Debat

Ældre Sagen: Hviler vores ældrepolitik på en bristet forudsætning om sund aldring?

Det vil gøre ondt på samfundsøkonomien og vores offentlige ældrepleje, hvis vi bliver ved med at forestille os, at vores stigende levealder går hånd i hånd med vores sundhed, skriver Michael Teit Nielsen.

Hvem kan holde til at arbejde til efter de 70 år, og hvem ikke? spørger Michael Teit Nielsen.
Hvem kan holde til at arbejde til efter de 70 år, og hvem ikke? spørger Michael Teit Nielsen.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Vi lever længere. Den forventede levetid for en nyfødt stiger med et år hver fjerde år. Men det afgørende spørgsmål er, om de ekstra leveår bliver raske eller syg.

En stærk forsimpling: Lad os sige, at en gennemsnitlig dansker tidligere var frisk og velfungerende til sin 78-års fødselsdag og så blev syg og svækket, kom på plejehjem og døde som 80-årig.

Hvis livet forlænges med to år, bliver disse år så raske år (man kommer først på plejehjem som 80-årig) eller syge år? Man får fire år på plejehjemmet fra 78 til 82 år.

Hvis de ekstra år er raske, har vi sund aldring: Så kan vi både yde (arbejde længere, være aktive som frivillige, aflaste voksne børn med pasning af børnebørn) og nyde (familiens selskab og fritid) i flere år. Og den længere levetid bliver intet problem for samfundsøkonomien - tværtimod.

Selv om eksemplet ovenfor er fortegnet, har vi statistisk dog set, at sundhedsudgifterne i et typisk livsforløb er lave i de første mange år af livet for så at blive meget høje i de allersidste år. Sund aldring – altså at vi skubber de 'dårlige' år foran os, når vi lever længere skulle så betyde, at kurven over sundhedsudgifter blev parallelforskudt 'til højre' med to år, når gennemsnitslevetiden blev øget med to år.

Temadebat: Hvad skal vi nå på sundhedsområdet i 2021?
2020 stod i corona-virussens tegn, både på den nationale og sundhedspolitiske scene.

Nu står et nyt år for døren. Med de nuværende vaccine-udsigter tyder alt på, at corona-krisen og dens konsekvenser vil fylde langt størstedelen af den sundhedspolitiske dagsorden i 2021, helt som det var tilfældet i 2020.

Altinget benytter årsskiftet og spørger et hold af debattører:

Hvilke problemer er så presserende, at de politiske løsninger ikke længere kan udskydes?

Hvad har vi overset som følge af det markant fokus på corona?

Og hvordan sikrer vi, at andre vigtige problemer i sundhedsvæsnet ikke ryger i baggrunden?

Her er deltagerne:

Martin Geertsen, sundhedsordfører for Venstre

Rasmus Horn Langhoff, sundhedsordfører for Socialdemokratiet

Stinus Lindgreen, sundhedsordfører for Radikale

Grete Christensen, næstformand i Dansk Sygeplejeråd

Stephanie Lose (V), formand for Danske Regioner

Kjeld Møller Pedersen, professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet

Else Smith, tidligere direktør i Sundhedsstyrelsen

Eva Secher Mathiesen, formand for Psykologforeningen

Gitte Ahle, formand for Dansk Psykiatrisk Selskab

Michael Teit Nielsen, vicedirektør i Ældre Sagen

Susanne Kleist, formand for Tandlægeforeningen

Jesper Fisker, administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse

Camilla Noelle Rathcke, formand for Lægeforeningen

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Vil det holde på sigt?
Jeg og mange andre økonomer har længe troet på den sunde aldring. Tankegangen ligger dybt i Velfærdsreformen fra 2006: Forøges den forventede levetid med to år, så hæver vi folkepensionsalderen med to år. Hvor svært kan det være?

Ser man på beskæftigelsen, har reformerne virket: Beskæftigelsesgraden for de 60-64-årige er vokset fra 49 procent til 66 procent på kun seks år, og den faktiske tilbagetrækningsalder er forøget. Men vil det holde på længere sigt?

Den arketypiske vittighed om økonomer lyder: En fysiker, en ingeniør og en økonom er strandet på en øde ø. Hvordan åbner de den konservesdåse med mad, de finder? Fysikeren foreslår, at de tænder et bål og opvarmer dåsen, så den sprænges. Ingeniøren foreslår, at de finder en metalwire og skærer låget af.

Økonomen ryster på hovedet og siger: 'Nej, lad os antage, at vi har en dåseåbner'.

For at sige det ligeud: De fleste samfundsøkonomiske prognoser har siden begyndelsen af nullerne været baseret på en antagelse om, at der er sund aldring, og at dette fænomen fortsætter i hele dette århundrede.

Det er en rigtig dårlig nyhed, hvis sund aldring viser sig at være en fiktiv dåseåbner

Michael Teit Nielsen
Vicedirektør, Ældre Sagen

Nødvendigt med undersøgelse
Men er dåseåbneren der reelt? Hvis den sunde aldring var slået igennem, ville en typisk 70-årig i 2017 jo selv vurdere at have et bedre helbred end en typisk 70-årig i 2010. Den såkaldte sundhedsprofil viste imidlertid, at på nogle punkter er det selvvurderede helbred i en bestemt alder ligefrem forværret, og tallene gav ingen klar bekræftelse af sund aldring i 10’erne.

Det er derfor godt og nødvendigt, at den nye pensionskommission med Jørn Neergaard i spidsen skal undersøge en række spørgsmål dybere: Hvor meget sund aldring er der? Er det kun i de øverste sociale lag, at man som 70-årig løber omkring Bagsværd Sø med lavt BMI og højt kondital? Hvem kan holde til at arbejde til efter de 70 år, og hvem ikke? Skal vi finde en anden løsning end den drakoniske: Når levetid stiger med et år, er der dømt et års ekstra arbejde til alle?

Jeg er ikke stødt på diagrammer, der klokkeklart viser, at de typiske sundhedsudgifter gennem livsforløbet de seneste tyve år er blevet parallelforskudt mod højre. Selv hvis man lægefagligt eller i sundhedsprofilen fandt, at helbredet for hvert alderstrin blev bedre i takt med længere levetid, kan der sagtens blive opdrift i denne kurve på grund af for eksempel nye behandlingsmetoder. De kan øge funktionsevne og livskvalitet, men vil også koste flere skattekroner.

Dåseåbner eller unbrakonøgle?
Med fortsat stigende forventet levetid og med en aldrende befolkning og et voksende antal personer over 80 år, er det problematisk, hvis sund aldring viser sig at være en bristet forudsætning. Så vil folkepensionsalderen måske blive hævet, men den faktiske tilbagetrækningsalder vil ikke følge med.

Det vil gøre ondt samfundsøkonomisk, og i forhold til sundhed og pleje vil det øge behovet for ressourcer, både i personale og kroner.

Det er en rigtig dårlig nyhed, hvis sund aldring viser sig at være en fiktiv dåseåbner - og ikke en funktionel unbrakonøgle. Det eneste lyspunkt kunne være, at denne erkendelse kunne få politikerne til reelt at gøre en indsats i forhold til det, mange eksperter har efterlyst i årevis, nemlig forebyggelse. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Michael Teit Nielsen

Vicedirektør, Ældre Sagen, ekstern lektor, Økonomisk Institut, Københavns Universitet
ph.D. i økonomi (Københavns Uni. 1989)

0:000:00