Bestyrelsesformand: Ældreboliger afslører vores ungdommelige forfængelighed

“Age is cruel.” Sådan lyder en ordveksling i Netflix-serien ‘The Crown’ mellem en portrætmaler og Winston Churchill, som netop har forkastet et portræt, fordi det ligner det, det er. En gammel mand med et levet liv, hvor han ikke har sparet sig selv.

Jeg tror, vi er mange, der deler ungdommens forfængelighed med Churchill. Vi har svært ved at forestille os selv som gamle. Og mindst af alt har vi lyst til at se os selv, som en af de ældre, der har brug for hjælp og pleje døgnets 24 timer hele året rundt.

I Altingets temadebat om fremtidens ældreboliger, vil jeg derfor gerne slå et slag for netop den gruppe. For det store flertal er visionerne om det lange og trygge ældreliv med seniorboliger og nye boformer helt centrale. Det er der, vi selv ønsker at bo, når det bliver vores tur.

Hvis vi alligevel skal forestille os selv på plejehjem, kan vi bedst lide forestillingen om, at det bliver en gentagelse af kollegietiden med sociale fællesskaber og en fredagsbar, hvor musikken bare er høj af andre grunde end for 60 år siden. Det er bare ikke den virkelighed, mange af os kommer til at møde.

Beboere med et levet liv
Min baggrund for at udtale mig om emnet er års indtryk og erfaringer som embedsmand i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i København og Region Hovedstaden. Det seneste halvandet år som bestyrelsesformand på den selvejende institution Klostergården på Østerbro i København.

Beboerne på plejehjem er en meget forskellig gruppe. Det, de har til fælles, er behovet for pleje, fordi de ikke kan klare det hele selv.

Ældrepolitikken har gennemgået en tiltrængt udvikling og taget et opgør med den umyndiggørelse, det engang var at flytte på plejehjem.

Jesper Olsen
Bestyrelsesformand, plejehjemmet Klostergården

De danske plejehjemstilbud er lidt som den danske folkeskole. Det samme gode tilbud til alle i målgruppen. Men hvor folkeskolen skal forberede de yngste borgere til det liv, de skal ud og leve, flytter de ældste borgere ind på plejehjemmene med det liv, de har levet - og deres udgangspunkt er meget forskelligt.

Mange beboere kommer ikke fra ressourcestærke hjem. Nogen har levet et liv på kanten. Andre alene, måske med kronisk eller psykisk sygdom, hvor plejehjemmet er første gang, de træder ind i et socialt fællesskab. Og så er der de ældre, hvor kroppen efter et langt, righoldigt liv bare ikke kan følge med, og hvor man pludselig bor sammen med borgere fra de samfundsgrupper, man ellers kun har læst om i avisen og set på tv. 

Smuk vision udstiller ældres begrænsninger
Ældrepolitikken har gennem de sidste 20 år gennemgået en tiltrængt udvikling og taget et opgør med den umyndiggørelse, det engang var at flytte på plejehjem.

Jeg tillader mig imidlertid at stille spørgsmålstegn ved, om huslejekontrakt, boligsikring og torumsboliger med eget køkken mere er blevet symboler på en selvbestemmelse, der udstiller mange af plejehjemsbeboernes uformåenhed.

Det er beboerne selv, der betaler, men plejeboligerne er dyre at administrere. Og får boeboerne overhovedet tilstrækkelig pleje, nærvær, omsorg og vigtigst af alt reel selvbestemmelse for de penge, de betaler?

Visionen om, at alle plejehjemsboliger er torumsboliger med eget køkken er smuk. Men det er en standardløsning.

Jesper Olsen
Bestyrelsesformand, plejehjemmet Klostergården

Det afgørende bør være, at det ‘lidt’ du har en mening om - uanset hvor lidt det så måtte være - reelt bliver styrende. Derfor advokerer jeg for et større råderum og mere fleksibilitet.

Visionen om, at alle plejehjemsboliger er torumsboliger med eget køkken er smuk. Men det er en standardløsning, der gør boligerne dyre, og som skaber lange ubeboelige gange med mange uproduktive skridt til følge for personalet.

Er modellen den rigtige?
For nogen borgere er eget køkken vigtigt, fordi det er hele forudsætningen for, at man kan spise, når man har lyst. For andre er livet udenfor boligen vigtigere end antallet af kvadratmeter bag egen hoveddør - for eksempel at bo tæt på fællesarealerne, fordi man ellers kommer derhen for sjældent. For andre er det vigtigste netop, at man kan trække sig tilbage og nyde freden og roen.

Spørgsmålet er, om den økonomiske model, der ligger bag den tiltrængte modernisering af ældreboligerne, den rigtige? Løser den de udfordringer, vi står overfor?

Borgerne bliver fortsat mindre selvhjulpne, når de flytter ind. Deres behov og ønsker er mere forskellige, og flere sundhedsopgaver skal kunne løses på plejehjemmene i stedet for i svingdøren til de dyre hospitalsophold.

Fælles- og servicearealerne er i mine øjne lige så vigtige for muligheden for selvbestemmelsen som de kvadratmeter, der er bag døren til egen bolig.

Når vi skal vælge livets sidste bolig er adgangen til et nært fællesskab afgørende. Det skal ældreboligpolitikken sikre, så det ikke bare er politiske symboler, der lyder lige så lokkende som en ejendomsmæglers boligannonce. Det begynder med erkendelsen: “age is cruel”.