mere end to tredjedele af Kinas handel med Afrika sker med lande syd for Sahara.

Kina er åbenlyst mere end villig til at tage chancer i konfliktområder

Jørgen Delman
Professor emeritus, Kinastudier, Københavns Universitet

Seks lande stod for tilsammen omkring 55 procent af Kinas samlede eksport til Afrika i 2019. Det var – rangeret efter størrelse – Sydafrika, Nigeria, Egypten, Algeriet, Kenya og Ghana. Kina eksporterer primært færdigvarer til Afrika, såsom tungt maskineri, maskiner til forarbejdningsindustrien, elektronik, tekstiler og andre forbrugsvarer.

De mange infrastrukturprojekter under Belt and Road Initiative har været med til at øge afrikansk import fra Kina, og Kina bruger tydeligvis også sine investeringer i infrastruktur til at bringe strategiske ressourcer frem til afskibingsdestinationerne. 

På importsiden sad seks afrikanske lande på hele 68 procent af den samlede eksport til Kina i 2019. Det drejede sig om – igen efter størrelsesorden og her med fokus på hovedprodukter – Angola (olie), Sydafrika (kemiske produkter, platin/guld/diamanter, jern, og stål), Republikken Congo (olie og mineraler, specielt kobolt), Den Demokratiske Republik Congo (DRC) (kobolt og kobber), Libyen (olie) og Gabon (olie og mangan).

Op til 75 procent af Afrikas tømmereksport går til Kina. For Mozambique er det så meget som 90 procent af tømmereksporten, der havner i Kina.

I de senere år har Kina forsøgt at øge importen af landbrugsvarer fra afrikanske lande, blandt andet gennem toldfritagelse, for at mindske handelsunderskuddet og skabe lokal udvikling i Afrika. Men der er langt igen.

På farlig grund

Jagten på ressourcer som for eksempel metaller til produktion af genopladelige batterier, har foranlediget Kina til at investere stort i mineindustrien i konflikthærgede lande som DR Congo.

Kinesiske aktører er nu ejere eller medejere af 15 ud af 19 koboltminer i landet. Omkring 70 procent af verdens kobolt udvindes her, og 70 procent af den samlede produktion sendes til Kina til videre forarbejdning.

Produktionen er ekstremt beskidt og udføres ofte af selvstændige daglejere under uansvarlige forhold. Minerne fortærer landskaber, og kobolt er sundhedsfarligt for minearbejderne, hvis de ikke er ordentligt beskyttet. Selvom moderne miner er automatiserede, så siger lokale kilder, at de moderne og de ’primitive’ sektorer hænger uløseligt sammen.

Kinesiske operatører og ansatte er ligeså udsatte for kidnapning og voldelige anslag som andre nationaliteter. Kina overvejer således militær assistance og hjælp til at opretholde sikkerheden omkring minerne i DR Congo.

Vi må se kritisk på de kinesiske aktiviteters udviklingseffekt

Jørgen Delman
Professor emeritus, Kinastudier, Københavns Universitet

Konfliktområder kan eksplodere i vold, som det sker i Sudan lige nu. Kina var i årtier bedste venner med Sudans tidligere leder, diktatoren Omar al-Bashir. Fra 1990'erne blev Kina den største eksterne aktør i Sudans oliesektor.

Kina forsøgte løbende at mægle i Sudans blodige interne konflikter uden at sætte sine interesser på spil, selvom olieimporten fra Sudan er svundet betragteligt.

Under den aktuelle konflikt er Kina forblevet neutral og kan muligvis blive mægler. Men Kina har alligevel måttet evakuere sine statsborgere fra Sudan.

Kina er åbenlyst mere end villig til at tage chancer i konfliktområder. Flere af konflikterne involverer nabolande, og med det stigende kinesiske engagement bliver det tydeligere, at Kina må navigere med en eller anden form for moralsk kompas.

Kina kan ikke blive ved med som ambassadør Feng at henholde sig til, at det er arrogant at præke moral over for afrikanske lande, når for eksempel kinesiske statsborgeres liv er på spil.

Et kæmpe eksperiment

Kinas engagement i Afrika er på mange måder et beundringsværdigt eksperiment. Kina er med til at skabe udvikling. Men Kina løber også ind i problemer. Kina er under kritik fra mange sider – herunder fra civilsamfundet i flere afrikanske lande, blandt andet Kenya – for manglende lydhørhed over for lokale interesser, mangel på respekt for miljøet og lignende.

Pointen her er, at vi må bevæge os hinsides de officielle skåltaler. Vi må se kritisk på de kinesiske aktiviteters udviklingseffekt. Nogle kinesiske projekter risikerer at ende som såkaldte ”hvide elefanter”.

Hvis det officielle Kina er uvillig til at håndtere udfordringerne gennem kritisk dialog og til tider justere kursen, kan Kina ende med at køre fast i udviklingsudfordringer, som andre udviklingsaktører har gjort.

Samtidig er mange af Afrikas økonomier i vækst, og det er vigtigt at holde øje med, at Kinas aktiviteter ikke holder afrikanske økonomier låst fast i et ulige bytteforhold som kinesiske ressourceøkonomier.