SOS Børnebyerne: Anbragte børn er overset over hele verden

Af Lene Godiksen
Programansvarlig på børnerettighedsområdet, SOS Børnebyerne Danmark

Statsminister Mette Frederiksen satte med sin nytårstale anbragte børn på dagsordenen og gav samtidig startskuddet til en vigtig debat om udsatte børn og børns trivsel. I SOS Børnebyerne glæder vi os over den øgede opmærksomhed omkring anbragte børns kår, samt over at debatten allerede har budt på mange væsentlige indspil og nuancer.

Debatten er ekstra vigtig, fordi denne gruppe børn ofte er den mest oversete gruppe, både i Danmark og i resten af verden. Der har dog indtil videre ikke være meget fokus på, at emnet netop nu er højt på den internationale agenda, og at Danmark sammen med verdens øvrige lande så sent som i december har forpligtet sig ved en ny FN-resolution til at gøre mere for børn uden forældreomsorg.

Faktisk er denne gruppe så overset, at de ikke nævnes i Verdensmålene – og ude i verden tælles de ofte ikke med i statistikker af den simple grund, at de ikke har nogen voksne til at sørge for, at de registreres. Derfor ved vi heller ikke præcist, hvor mange børn der er tale om globalt set, men estimater siger mellem 140 og 220 millioner børn. I Danmark er det 0,9 procent af alle børn, der vokser op uden for deres biologiske familie, mens det i mange lande i Afrika syd for Sahara er langt over ti procent.

Når vi i Danmark - et af verdens rigeste lande - har svært ved at give disse børn en god opvækst, er det ikke mærkeligt, at det bliver underfinansieret og underprioriteret i lande, der kæmper med ekstrem fattigdom, ulighed, klimaforandringer, hiv/aids og ofte også migration og social og politisk ustabilitet.

Men talrige undersøgelser viser klart, at investeringer i tidlig indsats betaler sig. Ude i verden ender alt for mange børn uden forældreomsorg på gaden, i børnearbejde, i prostitution, i kriminalitet og i det, man kalder moderne slaveri, herunder tvangsarbejde og tvangsægteskaber. Det koster samfundet på den lange bane og betyder også, at en del af disse børn begiver sig på flugt.

Når vi i Danmark - et af verdens rigeste lande - har svært ved at give disse børn en god opvækst, er det ikke mærkeligt, at det bliver underfinansieret og underprioriteret i lande, der kæmper med ekstrem fattigdom, ulighed, klimaforandringer, hiv/aids og ofte også migration og social og politisk ustabilitet.

Lene Godiksen
Programansvarlig på børnerettighedsområdet, SOS Børnebyerne Danmark

Danmark har forpligtet sig til at hjælpe
Vi vil gerne her betone endnu et vigtigt aspekt, der bør indgå i en debat om arbejdet for anbragte børns trivsel: Børnene i denne sammenhæng har klart definerede rettigheder – som er internationalt knæsatte, og som Danmark har tilsluttet sig. Det gælder alle verdens børn, ikke kun danske. Vi har som samfund allerede anerkendt, at vi har en forpligtelse til at hjælpe de mest udsatte børn, både herhjemme og ude i verden.

Danmark har så sent som den 18. december 2019 underskrevet en FN-resolution om barnets rettigheder, det vil sige en hensigtserklæring om, hvordan man vil arbejde for børns rettigheder og specifikt for børn uden forældreomsorg.

Imidlertid har hverken resolutionen eller for den sags skyld FN’s Børnekonvention fyldt ret meget i debatten indtil videre. Det er en skam, fordi resolutionen dels giver klare anvisninger for, hvordan de underskrivende stater skal sikre børnenes trivsel, og dels hviler på et omfattende vidensgrundlag, blandt andet leveret af såvel internationale eksperter som børneorganisationer over hele kloden, herunder SOS Børnebyerne.

SOS Børnebyerne arbejder med børns rettigheder på internationalt niveau og på nationalt niveau i 134 lande. Lokalt helt ned til den enkelte sårbare familie. Som 70 år gammel børneorganisation står vi selv med et solidt erfaringsgrundlag i forhold til at skabe gode rammer for udsatte børn og børn uden forældreomsorg. Derfor har vi været tæt involveret i processen omkring FN-resolutionen og arbejdet med at samle input fra omkring 250 internationale børneorganisationer. 

Samme behov for forandring i Nakskov og Nairobi
Det er værd at huske på Danmarks forpligtelser i forhold til resolutionen, men også i forhold til de millioner af børn, der står uden forældreomsorg verden over, og som Danmark har mulighed for at hjælpe via vores forpligtende udviklingssamarbejde. De systemiske forandringer, der er nødvendige for at sikre bæredygtige forbedringer af anbringelsessystemer, er nemlig stort set de samme ude i verden som herhjemme.

Det handler om tilstrækkelig uddannelse af de omsorgspersoner, der tager sig af børnene, hvad enten det er i plejefamilier eller i en døgninstitution. De skal have tid og ro til at skabe stabile rammer og den tilknytning, som er altafgørende for barnets udvikling. Det handler om regelmæssigt at revurdere, om barnet (stadig) opholder sig det rigtige sted. Det handler om at kvalitetssikre de forskellige anbringelsestilbud og at inddrage børnene i de beslutninger, der angår deres liv på en måde, der tager højde for deres alder og modenhed. Og endelig skal der være tilstrækkelige ressourcer i form af tid, ansatte og finansiering.

Det er alt sammen forudsætninger for, at sagsbehandlerne i kommunen kan træffe den rigtige beslutning, uanset om det er i Nakskov eller Nairobi.

Resolutionen understreger først og fremmest, at det forebyggende arbejde skal prioriteres højere, og at børn kun skal fjernes fra hjemmet i yderste konsekvens. Mens børn i Danmark oftest anbringes på grund af utilstrækkelig omsorg, er de hyppigste årsager ude i verden fattigdom og forældrenes sygdom eller død.

FN-resolutionen siger samtidig klart, at fattigdom aldrig må være den eneste årsag til, at børn bliver adskilt fra deres forældre. Derfor er en del af løsningen også, at den økonomiske politik og socialpolitik i både Danmark og i udviklingslande i højere grad end i dag tager hensyn til og prioriterer denne særligt udsatte gruppe af børn og de familier, der tager sig af dem. Det er også noget, vi fra dansk side kan opmuntre og fremme gennem vores udviklingspolitiske strategi.