Regeringens donation til Amazonas er i kategorien 'lidt for lette løsninger'

Hvis vi skal beskytte regnskoven, og dermed klimaet, er vi derfor nødt til at kunne afkoble økonomisk vækst og arealforbrug – præcis som vi bryster os af at have afkoblet økonomisk vækst og CO2-udledninger. De våben, vi skal finde frem, består derfor af forandringer i vores eget liv, snarere end afpatruljering af Amazonas. 

Arealudfordringen afspejles hver dag på middagstallerkener hele verden over. Jo rigere du er, jo mere kød på din tallerken. I dag bliver halvdelen af jordens beboelige arealer anvendt til landbrug, og selvom kød kun står for 18 procent af energiindholdet i vores fødevarer, lægger husdyrproduktion direkte og indirekte beslag på næsten 80 procent af landbrugsarealerne.

Faktum er, at 136 procent af klodens beboelige areal ville skulle anvendes til landbrug, hvis alle delte danskernes kostvaner. Og gjorde de det, kunne vi glemme alt om at bevare Amazonas

Anna Riis Hedegaard

Jo større del af tallerkenerne, der består af kød, jo mere jord skal vi bruge, og jo større pres lægger vi på verdens skove. Stigende global velstand er derfor den indirekte årsag til, at Amazonas bid for bid bliver omdannet til verdens største pløjemark.

I Danmark importerer vi 1,7 millioner kilo soja om året til at fodre vores svin, kyllinger og kvæg. Arealet, der anvendes til den sojaproduktion, er på størrelse med Sjælland og Lolland. Størstedelen produceres i Brasilien og Argentina, og en betragtelig del kommer fra marker, der er placeret, hvor der tidligere lå frodig regnskov.

Trods en igangværende omlægning til såkaldt afskovningsfri soja ændrer det ikke på det egentlige problem: Vores arealforbrug er større end vores antal tilsiger. Faktum er, at 136 procent af klodens beboelige areal ville skulle anvendes til landbrug, hvis alle delte danskernes kostvaner. Og gjorde de det, kunne vi glemme alt om at bevare Amazonas – eller Almindingen, for den sags skyld.

Hvis vi ønsker at beskytte regnskoven, er vi derfor nødt til at rykke lidt sammen i bussen. Vi kan komme en lille del af vejen med nye foderstoffer og teknologi i landbrugssektoren, men den letteste og mest effektive vej er at spise noget andet end, det vi plejer. Flere bønner og færre bøffer.

Men det ønsker statsministeren som bekendt end ikke at drøfte med vælgerne. Dertil er middagstallerkenen tydeligvis et alt for sensitivt et emne. Men uanset hvor personlige ens kostvaner måtte være, så har dine og mine valg konsekvenser for os alle.

Hvis ikke danskerne skal ændre kostvaner, er det mon så amerikanerne, inderne eller kineserne, der skal spise noget andet?

Anna Riis Hedegaard

Det bringer mig tilbage til spørgsmålet om regeringens donation, og hvem Amazonas skal beskyttes imod. For hvis ikke danskerne skal ændre kostvaner, er det mon så amerikanerne, inderne eller kineserne, der skal spise noget andet? Og er det virkelig mindre akavet for Dan Jørgensen at drøfte diæter med Xi Jinping end med vælgerne på Fyn? Eller er der måske slet ikke en plan for, hvordan presset på skovene skal lettes? 

I København kæmper politiet nu på 30. år for at lukke Pusher Street. Der er tale om en gade på bare 100 meter, men de økonomiske interesser i stofferne gør det til en næsten umulig kamp. Fjerner vi ikke den konstant stigende efterspørgsel efter mere landbrugsjord, kommer vi heller ikke til at vinde kampen for Amazonas, der dækker næsten 7 millioner kvadratkilometer.

Donationen på 150 millioner kroner ender derfor i kategorien for lidt for lette løsninger. Den dækker over, at regeringen ikke tør drøfte det egentlige problem med vælgerne.