Ældre Sagen: Antallet af plejeboliger har nået kritisk lavt niveau
Ældre borgeres retssikkerhed er udfordret, når de individuelle behov for en plejebolig tilsidesættes for den kommunale økonomi. Ældreminister Mette Kierkegaard (M) bliver nødt til at insistere på, at problemerne med et utilstrækkeligt antal plejeboliger skal løses nu, skriver Bjarne Hastrup.
Bjarne Hastrup
Adm. direktør og medstifter, Ældre Sagen, forfatterI foråret hørte vi om en 94-årig mand, der kun nåede at bo ni timer på et plejehjem, før han døde.
Hans søn havde i næsten et år forsøgt at skaffe ham en plejehjemsplads, fordi faren ikke længere kunne klare sig selv. Han mistrivedes, blev tiltagende konfus og sad ensom i det hjem, han havde svært ved at komme ud af.
Hvor skal de ældre bo?
Mens antallet af ældre stiger, falder antallet af plejeboliger og plejehjemsboliger. Flere opgørelser viser, at vi i 2030 kommer til at mangle mere end 20.000 plejeboliger.
Hvordan sikrer vi, at der er boliger nok til den voksende ældre generation? Det spørger Altinget Ældre om i denne temadebat.
Om temadebatter:
I Altingets temadebatter deltager en række aktører, som skriver debatindlæg om aktuelle emner.
Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Ønsker man at deltage i debatten, kan der skrives til Lasse Sjøbeck Jørgensen.
Eksemplet er desværre ikke enestående.
Stram visitation og skrappe krav
Visitationen til en plejebolig skal tage udgangspunkt i svækkede ældres reelle behov, og ikke i den kommunale kapacitet og økonomi.
Alligevel hører vi igen og igen om ældre, som igennem både halve og hele år har fået afslag på en plejebolig. Og så er der alle dem, der er blevet vendt i døren af en visitator, som har fortalt dem, at det ”slet ikke kan betale sig at søge”, at de ”slet ikke er dårlige nok til at få en plads”.
Før hørte vi det fra ældre og deres pårørende. Nu hører vi det også fra plejepersonale, visitatorer, myndighedsledere og borgmestre. De fortæller om alt for stram visitation, for skrappe krav og ældre, som først flyttes, når de er så svage, at de ikke længere kan få glæde af plejehjemmenes tilbud.
Lad mig slå fast: Ingen søger en plejebolig for sjov. Det er først, når plejebehovet er massivt, og man ikke ser anden udvej, at man overvejer flytning til et plejehjem.
Antallet af boliger følger ikke med
Man må spørge sig selv, hvordan vi er endt her? Her, hvor man ikke længere kan stole på at blive grebet af samfundets sikkerhedsnet, når man ikke længere kan klare sig selv derhjemme.
En stor del af forklaringen skal findes i, at antallet af plejeboliger ikke er fulgt med den kraftige vækst i antallet af de ældste ældre.
Tallene taler deres eget tydelige sprog; mens antallet af ældre på over 80 år de seneste ti år er steget med 26,5 procent, er antallet af plejeboliger tilsvarende kun steget med 4,1 procent.
Visitationen til en plejebolig skal tage udgangspunkt i svækkede ældres reelle behov, og ikke i den kommunale kapacitet og økonomi
Bjarne Hastrup
Direktør, Ældre Sagen
Det har resulteret i, at dækningsgraden af plejeboliger for de ældre over 80 år på landsplan er faldet fra 19,5 procent til 16,1 procent bare siden 2012. Eller som Vive konkluderer i en ny kortlægning, er antallet af plejeboliger for de ældre på over 80 år faldet fra omkring 196 boliger i 2010 til omkring 150 boliger per 1.000 personer i 2021.
Det betyder i praksis, at der er mange flere potentielt plejekrævende ældre i forhold til antallet af plejehjemspladser. Det resulterer i strammere visitationskriterier, så man skal være stadigt mere svækket for at slippe igennem det meget lille nåleøje. Og nu står vi et sted, hvor det ikke længere handler om, hvad den enkelte ældre har behov for, men om, hvordan kommunen kan få økonomien til at hænge sammen på bundlinjen.
Det var ikke den samfundskontakt, vi indgik, da vi udviklede vores velfærdssamfund. Den handlede om, at når vi har bidraget til samfundet hele livet, så skal vi trygt kunne stole på at få den nødvendige hjælp, når vi ikke længere kan klare os selv.
Det individuelle behov tilsidesættes
Den nuværende situation er dybt problematisk for den enkeltes retssikkerhed, fordi det individuelle behov åbenlyst tilsidesættes til fordel for den kommunale økonomi.
Når kommunerne skal forsvare manglen på plejeboliger, hører vi forskellige argumenter:
At ’selv om vi bliver flere ældre, så bliver vi også sundere’ – såkaldt ’sund aldring’. Sundhedsstyrelsen har dog konkluderet, at stigende levealder ikke entydigt er lig med flere leveår med godt helbred.
I praksis er der mange flere potentielt plejekrævende ældre i forhold til antallet af plejehjemspladser
Bjarne Hastrup
Direktør, Ældre Sagen
At ’ventelisterne ikke er blevet længere’. Klart, det er kommunerne selv, der styrer ’længden’ på ventelisten via deres egne visitationskriterier.
At ’de fleste ældre ikke ønsker at bo på plejehjem’. Klart, sådan er det, når man spørger raske, aktive mennesker. Men når det gælder ældre, der ikke længere kan klare sig selv, så sikrer en plejebolig både den nødvendig pleje, omsorg og tryghed for dem.
Så herfra skal lyde en klar opfordring til ældreminister Mette Kierkegaard (M):
Nedsæt en bredt sammensat arbejdsgruppe, der kan frembringe en konkret plan for etablering af flere plejeboliger.
Ældre Sagen bidrager gerne til sådan en arbejdsgruppe med såvel viden, erfaring og arbejdskraft.