Debat

Borgmester: Her er hvad, vi har lært af halvandet års frisættelse på ældreområdet

Middelfart Kommune har i halvandet år været frisat fra en række paragraffer i Serviceloven, men de virkelige forandringer kommer fra kulturen på gulvet, skriver borgmester i kommunen, Johannes Lundsfryd Jensen.

Andre kommuner skal fokusere på, hvad de gerne vil opnå, frem for hvad de gerne vil undgå, rådgiver borgmester Johannes Lundsfryd Jensen. 
Andre kommuner skal fokusere på, hvad de gerne vil opnå, frem for hvad de gerne vil undgå, rådgiver borgmester Johannes Lundsfryd Jensen. Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix
Johannes Lundsfryd Jensen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I halvandet år har Middelfart Kommune sammen med Langeland og Viborg kommuner været frisat på ældreområdet. Vi er fritaget fra en række paragraffer i Serviceloven, men de virkelige forandringer kommer fra en ny og nysgerrig kultur, som gror fra medarbejdere og ledere.

Vores erfaringer halvvejs gennem forløbet er klare: Når vi giver medarbejdere og ledere frihed til at bruge deres sunde fornuft, så får vi en bedre pleje af vores ældre – og samtidig kommer fagligheden mere i spil. 

Et eksempel er strømpeklinikken, hvor borgere med behov for støttestrømper kan komme forbi og på samme tid få udleveret støttestrømper, instruktion i at bruge dem og hjælpemidler til at tage strømperne af og på.

Det betyder, at borgeren i en og samme arbejdsgang kan blive mere selvhjulpen og slippe for løbende besøg af hjemmeplejen – og at sygeplejen undgår en række tidskrævende besøg for en simpel hjælp. Det giver frihed for borgeren og frigiver ressourcer i sygeplejen – og ideen kommer fra to medarbejdere.

Det har vist sig, at det ofte er kultur, vaner og egne regler - frem for lovgivning - som kan hjælpe til en bedre ældrepleje

Johannes Lundsfryd Jensen
Borgmester, Middelfart Kommune

Det er blot én af de 50 prøvehandlinger, som lige nu spirer på Middelfart Kommunes ældreområde. Nogle af handlingerne er lokale på et plejehjem, andre dækker hele området – og de er for de flestes vedkommende opstået, fordi vi tænker nyt.

Fra begyndelsen har frisættelsen af ældreområdet taget udgangspunkt i borgernes behov og medarbejdernes faglighed, og det har vist sig, at det ofte er kultur, vaner og egne regler - frem for lovgivningen - som kan hjælpe til en bedre ældrepleje.

Ud fra vores erfaringer, har vi samlet tre pointer til at arbejde med frisættelse:

Borgerne før paragrafferne

I Middelfart Kommune har vi erfaret, at frisættelsen handler mere om kultur end paragraffer. Derfor skal opfordringen til andre, der vil frisætte, lyde: Fokusér på det, I gerne vil opnå, mere end det man vil væk fra.

Dermed også en opfordring til at nytænke fortællingen om frisættelse i den offentlige sektor. Der fokuseres meget på at fjerne love, regler og dokumentation – men det er i højere grad frihed og overskud til at tænke nyt, der skal til. 

Det er også en af pointerne i VIVE’s nye midtvejsevaluering af frisættelsen af syv kommuner. Den viser, at på ældreområdet er det i høj grad kulturændringer, der kan få tingene til at fungere optimalt.

Lad forandringerne vokse op nedefra

Vi har fortalt medarbejderne om frisættelsen og systematisk opfordret til at komme med ideer til nye måder at gøre tingene på.

Ældreområdet indeholder komplekse udfordringer, som vi skal løse ved at prøve os frem

Johannes Lundsfryd Jensen
Borgmester, Middelfart Kommune

Det betyder, at vores prøvehandlinger er rodfæstet og næres lokalt. Det giver lokalt medejerskab og ansvarsfølelse – og ikke mindst motivation. Den bedste læring sker i samspillet mellem borgere og medarbejdere.

Faglig frisættelse frem for institutionel

Fra nationalt hold er der flere bud på metoderne til at frisætte. I Middelfart Kommune er erfaringen, at der er behov for samspil mellem aktørerne i ældreplejen.

Nogle af vores prøvehandlinger går på tværs af alle plejehjem og ældreplejen, mens andre afprøves lokalt. Men fælles for dem er, at erfaringer og resultater deles på tværs.

Samtidig sikrer den kommunale paraply, at der er en sammenhængende og ens service. Derfor bør man sætte ældreområdet i en kommune fri som en helhed – i stedet for at lave mange små øer ved at frisætte hvert plejehjem for sig.

Herfra er det klare signal, at ældreområdet indeholder komplekse udfordringer, som vi skal løse ved at prøve os frem, og ved at lade ideer og nye tilgange opstå i rummet mellem medarbejdere og borgere.

Deri ligger troen på, at småt er godt til at starte med. Og med tålmodighed kommer frisættelsen til at gøre en afgørende og rodfæstet forskel for vores ældre. 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Johannes Lundsfryd Jensen

Borgmester (S), Middelfart Kommune
master in arts (Aarhus Uni. 2013)

0:000:00