Der er gode grunde til at råbe "Ulven kommer"

Af Jan Hendeliowitz
Regionsdirektør i Beskæftigelsesregion Hovedstaden & Sjælland

I en tid med stigende arbejdsløshed holder vi fast i, at den langsigtede udfordring i beskæftigelsesindsatsen stadig er at opretholde en stor og kvalificeret arbejdsstyrke. Risikoen ved at holde fast i denne udmelding er, at det bliver opfattet, som om vi hele tiden siger "Ulven kommer". Men der er gode grunde til det.

For det første har vi set "ulven komme". Især 2007 og 2008 var gode år med høj beskæftigelse og lav ledighed, men arbejdsmarkedet oplevede stor mangel på arbejdskraft. For private virksomheder kan det betyde, at de må takke nej til ordrer, og at vi som samfund dermed går glip af produktion og beskæftigelse. I det offentlige kan det medføre, at det ikke er muligt at levere de forventede velfærdsydelser.

For det andet kan vi i dag med sikkerhed forudse, at arbejdsstyrken falder, og antallet af personer uden for arbejdsstyrken stiger. Den demografiske udvikling, hvor større årgange af ældre går på pension, og mindre årgange af unge skal erstatte dem, er en udfordring for arbejdsmarkedet. Frem til 2020 vil alene den aldersbetingede afgang fra arbejdsstyrken i Østdanmark være ca. 16.000 personer større end tilgangen.

Konjunkturer er svære at styre
For det tredje er det netop i den nuværende konjunktursituation, vi skal holde fast i den langsigtede udfordring om at fastholde arbejdsudbuddet. Vi ved, at arbejdsstyrken falder i perioder med stigende ledighed og faldende beskæftigelse. Mennesker, som kunne have taget et par år ekstra på arbejdsmarkedet, går på efterløn eller pension. Og de unge har ikke så travlt med at blive færdige med deres uddannelse.

Dertil kommer, at den stigende langtidsledighed i sig selv på sigt kan mindske arbejdsudbuddet. Den aktive beskæftigelsesindsats skal sikre, at ledige får mulighed for at komme tilbage i job - og undgår at blive langtidsledige og dermed risikerer udstødning fra arbejdsmarkedet. De ledige bør ikke gå passive, men skal sikres en relevant aktiv indsats, så de er klar, når jobbene er der.

Konjunkturer og demografi er det vanskeligt for beskæftigelsesindsatsen at gøre noget ved, men vi har indflydelse på, at flest mulige får mulighed for at være aktive på arbejdsmarkedet. Ca. 340.000 i den erhvervsaktive alder (mellem 16 og 64 år) er i øjeblikket uden for arbejdsstyrken i Østdanmark, og tallet er stigende.

Fokus på tilgangen til permanent forsørgelse
Vi får fremover et udvidet fokus i beskæftigelsesindsatsen, hvor vi i større grad vil fokusere på at begrænse tilgangen til de mere permanente forsørgelsesordninger. Beskæftigelsesministeren har derfor sat to nye mål for indsatsen i 2011. Begge handler om både at give den enkelte borger en aktiv rolle på arbejdsmarkedet og om at opretholde en stor arbejdsstyrke.

De to mål handler om at begrænse - især tilgangen til - førtidspension og fleksjob - og om at begrænse antallet af nydanskere på offentlig forsørgelse. De to nye mål supplerer to kendte mål om at reducere arbejdskraftreserven (ledige med over 3 måneders sammenhængende ledighed) og antallet af unge på offentlig forsørgelse.

At være på permanent forsørgelse handler i denne sammenhæng om personer på førtidspension og fleksjob. Den største gruppe er personer på førtidspension. I Østdanmark drejer det sig om næsten 100.000. Mange af de borgere, som får tilkendt førtidspension er yngre mennesker, og mange får tilkendt førtidspension på grund af psykiske sygdomme.

Lad mig først understrege: Der er borgere, som har så alvorlige diagnoser og er så handicappet af deres sygdom, at det ikke giver mening at tale om beskæftigelse. De skal selvfølgelig have deres førtidspension. Hensigten er ikke at tilsidesætte de retsmæssige forudsætninger, der er for tilkendelse af førtidspension og fleksjob. 

Vejen frem til permanent forsørgelse
Men der er grupper af borgere, som historisk ikke har fået den optimale indsats, før de kom på førtidspension, og som med en styrket indsats ville haft muligheder på arbejdsmarkedet, hvis man havde sat ind med en aktiv indsats tidligere.

Ingen må parkeres unødigt på passiv forsørgelse, hvis der er andre muligheder med den rette indsats. Dertil kommer, at især unge med psykiske sygdomme ikke bør afskrives for altid. Bedre behandlingsmetoder mv.kan give nogle en hverdag, hvor aktiv rolle på arbejdsmarkedet igen er aktuel.

Unge skal have en uddannelse
Når vi taler om det størst mulige arbejdsudbud, så taler vi reelt ikke kun om antal, men også om en arbejdsstyrke med de efterspurgte kompetencer. Det er især vigtigt, at de unge får en uddannelse. Vi kan se, at årtiers stigende uddannelsesniveau er brudt. Mange unge - især mænd - kommer aldrig i gang med en uddannelse eller falder fra undervejs.

Her har vi som samfund en stor udfordring i at motivere de unge til at komme i gang - og at indrette vore uddannelser, så de også kan rumme unge med svagere forudsætninger for uddannelse. De skal ikke have én, men flere chancer.

For de unge handler det om erkendelsen af, at vejen til det liv, de forestiller sig, går via  uddannelse og arbejde. Og samfundsøkonomisk handler det om flest muligt på arbejdsmarkedet, og om at antallet af personer i den erhvervsaktive alder uden for arbejdsmarkedet begrænses mest muligt.