Pårørende i Danmark: Mere pårørendeinddragelse vil gavne personalet i ældreplejen

Else-sagen sidste år var et grelt eksempel på mange uheldige og ubehagelige aspekter af vores ældreomsorg – og omsorgen for syge og handicappede borgere i alle aldre. Der var både omsorgssvigt, forråelse, uværdighed, kommunikationssvigt og meget andet skidt. Inklusive en virkelig ringe inddragelse af Elses pårørende.

Det ledte til et Ældretopmøde og flere arbejdsgrupper, som efter sommerferien præsenterer deres anbefalinger. Den arbejdsgruppe, jeg deltager i, har fokus på pårørendeinddragelse og samarbejde.

Pårørende kan give en unik indsigt
Pårørende har nemlig ofte en unik viden om det menneske, der har brug for hjemmehjælp, eller som flytter i plejebolig. En lang fælles historie, en dyb indsigt i vaner og præferencer, et umiddelbart blik for forandringer i trivsel og helbred – og ofte en god forståelse af specifikke sundhedsudfordringer.

Pårørende har nemlig ofte en unik viden om det menneske, der har brug for hjemmehjælp, eller som flytter i plejebolig. 

Marie Lenstrup
Formand, Pårørende i Danmark

Pårørendes viden og observationer er centrale for et godt forløb. Og for øvrigt også for en god hverdag, for vi kommer ikke bare på besøg med hjemmebag og hyggeligt samvær, men varetager ofte praktiske opgaver omkring indkøb, økonomi, transport, myndighedskontakt, lægekonsultationer og meget mere.

Vores engagement gør samarbejdet til en nødvendighed, og jo bedre det fungerer, des lettere er arbejdet for frontpersonalet.

Barrierer står i vejen for pårørendeinddragelse
Men det er ikke nemt at få sat pårørendes indsigter i spil. Vores arbejdsgruppe har undersøgt de forskellige barrierer, der findes systemisk og hos de enkelte aktører, og det er ikke småting.

Alt fra ringe politisk vilje til at stille krav, manglende ledelsesfokus og fortravlet personale til nedslidte pårørende har været diskuteret. Jeg skal ikke foregribe arbejdsgruppens anbefalinger, men blot fokusere på et enkelt aspekt: personalets interesse i god pårørendeinddragelse. 

Det handler nemlig også om arbejdsmiljø. Alligevel har der været ringe fokus på, hvad personalet vinder ved at blive bedre til at inddrage pårørende. Det kan undre, for er drivkraften i bæredygtig forandring ikke en klar forståelse af ”what’s in it for me”?

Dårlige oplevelser med systemet
Et menneske under stort pres er helt naturligt langt fra den bedste version af sig selv. Hvordan er det for frontpersonalet at møde sådan en pårørende i en travl vagt? Hvor svært er det at høre de vigtige informationer skjult bag skuffelse og måske vrede over svigt, som den pårørende har oplevet andre steder, på andre tidspunkter eller med andre fagfolk? Hvor sandsynligt er det, at frontpersonalet af sig selv vil opsøge mere dialog?

Og pårørende er besværlige – fordi vi er dybt besværede. Mange presses så hårdt, inden den offentlige hjælp tildeles, at de nedslides i alvorlig grad og kan miste tilliden til systemets menneskesyn.

Der er mange møder med ”systemet”, hvor pårørende risikerer ikke at få den forståelse og hjælp, man behøver. Mødet med hjemmehjælp eller plejehjem er et nummer i rækken, og da er bægret måske allerede fuldt.

Derfor håber jeg, at Ældretopmøderne resulterer i, at pårørendes viden, observationer og behov fremover bliver inddraget tidligt, systematisk og hensynsfuldt.

Marie Lenstrup
Formand, Pårørende i Danmark

En pårørende skrev til mig, at ”kommunen har ødelagt mit liv”, mens andre har beskrevet kommunen som fjenden i en krig om rette hjælp til rette tid.

Pårørende og personale bliver for psykisk nedslidte
En undersøgelse fra KMD viser, at mens 95 procent af pårørende gerne vil hjælpe deres kære, oplever langt over halvdelen, at deres hjælp påvirkes af, at den offentlige hjælp er utilstrækkelig, og at de må på banen for at sikre den rette støtte til deres kære.

Ikke overraskende påvirkes pårørendes eget helbred, og KMD dokumenterer, at hver fjerde påvirkes på deres psykiske helbred og hver femte på deres fysiske helbred. Hver sjette rammes så hårdt af pårørenderollen, at de må sygemelde sig fra arbejde.

Derfor håber jeg, at Ældretopmøderne resulterer i, at pårørendes viden, observationer og behov fremover bliver inddraget tidligt, systematisk og hensynsfuldt.

For jeg fatter simpelthen ikke, at vi som samfund vil acceptere, at pårørende drives så langt ud i udmattelse, frustration og magtesløshed, at nogle bliver endog meget vanskelige samarbejdspartnere. Og jeg fatter ikke, at vi tillader, at frontmedarbejdere går rundt med ondt i maven, fordi ingen støtter dem i den krævende opgave at samarbejde med ”besværlige” pårørende.

Det er tid til forandring, også for personalets og arbejdsmiljøets skyld.