Fogh: I skal forvandle krisen fra fare til mulighed

NYTÅRSTALE: Ved at skubbe Danmark ind i en grøn fremtid skal danskerne i fællesskab forvandle krisen fra en fare til en mulighed, sagde statsministeren.
"Det grønne samfund er ikke et samfund uden vækst. Vi skal tværtimod sætte gang i væksten med ny teknologi, grønne idéer og en blomstrende eksport. Vi skal gøre Danmark til en grøn vindernation," sagde statsministeren i sin tale nytårsdag 2009.
"Det grønne samfund er ikke et samfund uden vækst. Vi skal tværtimod sætte gang i væksten med ny teknologi, grønne idéer og en blomstrende eksport. Vi skal gøre Danmark til en grøn vindernation," sagde statsministeren i sin tale nytårsdag 2009.Foto: stm.dk
Rasmus Nielsen

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har holdt sin traditionsrige nytårstale på årets første dag.

Modsat sidste år, hvor han betonede faren for en overophedet økonomi, var det i dag truslerne i form af global økonomisk krise og den øgede terror, der var akslerne i Foghs tale.

Han lovede at indfase den kommende skattereform så hurtigt, at danskerne ved at få flere penge til forbrug kan imødegå, at krisen herhjemme bliver værre end højst nødvendigt.

"En skattereform, hvor vi sænker skatten på det, vi vil have mere af - arbejde. Og hæver skatten på det, vi vil have mindre af - forurening," sagde statsministeren i sin tv-henvendelse til danskerne fra sin æresbolig Marienborg i Nordsjælland.

I har ikke spurgt, om det kan nytte. I har gjort, hvad I fandt rigtigt. I er en inspiration for os alle. En inspiration til selv at tage ansvar. Og ikke blot vælte opgaven over på andre. Til selv at yde en indsats. Og ikke blot kræve af andre. Til at se muligheder. Og ikke blot give op.

Anders Fogh Rasmussen
Statsminister (V) - til de udstationerede, danske soldater

Han lagde dermed op til sin tales konklusion, nemlig at Danmark skal få foran i en grøn udvikling i verden. Grøn vækst. Ikke bare i anledning af FNs klimatopmøde i København sidst på året, men i høj grad af hensyn til os selv, så vi kan blive fri for at købe energi i lande, vi ikke politisk ønsker at støtte:

"Den vestlige verdens afhængighed af importeret olie og gas medfører en massiv overførsel af velstand fra verdens demokratier til verdens oliestater. Til regimer, som ikke altid deler vort syn på frihed og folkestyre. Ved at mindske overførslen af penge til dem, kan vi øge vor egen selvstændighed. Ved at reducere behovet for importeret energi, kan vi øge frihed og sikkerhed. Ved at svække afhængigheden af olien og gassen, kan vi styrke den demokratiske verden. At skabe en grøn, bæredygtig vækst er den største udfordring for denne og for den næste generation. Det bliver en stor opgave. Den vil kræve engagement og tage tid. Men det er en opgave, vi kan løse ved at stå sammen i en svær tid," konkluderede statsministeren sin nytårstale.

I har ikke spurgt
Den indeholdt i øvrigt også en stærk, næsten følelesladet tak til de danske soldater udstationeret i verdens brandpunkter:

"I har ikke spurgt, om det kan nytte.
I har gjort, hvad I fandt rigtigt.
I er en inspiration for os alle.

En inspiration til selv at tage ansvar. Og ikke blot vælte opgaven over på andre.Til selv at yde en indsats. Og ikke blot kræve af andre.Til at se muligheder. Og ikke blot give op. Det er den holdning, der skaber respekt om os danskere ude i verden. Det er den holdning, der skal til for at klare udfordringer og modstand. Og det er også den holdning, som nu skal bringe os styrkede ud af det økonomiske stormvejr."

Neden for gengiver Altinget.dk statsministerens nytårstale 2009 i fuld længde til dokumentation.

 

Dokumentation

Statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) nytårstale

1. januar 2009

 

Godaften!

Det er første dag i det nye år. Vi er altid spændte på, hvad et nyt år vil bringe. Men

i år nok mere end sædvanligt.

For siden sidste nytår har verden ændret sig.

2008 blev mere uroligt, end vi har været vant til. Et økonomisk uvejr raser i verden

omkring os. Og det sender også bølger ind over os.

Virksomheder er kommet i vanskeligheder. Nogle medarbejdere er sagt op. Andre

frygter at blive arbejdsløse. Nogle oplever, at deres pensioner er mindre værd.

Andre at det er svært at sælge huset.

Jeg forstår godt, at mange er bekymrede eller usikre.

Regeringen tager situationen meget alvorligt. Vi vil ikke tøve med at tage de

initiativer, der skal til, for at Danmark kommer helskindet gennem krisen. Med høj

beskæftigelse og sund økonomi.

*

2008 var også året, hvor den internationale terrorisme kom tæt på Danmark. Vores

ambassade i Islamabad i Pakistan blev mål for en terrorbombe. Flere blev dræbt.

Senere blev en udsendt dansk politimand dræbt ved en terrorbombning af et hotel i

samme by.

Vore tanker går til de berørte familier, som blev ofre for den skruppelløse

terrorisme.

Og mange tænker ængsteligt på, hvad det næste kan blive. Regeringen følger

udviklingen tæt. Vi gør vort yderste for at skabe sikkerhed og tryghed for den

enkelte.

Og vi vil sammen med vore partnere bekæmpe terrorismen ved dens rod.

Det er desværre en kamp, som også har sin pris.

I ugerne op til jul blev fem danske soldater dræbt i Afghanistan. Det er en stor

tragedie og et chok for de familier og pårørende, som så brutalt har mistet én af

deres kære.

I det forløbne år har flere danske soldater mistet livet under tjenesten. Og andre er

blevet såret.

Jeg vil udtrykke min dybeste medfølelse med deres familier og pårørende. Mine

tanker går til jer, der har lidt så smertelige tab.

Mine tanker går også til de dræbte soldaters kammerater. Vi skylder jer den største

tak og dybeste respekt for den indsats, som I yder under vanskelige forhold.

Mange spørger, om det kan nytte.

Ja, det nytter.

 

For nogle måneder sider besøgte jeg vore soldater i Afghanistan. Jeg er imponeret

over, hvad de har udrettet. Vi kan være stolte af dem. De yder en dygtig indsats for

at skabe sikkerhed og et bedre liv for den lokale befolkning. De gør Danmark ære.

Vi lever i en ny verden. En verden, hvor terrorister kan slå til hvor som helst - også

i Danmark. En verden, hvor forsvaret af vores sikkerhed starter fjernt fra dansk

jord.

Afghanistan må ikke igen blive et fristed for terrorister. Derfor er vi i Afghanistan.

Det handler om sikkerhed. Og det handler om, at vi danskere tager medansvar i

verden. Vi ønsker frihed, fred og sikkerhed. Så må vi også selv yde et bidrag.

Derfor er danske soldater, politifolk og andre udsendte med til at bekæmpe

terrorister i Afghanistan, jage pirater ved Somalia og sikre freden i Kosovo og

Georgien og i andre af verdens brændpunkter.

Jeg vil gerne sige en varm tak til alle jer, der gør tjeneste for Danmark rundt om i

verden.

I har ikke spurgt, om det kan nytte.

I har gjort, hvad I fandt rigtigt.

I er en inspiration for os alle.

En inspiration til selv at tage ansvar. Og ikke blot vælte opgaven over på andre.

Til selv at yde en indsats. Og ikke blot kræve af andre.

Til at se muligheder. Og ikke blot give op.

Det er den holdning, der skaber respekt om os danskere ude i verden.

Det er den holdning, der skal til for at klare udfordringer og modstand.

Og det er også den holdning, som nu skal bringe os styrkede ud af det økonomiske

stormvejr.

 

Endnu er det for tidligt at sige, hvor længe den økonomiske krise vil vare. Eller

hvor streng, den vil blive. Men i forhold til mange andre lande er vi i Danmark

godt rustede til en svær tid.

Vi har en lav ledighed. Hvor andre lande har høj arbejdsløshed.

Vi har overskud i forhold til udlandet. Hvor andre lande har underskud.

Vi har lav offentlig gæld. Hvor andre lande slæber med store underskud og

voksende gæld.

Vi er godt rustede, fordi vi i en lang årrække har ført en sund og stabil økonomisk

politik.

I de senere år har vi haft store overskud på statens finanser. De overskud har vi

brugt til at betale af på gælden.

Vi har lagt til side i de fede år. Så der er noget at tære på i de mere magre.

Derfor har vi nu større handlefrihed.

Og det benytter vi os af allerede i år. Vi giver et skub til dansk økonomi.

Blandt andet ved at sænke skatten. Så de fleste familier vil have flere penge til

rådighed i år.

 

Og vi skal have gang i bankernes udlån til fornuftige projekter.

Det er godt, når kassen bliver smækket i for spekulanter og lykkeriddere.

Men det er galt, hvis bankerne nu går i den anden grøft og holder op med at låne

ud til sunde virksomheder med gode forretningsidéer. Eller til familiers fornuftige

køb af hus eller bil. For så går samfundet i stå. Til skade for os alle sammen.

 

Allerede her i januar vil vi derfor tilbyde at skyde ny kapital ind i veldrevne

banker. Ikke af hensyn til bankerne. Men for at bankerne fortsat kan låne ud. Til

gavn for os alle sammen.

Selvfølgelig på betingelser. Pengene skal ud at arbejde. Og bankdriften skal være

sund, solid og sober.

Hvis alt dette ikke rækker, vil vi tage yderligere skridt for at sikre den økonomiske

aktivitet.

Vi har planlagt massive investeringer i en modernisering af det danske samfund

over de kommende år. Hvis det er nødvendigt, vil vi fremrykke en række af disse

investeringer.

I nye og moderne hospitaler.

I bedre skoler, daginstitutioner og ældreboliger.

I en mere moderne, effektiv og miljøvenlig transport - både i biler, tog og busser.

Vi vil slå to fluer med ét smæk: Sætte skub i økonomien her og nu og forbedre

velfærd, miljø og konkurrencekraft i fremtiden.

 

Og vi er parate til endnu en gang at bruge skatten til at sætte skub i økonomien.

Regeringen har en skattereform i støbeskeen. En skattereform, hvor vi sænker

skatten på det, vi vil have mere af - arbejde. Og hæver skatten på det, vi vil have

mindre af - forurening.

Hvis økonomien fortsætter med at se dyster ud, kan vi indfase skattereformen, så

danskerne får flere penge mellem hænderne til en start.

Så kan vi på én gang sikre, at der kommer gang i økonomien, at det bedre kan

betale sig at arbejde, og at det bedre kan betale sig at passe på miljøet.


*

Vi står over for en betydelig udfordring. En international økonomisk krise af et

historisk omfang.

En krise indeholder både en fare og en mulighed.

En fare, hvis et unødigt sortsyn fører til en ond cirkel med yderligere krise, kaos og

kollaps.


Men en krise giver også mulighed for at tænke nyt. At finde vejen ud af

vanskelighederne med nye idéer, nye metoder, nye initiativer.

Lad os bane en sådan vej. En vej til ny, holdbar vækst. Grøn vækst.

Lad os sætte den vision at skabe en ny, grøn økonomi. Et samfund, hvor vi er helt

uafhængige af forurenende brændsler som kul, olie og gas.

 

Det kræver, at vi omlægger produktion og forbrug. Gradvist, men målrettet.

I Danmark skal vi udvikle grønne løsninger, som hele verden kan få glæde af.

På den måde kan vi sætte gang i økonomien, skabe titusindvis af grønne jobs og

dreje hele samfundet mod en grøn, bæredygtig vækst.

Det er vejen frem.

Det grønne samfund er ikke et samfund uden vækst. Vi skal tværtimod sætte gang i

væksten med ny teknologi, grønne idéer og en blomstrende eksport. Vi skal gøre

Danmark til en grøn vindernation.

Ikke med forbud og påbud, der kvæler livsglæde og virkelyst. Men med dynamisk

grøn vækst.

Med grøn energi fra vind, biobrændsler, sol og andre vedvarende energikilder.

Med flotte plus-energihuse, der producerer mere energi, end de bruger.

Med højhastighedstog og topmoderne jernbaner.

Med moderne og hurtige elbiler.

Med ordentlige veje, der er anlagt, så de tager hensyn til naturen.

Med et landbrug, der beskytter naturen og leverer grøn energi, sikre fødevarer og

fortsat store eksportindtægter.

Og vi skal vise et globalt grønt lederskab. Til december er Danmark vært ved FN's

klimakonference. Her er målet at nå en global aftale om at nedbringe udledningen

af drivhusgasser. Af hensyn til klima og miljø.

Men det handler også om sikkerhed. Den vestlige verdens afhængighed af

importeret olie og gas medfører en massiv overførsel af velstand fra verdens

demokratier til verdens oliestater. Til regimer, som ikke altid deler vort syn på

frihed og folkestyre.

Ved at mindske overførslen af penge til dem, kan vi øge vor egen selvstændighed.

Ved at reducere behovet for importeret energi, kan vi øge frihed og sikkerhed.

Ved at svække afhængigheden af olien og gassen, kan vi styrke den demokratiske

verden.


*


At skabe en grøn, bæredygtig vækst er den største udfordring for denne og for den

næste generation. Det bliver en stor opgave. Den vil kræve engagement og tage tid.

Men det er en opgave, vi kan løse ved at stå sammen i en svær tid. Lad os i

fællesskab skubbe Danmark fremad. Og i fællesskab forvandle krisen fra en fare til

en mulighed.

Faren er, hvis vi frygter fremtiden. Og lader de kortsigtede problemer spærre for de

langsigtede løsninger.

Muligheden er, at vi tror på fremskridtet. Og lader de langsigtede løsninger

afhjælpe de kortsigtede problemer.

Alt kan gå i stå, hvis angsten for at handle er større end ønsket om at forbedre.

Men alt kan lykkes, hvis viljen til at ville er større end frygten for at fejle.

Godt nytår!


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Fogh Rasmussen

Formand og stifter, Rasmussen Global og Alliance of Democracies Foundation, seniorrådgiver, Citigroup, fhv. generalsekretær, Nato, fhv. statsminister (V), partiformand & MF
cand.oecon. (Aarhus Uni. 1978)

0:000:00