Debat

3F: Det Faglige Hus tager æren for fagbevægelsens historiske arbejde

Johnny Nim anklager fagbevægelsen for at mangle fornyelse og forandring. Denne anklage klinger hult, når Det Faglige Hus hverken har bidraget til fagforeningernes arbejde eller tager ordentligt hånd om deres medlemmers lønforhold, mener forbundssekretær hos 3F, Henning Overgaard.

Det Faglige Hus og de gule organisationer profiterer på fagbevægelsens mangeårige kamp for lønmodtagernes rettigheder, mener Henning Overgaard.
Det Faglige Hus og de gule organisationer profiterer på fagbevægelsens mangeårige kamp for lønmodtagernes rettigheder, mener Henning Overgaard.
Henning Overgaard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Vanen tro trutter forretningsmanden Johnny Nim i sit indlæg 20. april ikke med de goder, kunderne i Det Faglige Hus angiveligt nyder. Ud over, at de – med en omskrivning af en forhenværende statsminister, forhenværende partiformand og nu løsgænger – betaler noget mindre for meget, meget mindre, end hvis de vælger at melde sig ind i en rigtig fagforening. 

Nim og hans forretning har i årtier satset på de unge kundegrupper, for – som det ærligt blev formuleret i et tidligere interview i Jyllands-Posten – ”de interesser sig ikke for fagpolitik og… har ikke skulle kæmpe for deres rettigheder… De kigger på pris.”

Lønmodtagernes rettigheder bliver sat på spil
I 3F oplever vi dog, at de unge i dag i stigende omfang møder et arbejdsmarked i voldsom forandring, hvor sikkerhed for lønmodtagernes rettigheder er ”gammeldags,” og maksimal fleksibilitet og lave omkostninger for arbejdsgiverne jagtes skånselsløst.

Nims eget forretningskoncept er båret af en vis konservatisme over årene: Lokkende priser koblet med løgnagtige løfter om ”samme service” til kunderne, der hverken har noget at skulle have sagt eller stemmeret om egne lønforhold.

Henning Overgaard
Forbundssekretær, 3F

Men big-business manden fra Det Faglige Hus har i sit indlæg hverken øje eller forståelse for, at den af de konfliktramte virksomheder, der er anledning til den aktuelle debat om adgang til lønkompensation, selv startede den faglige konflikt ved at opsige sin overenskomst og lockoute fagforeningsmedlemmer – vel at mærke efter, at coronakrisen var brudt ud.

Hvorfor det? Jo, den landsdækkende restaurantkæde ønskede ”fleksibilitet” – hvilket skulle forstås som nul sikkerhedsnet under de ansattes rettigheder – samt at barbere tyve kroner af tjenernes ”fyrstelige” timeløn.

Det Faglige Hus tjener penge på andres arbejde
Ifølge nogle borgerlige – og Det Faglige Hus – skal skatteborgerne efter denne brutale arbejdsgiveradfærd hæmningsløst spytte i kassen for at redde restaurantkæden, der ejes af en kreds af landets rigeste. Og hvis fagbevægelsen ikke nikker hertil, skyldes det ifølge Johnny Nim ”manglende lyst til fornyelse og forandringer.” 

Tja. Nims eget forretningskoncept er båret af en vis konservatisme over årene: Lokkende priser koblet med løgnagtige løfter om ”samme service” til kunderne, der hverken har noget at skulle have sagt eller stemmeret om egne lønforhold.

At Nim taler om rettigheder og forbedringer, der er skabt for 50-100 år siden, er naturligt nok, da hans eget forretningsfaglige hus godt nok tjener kassen på det, der historisk er skabt af andre. Derimod har forretningen hverken bidraget eller fornyet en hujende fis for lønmodtagernes rettigheder i hele butikkens åbnings- og levetid.

3F vil fortsat kæmpe for lønmodtagernes rettigheder
I 3F er vi mere end klar til forandringer og nye udfordringer på arbejdsmarkedet: Grøn omstilling, robotter, automatisering, platformsvirksomheder og meget mere.

Vi har blandt andet indgået overenskomst med rengøringsplatformen Hilfr og senest med Just Eat. Og vi vil vedblive med at forsvare også de unge lønmodtageres rettigheder, uanset om det bliver spin-stemplet som ”gammeldags.”

At Nim taler om rettigheder og forbedringer, der er skabt for 50-100 år siden, er naturligt nok, da hans eget forretningsfaglige hus godt nok tjener kassen på det, der historisk er skabt af andre.

Henning Overgaard
Forbundssekretær, 3F

Danske virksomheder er internationalt konkurrencedygtige. Netop fordi ansvarlige og stærke fagforeninger har indgået overenskomster, der giver plads for fleksibilitet og sikrer høj produktivitet. Det skal blot ske i en fair balance mellem aktionærernes og de ansattes interesser og ve og vel.

Men hvis organiseringen og overenskomstdækningen fortsat svækkes, så taber både lønmodtagerne og de seriøse danske virksomheder. Kun tåber vil kunne fryde sig herved – og grine hele vejen ned til banken.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00