Svage borgere koster altså penge

Vores langsigtede mål er altid beskæftigelse, man må bare erkende, at vejen derhen kan være kort, og den kan være lang, og det er en af styrkerne ved det her system, at vi faktisk dækker hele spektret.

Lise Willer
Jobcenterchef

Rigsrevisionens kritik af aktiveringsindsatsens manglende resultater har medført hård kritik af beskæftigelsesminister Inger Støjberg som forvalter. Men hverken beskæftigelsesministeren eller hendes ministerium finder kritikken særlig velfunderet.

"Vi får ikke med et snuptag folk i gang, som har været uden for arbejdsmarkedet i årevis. Men et aktivt tilbud kan hjælpe på vej. Også selvom vejen til et job kan være både lang og udfordrende," lød det fra beskæftigelsesministeren i en pressemeddelelse umiddelbart efter offentliggørelsen af Rigsrevisionens beretning.

Alligevel lægges der nu op til en reform af aktiveringsindsatsen efter en længerevarende politisk debat.

Beskæftigelse er målet
Den aktive beskæftigelsesindsats, som er blevet ført de seneste 9 år, har på trods af flere ændringer undervejs fastholdt sit overordnede mål - beskæftigelse.

Det er ifølge lov om aktivering derfor en pligt såvel som en ret for borgerne at tage imod hjælp fra staten til at komme i arbejde. Det nye er, at pligten og retten også gælder for de allersvageste kontanthjælpsmodtagere.

De er siden 2006 blevet sidestillet med andre ledige og har derfor både ret og pligt til gentagen aktivering, når de er på kontanthjælp. På den måde håber man, at denne gruppe hjælpes ind på arbejdsmarkedet i den grad, det er muligt.

Kommunerne i krydsild
Efter offentliggørelse af Rigsrevisionens beretning har det ikke skortet på kritik af aktiveringen. Dansk Folkeparti og de Konservative har ikke kun rettet kritikken mod ministeren, men også mod kommunerne, der beskyldes for at udnytte refusionsreglerne i retning af kassetænkning.

"Vi har set, at der er nogle kommuner, der laver kassetænkning, som vi for eksempel lige har set i Københavns Kommune. Det tyder på, at der er noget om snakken med kassetænkning," siger Bent Bøgsted, der er arbejdsmarkedsordfører for Dansk Folkeparti.

Hidtil har man arbejdet med en differentieret refusionsmodel, hvor kommunerne modtager 65 procents refusion af udgiften til kontanthjælp for alle, der er i aktivering, og 35 procent for dem, der blot er jobsøgende.

Denne model kritiseres nu af partierne for at føre til at kommunerne med vilje har sendt folk i aktivering vel vidende, at de ikke var klar til at komme i beskæftigelse, blot for at hente den højere refusionsandel.

Selve aktiveringen en dårlig ide
I KL er man enig i, det er på tide med en reform af beskæftigelsesindsatsen, men samtidig mener man, at folketingspartiernes tale om kassetænkning ikke giver mening.

"Det er ikke mit indtryk, at det forholder sig sådan. Set fra statens side gør det imidlertid ikke nogen økonomisk forskel, da de kommunale nettoudgifter til forsørgelse under alle omstændigheder dækkes af staten. Så højere refusion betyder mindre over bloktilskuddet og omvendt," siger KL's formand Jan Trøjborg.

Arbejdsmarkedsordfører hos Socialdemokraterne, Torben Hansen, vender kritikken mod regeringen selv.

"Jeg synes, at det er langt ude at begynde at tale om kassetænkning. Man har lavet en lovgivning, som tilskynder kommunerne til aktivering, men problemet er, at den aktivering, som har været, har været frygtelig dårlig. Jeg synes, ikke man kan være bekendt at kalde det kassetænkning overfor kommunerne, da det er Folketinget selv, som har fastlagt, at der skal være en højere refusion, når man aktiverer," siger han.

Hjælp frem for aktivering
Det er altså ikke størrelsen af de afsatte midler, men fordelingen af dem, som er kernen i striden. Fra partierne lyder det nu nærmest enstemmigt, at målet for reformer skal være en mere tværfaglig indsats. Man skal hjælpe de svageste med de problemer, de har, i stedet for ensidigt at fokusere på aktivering.

"Hvis en alkoholiker skal i arbejde, er det væsentligt, at vi tager hånd om alkoholproblemet," lyder det blandt andet fra Helle Sjelle fra de Konservative.

Torben Hansen fra Socialdemokraterne istemmer sig synspunktet.

"Det vigtige, som Rigsrevisionen siger, er, at man har brugt en frygteligt masse penge, men at det ikke har virket. Vi vil ikke gøre det dyrere eller billigere, men det drejer sig om, at disse personer får et liv, hvor de ikke er lige så marginaliseret i forhold til arbejde og uddannelse," siger han.

Nye metoder til måling
Men så enkelt kan man ikke stille tingene op, mener Lise Willer, der er jobcenterchef i Esbjerg, hvor man netop har igangsat et pilotprojekt, der med inspiration fra New York fokuserer på resultater frem for processer, som der ellers er tradition for i den danske beskæftigelsesindsats.

Målet med projektet er at blive i stand til at dokumentere, om en ledig borger med en bestemt indsats faktisk rykker tættere på et job eller en uddannelse. Dette gøres helt konkret ved at anvende et "scorecard", hvor socialrådgiverne afgiver en "score" på ni forskellige parametre.

I forhold til de svageste borgere fokuserer man kun på et par enkelte parametre ad gange, som for eksempel kan være økonomi eller netværk.

Ændrer ikke det grundlæggende
For Lise Willler er der ikke noget nyt i, at aktiveringsindsatsen handler om mere end beskæftigelse. Derfor ser hun ikke noget nyt i Rigsrevisionens eller politikernes kritik. Hun erklærer sig rent principielt enig i Inger Støjbergs holdning om, at vi i Danmark ikke lader nogen sejle.

"Pengene er kun spildt, hvis man udelukkende ser på beskæftigelseseffekten. Men lovgiverne ved jo udmærket godt, at vi har borgere, som er ufatteligt langt fra arbejdsmarkedet, men som alligevel indgår i jobcentersystemet," siger hun og understreger, at man ikke kommer udenom, at "det koster penge at have svage borgere".

Hendes pointe er, at så længe der er borgere, som ikke er dårlige nok til at blive førtidspensionister, men som samtidig ikke er i stand til at indgå på det ordinære arbejdsmarked, så vil de være i jobcentersystemet.

"Det, man så kan diskutere, er, om de tilbud, de borgere skal have, skal ligge i regi af jobcentrene eller i regi af sociale tilbud, men det kan for mig være hip som hap. Der vil stadig blive brugt penge på dem," siger hun.

Styrken ligger i bredden
Adspurgt om hun forstår kritikken af, at de svage kontanthjælpsmodtagere føler aktiveringsindsatsen som et overgreb, som det har lydt fra Jan Sjursen, der er formand for Rådet for Socialt Udsatte, svarer hun med henvisning til en af de alkoholiserede klienter fra sit jobcenter.

"Hun ville nok ikke være i live i dag, hvis det ikke var fordi, vi krævede af hende, at hun skulle møde op. Det kan du så kalde et overgreb, men er det ikke også meget menneskeligt?"

Lise Willer er enig i, at man i kommunerne må se på, hvilke projekter der hører under sociale tilbud, og hvilke der hører under beskæftigelsesindsatsen, også selvom hun rent principielt ikke ser den store forskel.

"Vores langsigtede mål er altid beskæftigelse, man må bare erkende, at vejen derhen kan være kort, og den kan være lang, og det er en af styrkerne ved det her system, at vi faktisk dækker hele viften," siger hun.

Heftig kritik af beretningen
Selvom Rigsrevisionen anerkender, at Beskæftigelsesministeriet "har fået foretaget en lang række både kvalitative og kvantitative undersøgelser af kontanthjælpsområdet", så kritiserer de det arbejde, som ministeriet har foretaget for at afdække, hvordan aktiveringen virker.

I selve beretningen fremgår det dog samtidig, at Rigsrevisionen primært baserer sin vurdering af ministeriets vidensarbejde på de manglende resultater.

"Rigsrevisionen finder, uanset rækkevidden af Beskæftigelsesministeriets bemærkninger, at undersøgelsen af effekten af aktiveringsindsatsen på ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpmodtagere giver så klar en indikation af manglende effekt, at Beskæftigelsesministeriet fortsat bør undersøge og tilvejebringe viden om, hvordan aktiveringsindsatsen kan bringe ikke-arbejdsmarkdsparate kontanthjælpsmodtagere i beskæftigelse," lyder det under overskriften "undersøgelsens resultater".