Lykketoft: S-melding om opsparing til ældrepleje vil øge afstanden mellem rig og fattig
Der er kun ulemper ved forslaget om en ny opsparingsordning for ældrepleje. Pengene bør bruges på vigtige velfærdsområder og en forstærket klimaindsats frem for flere skattelettelser, skriver Mogens Lykketoft.
Mogens Lykketoft
Fhv. formand for Folketinget, fhv. udenrigs-, finans- og skatteminister, fhv. partiformand, fhv. formand, FN's generalforsamlingDet er vigtigt at diskutere, hvordan fremtidens velfærdssamfund ser ud. Før vi kaster os ud i store såkaldte reformer af den danske model, er det imidlertid vigtigt lige at huske, at vi er et af verdens rigeste og mest konkurrencedygtige samfund med meget høj erhvervsdeltagelse både af mænd og kvinder.
Det er ikke på trods af høje skatter, men på grund af den gavn, borgere og virksomheder har af dét, der betales over skatten: Blandt andet gratis uddannelse og sundhedspleje, børnepasning til langt under markedsprisen og god infrastruktur.
Men det er naturligvis i orden at afprøve nye ideer. Det har Socialdemokratiets politiske ordfører Christian Rabjerg gjort med tanker om finansieringen af fremtidens ældreomsorg ved en opsparingsordning, der ligner arbejdsmarkedspensionen.
Lars Løkke Rasmussen og professor Nina Smith har været inde på noget tilsvarende. Mange har erklæret sig uenige i disse tanker – også jeg. Jeg kan hverken se fordele eller nødvendighed af at afvikle den nuværende skattefinansiering af hjemmehjælp med videre. Kun ulemper.
Opsparing til ældreomsorg i forhold til indtægten gennem livet vil give stor forskel mellem fattige og rige i, hvad de samler sammen til at kunne betale udgifter til ældreomsorg.Uanset hvor kunstfærdigt man drejer en ny ordning, vil den derfor være mindre solidarisk end det system, vi har.
Mogens Lykketoft
Formand for Energinet Danmark og tidligere formand for Folketinget
Det er selvfølgelig teknisk muligt at lave en ordning, hvor alle indbetaler en bestemt andel af deres indtægt, men alle kan trække lige meget, uanset om de har været i arbejde eller tjent få eller mange penge. Men så ligner det jo skattefinansiering en del – lige bortset fra, at behovet for ældreomsorg typisk er større hos dem, der livet igennem har været fattige eller haft hårdt fysisk arbejde end hos dem, der tjente godt og blev mindre slidt i arbejdslivet.
Uanset hvor kunstfærdigt man drejer en ny ordning, vil den derfor være mindre solidarisk end det system, vi har i dag.
Tilhængerne af de nye tanker forudser en udgiftseksplosion i ældreomsorgen med voksende og stadig længere levende ældrebefolkning, og de mener ikke, det er muligt eller ønskeligt at skattefinansiere.
Nina Smith har særligt fremhævet, at vel ser dansk økonomi robust ud, så langt frem vi kan se, men det er måske kun, fordi vi ikke har indregnet et voksende folkeligt pres for kortere arbejdstid, der vil mindske beskatningsgrundlaget.
Jeg er mere optimistisk om muligheden for at skabe fornyet opbakning til og nødvendig finansiering af den offentlige velfærd. Jeg tror heller ikke, at efterspørgslen efter offentlig ældrepleje vil vokse nær så voldsomt som antallet af ældre.
Det er bestemt muligt, at udviklingen fortsat vil gå i retning af kortere arbejdsuge og længere ferie- eller orlovsperioder. Men Nina Smith – som ofte bidrager med kloge tanker i velfærdsdebatten - kommer efter min mening til at dramatisere konsekvenserne, fordi hun ikke samtidig vurderer de store forandringer i arbejdslivet, som følger af formentlig eksplosiv teknologiudvikling.
Min analyse ser således ud:
For det første: Modstanden mod flere skatter er et politisk fænomen, der er meget udbredt på højrefløjen. Det har de seneste 22 år udmøntet sig i forskellige versioner af skattestop og skattelettelser, der især er kommet de højere indkomster til gode.
Ældreomsorgens aktuelle problem er jo først og fremmest, at det er vanskeligt at rekruttere medarbejdere.
Mogens Lykketoft
Formand for Energinet Danmark og tidligere formand for Folketinget
Samtidig skete der i Anders Fogh Rasmussens regeringstid i en massiv ødelæggelse af skattesystemets kapacitet til at bekæmpe skattesnyd og skatteflugt og opkræve udskrevne skatter hos skyldnerne.
Afskaffelse af amternes skatteudskrivning med oprettelsen af regionerne og rigoristiske begrænsninger i kommunernes skatteudskrivning har medvirket til mangler og efterslæb i de offentlige velfærdsydelser. Det har været en drivkraft for fremgang til private alternativer, værst i sundhedsvæsnet via private forsikringer og i grundskolen via stor vækst i privatskoler.
Men det er vel ikke en naturlov, at dette skal fortsætte, og at elementer bygges på. Jeg tror, at et flertal af borgerne gerne betaler lidt mere i skat for at sikre sig bedre offentlige tilbud – herunder en løn til velfærdens frontpersonale, der kan tiltrække tilstrækkeligt med gode medarbejdere fra både ind- og udland.
Ældreomsorgens aktuelle problem er jo først og fremmest, at det er vanskeligt at rekruttere medarbejdere.
Lige nu kan man i øvrigt forbedre den offentlige velfærd uden at skrue op for skattetrykket på den brede befolkning. Vi har et kæmpe råderum i statsfinanserne - en reserve, som vi bare kan lade være at formøble i ny skattelettelser.
Desuden lykkes det vel efterhånden at overvinde ødelæggelsen af skatteforvaltningen, så mange flere faktisk kommer til at betale, hvad de hele tiden skulle have betalt.
Endelig er der plads hos dem i toppen til at betale mere, fordi de har høstet en hel uforholdsmæssig stor del af nationens velstandsfremgang de senere år: Fra 2010-2021 har gennemsnitsdanskeren fået godt 50.000 kroner i ekstra privat købekraft.
Den fattigste femtedel af befolkningen måtte imidlertid nøjes med 14.000 kroner ekstra, mens den mest velhavende ene procent fik 335.000 kroner ekstra. For en rigeste promille af fik et ekstra årligt rådighedsbeløb på 1.779.000 kroner. Med andre ord en ekstrem skæv fordeling af velstandsfremgangen.
For det andet: Det er en overdreven frygt, at mange flere får behov for offentlig ældreomsorg, fordi ældrebefolkningen vokser, og vi lever længere: De fleste af nutidens og fremtidens ældre har haft mindre nedslidende arbejde og har langt bedre helbred end de foregående generationer. De er ofte, selv om de lever længere, også i de sene leveår sundere og uden behov for hjælp.
En borger, der er 83 år, og har været på arbejdsmarkedet fra 13-års alderen, skrev forleden følgende til mig – netop som kommentar til den aktuelle debat: ”Jeg bor i et højhus Odense, hvor der er 24 lejligheder. En del af os er i 80-erne, men kun en enkelt modtager offentlig hjælp”.
For det tredje: Kortere arbejdstid i de mest aktive år bliver ikke nødvendigvis til kortere livsarbejdstid, når vi er flere år af vores længere liv på arbejdsmarkedet.
Vi ser, hvordan stadig flere ældre udsætter den fulde tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet – også med mere end dét, der skyldes den lovfæstede forhøjelse af folkepensionsalderen.
Fortsat nedsættelse af det ugentlige arbejdstimetal ved for eksempel fredagsfri eller orlovsperioder behøver heller ikke at skabe et hul i skattegrundlaget, hvis vi som samfund fortsat er i stand til at være i spidsen med at anvende ny og produktivitetsfremmede teknologi både i privat og offentlig virksomhed.
Ingen af os kan vist helt overskue farer og mulighed ved kunstig intelligens.Kortere arbejdstid i de mest aktive år bliver ikke nødvendigvis til kortere livsarbejdstid, når vi er flere år af vores længere liv på arbejdsmarkedet.
Mogens Lykketoft
Formand for Energinet Danmark og tidligere formand for Folketinget
Men ét er sikkert, teknologien vil give os mulighed for at løse meget mere meget hurtigere og få en højere timeløn for dét. Det kan øge skattegrundlaget - forudsat vi fortsat kan uddanne og omskole dem, der erstattes af den ny teknologi til at løse andre opgaver, hvor vi mangler folk. Blandt andet i ældreomsorgen.
Afslutningsvis: Måske er jeg ikke en typisk 77-årig. Jeg har haft et langt og ofte krævende arbejdsliv. Men jeg kan godt lide at udrette noget, og derfor arbejder jeg stadig – på nedsat tid.
Jeg har foreløbig været ualmindeligt heldig med mit helbred, og har endnu aldrig været indlagt på et sygehus. Jeg glæder mig over - ind til nu - at have været en stor netto-bidragyder til vores velfærdssamfund.
Jeg har ikke bedt om de seneste 20 års mange skattelettelser til os mere velstillede borgere – og jeg undrer mig over, at der nu kommer endnu mere fra SVM-regeringen, når der er brug for pengene på vigtige velfærdsområder og til forstærket klimaindsats.
Præcisering: Overskriften på indlægget er ændret, så det ikke fremstår som om, Mogens Lykketoft mener, at forslaget om opsparing til ældrepleje kommer fra Socialdemokratiet