Pelle Dragsted: Det er bizart og selvmodsigende, når Socialdemokratiet foreslår brugerbetaling på ældrepleje

Kun hvis der er tale om en kollektiv opsparing, hvor alle indbetaler efter evne, men får det samme udbetalt, vil en opsparingsordning kunne sænke uligheden. Sådan som det eksempelvis indledningsvist var tilfældet med den såkaldte 'Særlige pensionsopsparing' (SP). Socialdemokraterne har været meget uklare i spyttet om, hvorvidt det er noget i denne retning, de forestiller sig.

Men hvis der er tale om en kollektiv solidarisk opsparing, så er det svært at se hvad forskellen er fra den solidariske skattefinansierede ordning, vi har i dag. Hvorfor så ikke holde fast i den?

Det er i det hele taget bemærkelsesværdigt, at Moderaterne og Socialdemokratiet slår sig op på at ville bekæmpe uligheden. For den voksende ulighed – også blandt ældre - er i høj grad resultatet af den politik, som Lars Løkke og Socialdemokratiet har stået i spidsen for, når de har været i regering. Skattereformer har målrettet givet mere til dem, der i forvejen har mest.

Hvis man virkelig ønskede at sætte ind mod uligheden i alderdommen, så kunne man eksempelvis skrue ned for skattebegunstigelsen af de mest velhavende danskeres pensionsopsparinger, som hvert år koster samfundet milliarder. Man kunne øge progressionen i skattesystemet, eller man kunne genindføre en lille skat på formuer.

Men SMV-regeringen vil gøre det modsatte. De vil give nye topskattelettelser og skatterabatter til virksomhedsarvinger og ejendomsinvestorer, der yderligere vil puste til uligheden. Derfor klinger bekymringen for den voksende ulighed meget hult.

Hovedargumentet fra både Moderaterne og Socialdemokratiet har dog været, at deres forslag er nødvendigt og uomgængeligt, hvis vi skal have råd til ældreplejen i fremtiden når der kommer flere ældre, og forventningerne til velfærden vil vokse i takt med velstanden i vores private liv. 

Men dette argument er helt og aldeles uden faktuelt, økonomisk grundlag. Danmarks offentlige økonomi har det, man med et økonomisk begreb kalder langsigtet holdbarhed. Det betyder, at der så langt øjet rækker, er råd til at lade udgifterne til vores velfærd følge med, at der kommer flere ældre. 

Når alle argumenterne er tilbagevist, står forslaget om brugerbetaling på ældrevelfærd tilbage som det, det er: Et ideologisk motiveret opgør med den velfærdsmodel, som kendetegner Danmark

Pelle Dragsted (EL)
Finansordfører

Der er også taget højde for, at forventningerne til velfærden vil vokse i takt med, at vi bliver mere velstående. Og selv når de voksende forventninger er indregnet, er der ikke alene holdbarhed – der er faktisk en betydelig overholdbarhed. Når dem, der er unge i dag, skal på pension, vil der ifølge fremskrivningerne være et årligt overskud på langt over 50 milliarder kroner om året.

Der er altså ingen økonomisk nødtvungenhed, der presser os til at gøre op med vores universelle, solidariske velfærdsmodel.

Når alle argumenterne er tilbagevist, står forslaget om brugerbetaling på ældrevelfærd tilbage som det, det er: Et ideologisk motiveret opgør med den velfærdsmodel, som kendetegner Danmark og de andre nordiske velfærdssamfund.

Frem for en universel velfærd, hvor alle bidrager efter evne, og alle har fri og lige adgang til basal tryghed og velfærd, vil Løkke og socialdemokraterne bevæge Danmark mod et amerikaniseret forsikringssamfund, hvor dem med de højeste indkomster kan springe over i køen og få en bedre omsorg og tryghed end dem med lave og almindelige indkomster.

Det håber jeg virkelig ikke, de får held med.