Romney og Gingrich i nervekrig før nøglevalg

PRIMÆRVALG: Kampen om at blive præsident Barack Obamas udfordrer er reduceret til en overraskende tæt styrkeprøve mellem Romney og Gingrich før næste uges vigtige valg i Florida.
Inden primærvalget i Florida tirsdag ligger Mitt Romney og Newt Gingrich helt lige i meningsmålingerne. Begge kandidater har været i Florida i flere dage for at forsøge at kapre stemmer. Her er det Romney, der hilser på vælgere i Florida.
Inden primærvalget i Florida tirsdag ligger Mitt Romney og Newt Gingrich helt lige i meningsmålingerne. Begge kandidater har været i Florida i flere dage for at forsøge at kapre stemmer. Her er det Romney, der hilser på vælgere i Florida.Foto: Mittromney.com
Marie Louise Gørvild

En vaskeægte politisk hanekamp udspiller sig i disse dage i Florida, efter republikanernes nomineringsvalgkamp overraskende er genopstået som en uafklaret styrkeprøve mellem to kandidater.

Primærvalget i South Carolina 20. januar gav en overbevisende sejr til den tidligere formand for Repræsentanternes Hus, Newt Gingrich. Og et lige så overbevisende nederlag til den hidtidige favorit i valgkampen, Mitt Romney, der er tidligere guvernør i Massachusetts. Romney tabte med hele 12,6 procent til Gingrich, hvilket på godt dansk må betragtes som en syngende lussing. Hermed blev valget i South Carolina enden på Mitt Romneys ubetingede favoritstatus.

Nu viser meningsmålinger fra CNN, New York Times, Rasmussen og SurveyUSA tæt løb mellem de to kandidater forud for nøglevalget i Florida. 

Begge kandidater har hårdt brug for Florida
Meget er på spil i Florida. En sejr i denne første store stat vil utvivlsomt kaste pengedonationer og offentlige støtteerklæringer af sig. Gingrich har størst behov for dette, da hans kampagne primært lever på overraskelsen i South Carolina. Omvendt vil et nederlag til Romney sætte hans føring over styr i de næste primærvalg i Nevada, Maine og Missouri og for alvor skabe indtryk af en kandidat, der har tabt pusten. Og det er farligt for Romney forholdsvis tæt på Super Tuesday, hvor 10 stater stemmer samtidig. 

Så må vi heller ikke glemme, at der kæmpes om hele 50 delegerede i Florida, hvilket er flere end de tre første primærvalg tilsammen. Og eftersom disse uddeles efter "winner takes it all"-præmissen, er der selvsagt ingen trøstepoint til nummer to. Derfor er en sejr i Florida meget vigtig for begge kandidater. 

Stærk start for Romney i dyr stat
Romney er kommet bedst fra start på grund af to ting: Organisation og penge. Med Floridas fire millioner registrerede republikanske vælgere er det en stor hjælp af have folk i marken til at stemme dørklokker og koordinere indsatsen. Omvendt er fire millioner vælgere for mange til at nå via en græsrodsorganisation. Derfor er Romneys største fordel de store formuer, hans egen kampagne og den superPAC, der støtter Romney, ligger inde med. Tilsammen har de over de sidste par uger kørt en offensiv reklamekampagne i Floridas lokale medier. 

Det er ellers ikke så nemt gjort. Med sine 10 store mediemarkeder anslås en reklamekampagne, der dækker hele Florida, at koste omkring en millioner dollars - om ugen. 

Her går det godt - send flere penge!
Gingrich har til gengæld noget, der ikke kan købes for penge: Momentum. Og det er blevet belønnet. Gingrich så oprindeligt ikke stærk ud i Florida, men i meningsmålinger foretaget lige efter South Carolina-sejren trak han pludseligt fra og førte feltet i flere dage.

Udfordringen for Gingrich er at holde momentum, hvilket gøres bedst ved at veksle den friske sejr til økonomisk støtte. Uden flere penge i kassen, får Gingrich svært ved at hamle op med Romneys reklamer og organisation. Valgnatten i South Carolina blev da også øjeblikkeligt brugt til at tweete en bøn om pengedonationer. En bøn, der blev hørt så langt væk som i Las Vegas, hvor en stenrig kasinoejers hustru donerede fem millioner dollars til den superPAC, Winning our Future, der støtter Gingrich. Og der blev straks kvitteret ved at købe og køre skræmmekampagner mod Romney i stor stil. 

Det bringer os videre til næste sten på vejen for Gingrich. Den højreorienterede bevægelse Tea Party-bevægelsen og kristne evangeliske vælgere, der begge overvejende støtter Gingrich, er ikke så dominerende i det samlede vælgersegment i Florida, som de var i South Carolina. Gingrich har således anlagt ny taktik i Florida. Ved at distancere sig fra rigmanden Mitt Romney forsøger han at vække tillid og samhørighed med den store arbejderklasse i Florida, der har været hårdt ramt af recessionen. En taktik, der finder næring i denne uges offentliggørelse af Romneys skatteprocent, der trods hans enorme personlige formue og indkomst (over 42 millioner dollars over de sidste to år) lå på 15,3 procent sidste år.

Med dette afsæt er Floridas tv-stationer og radiokanaler i disse dage fyldt med reklamer, der fremstiller Romney som 'overklasseløg' og selskabstømmer under sin tid hos investeringsfirmaet Bain Capital. På den anden side udråber Mitt Romney Gingrichs lederskab af Kongressen til en skandale, der endte med stor utilfredshed og mistilid langt ind i egne partirækker. 

0:000:00