Spild af offentlige kroner?

I disse tider, hvor finanspolitisk holdbarhed står højt på den politiske dagsorden, er det imidlertid besynderligt, at det overhovedet ikke diskuteres, at vi intet aner om virkningen af milliarder og atter milliarder, som år efter år postes ud til måske ingen verdens nytte. Her er virkelig et potentiale for at effektivisere.

Michael Rosholm
Professor, Aarhus Universitet

Af Michael Rosholm
Professor, AU

Dette indlæg følger op på mit sidste indlæg, som handlede om, at det kunne være en god ide at undersøge, om de offentlige indsatser, der ydes til borgerne, virker. Det gør man, som påpeget, allerede i vid udstrækning på beskæftigelsesområdet. Selvfølgelig gør man det også på sundhedsområdet, men her har det netop været en selvfølge; tænk, om man ikke kendte virkningen af de behandlinger, man udsætter patienterne for?

På andre områder, for eksempel hele skole- og uddannelsesområdet og store dele af socialområdet, er der imidlertid end ikke antydningen af en sådan evidensbasering af indsatserne. Det kan således øjensynligt være ligegyldigt om de milliarder, som hældes ud til eksempelvis specialundervisning i folkeskolen, til den specialiserede sociale indsats eller på det videregående uddannelsesområde, giver noget som helst afkast i form af henholdsvis bedre basiskundskaber, bedre liv for de udsatte unge som forsøges hjulpet, eller bedre uddannelser eller lavere frafald?

Frafald
I sidste uge kunne man eksempelvis læse om en PhD-projekt fra Syddansk Universitet, som viste at frafaldet blandt kvote 2 ansøgere på medicinstudiet på SDU var lavere end blandt kvote 1 ansøgerne på trods af lavere karakterer i gennemsnit. Jeg kender ikke undersøgelsen, men fandt da resultatet interessant og tænkte, at det kunne man sikkert lære noget af.

Den ansvarlige minister forsøgte imidlertid at bortforklare resultatet med, at det sikkert ikke gjaldt på andre universiteter, og at det i øvrigt var vigtigt at bevare 90% af pladserne til kvote 1 ansøgere, så man ikke spildte tiden med at optjene point for at søge ind på kvote 2. Det er muligvis rigtigt, men hvor ved vi det fra? Findes der en undersøgelse, som underbygger en sådan påstand, eller er det bare grebet ud af den blå luft? Er det ikke værd at kigge på, om undersøgelsen er udtryk for et mere generelt mønster og så finde ud af, om vi kan lære noget heraf til at reducere frafaldet i uddannelsessystemet? Vi har jo en relativt ambitiøs uddannelsespolitisk målsætning.

Dette er ikke for at hænge videnskabsministeren ud, der er tale om et tilfældigt opslag på nettet en tilfældig dag, så en anden dag, et andet eksempel. Det er blot symptomatisk for tænkningen inden for disse områder, at empirisk viden tilsyneladende er af det onde.

Behov for evidensbasering
Forskere og nogle få andre har påpeget behovet for evidensbasering i årevis, men har talt for relativt døve øren. I disse tider, hvor finanspolitisk holdbarhed står højt på den politiske dagsorden, er det imidlertid besynderligt, at det overhovedet ikke diskuteres, at vi intet aner om virkningen af milliarder og atter milliarder, som år efter år postes ud til måske ingen verdens nytte. Her er virkelig et potentiale for at effektivisere.

For at effektivisere er man imidlertid nødt til at vide, hvad der virker, og hvad der ikke virker, og derfor kan skæres væk eller forbedres. På en eller anden måde er denne - næsten tautologiske - nødvendighed ikke rigtigt gået op for nogen i den politiske sfære endnu. Man kan ikke bare råbe op om effektivisering og nedskæringer uden at have den fjerneste anelse om, hvilke indsatser der er gode og hvilke, der ikke er. Eller det kan man godt, men det fører næppe til nogen effektivisering, blot lavere udgifter og lavere offentlige service.