Debat

3F til Dansk Erhverv: Økonomien er med os, så drop udenlandsk arbejdskraft og sats på vores egne ledige

Nationalbanken understreger, at Danmark hverken står på tærsklen til en stor overophedning eller er på vej ind i en vækstmur. Derfor bør vi række ud til vores egne ledige frem for at følge Dansk Erhvervs forslag om at åbne dørene for billig udenlandsk arbejdskraft, skriver Søren Heisel.

Udenlandsk arbejdskraft er ikke et økonomisk trumfkort, men har tværtimod&nbsp;de senere år&nbsp;ført til demonstrationer mod&nbsp;kritisable arbejdsvilkår&nbsp;på byggepladser, rengøringsselskaber eller på transportområdet, skriver&nbsp;Søren Heisel.<br>
Udenlandsk arbejdskraft er ikke et økonomisk trumfkort, men har tværtimod de senere år ført til demonstrationer mod kritisable arbejdsvilkår på byggepladser, rengøringsselskaber eller på transportområdet, skriver Søren Heisel.
Foto: Celina Dahl/Ritzau Scanpix
Søren Heisel
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Arbejdsmarkedschef i Dansk Erhverv Peter Halkjær opfordrer i et debatindlæg i Altinget beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) til at åbne for endnu mere udenlandsk arbejdskraft.

Det går i øjeblikket så godt for dansk økonomi, at mange virksomheder melder om mangel på arbejdskraft og rekrutteringsproblemer.

Regeringen har imødegået denne udfordring med planen 'Danmark kan mere 1', der øger arbejdsudbuddet med godt 10.000 fuldtidspersoner via en række tiltag omkring dimittendsats, fastholdelse af seniorer, opkvalificering, uddannelse og øget fribeløb for SU-modtagere.

Men regeringens plan indeholder ingen tiltag om lettere adgang til billig, udenlandsk arbejdskraft, som Dansk Erhverv og de øvrige erhvervsorganisationer har tigget om i lang tid.

Hummelgaard har heller ikke i den seneste uges kommentarer til den stigende beskæftigelse nævnt udenlandsk arbejdskraft som en løsningsmulighed på virksomhedernes udfordringer. Derfor er Peter Halkjær endnu engang på banen med en bøn om at åbne sluserne for de billige udlændinge.

Den økonomiske fremgang er på trapperne 

Peter Hummelgaard handler både klogt og forstandigt, når han ikke inddrager billig, udenlandsk arbejdskraft som en løsningsmulighed for mere arbejdskraft. Arbejdsmarkedet er nemlig slet ikke så glohedt, som erhvervsorganisationerne forsøger at italesætte i øjeblikket.

Peter Hummelgaard handler både klogt og forstandigt, når han ikke inddrager billig, udenlandsk arbejdskraft som en løsningsmulighed for mere arbejdskraft.

Søren Heisel
Forbundssekretær, 3F

Det kunne Danmarks ypperste, uafhængige sagkundskab på området, Danmarks Nationalbank, fortælle noget om i sidste uge. Her udgav banken en ny prognose for dansk økonomi, hvor blandt andet udfordringerne på arbejdsmarkedet blev analyseret.

Banken skriver, at det går godt for dansk økonomi i øjeblikket, og at fremgangen ventes at fortsætte i de kommende år, hvor dansk økonomi bevæger sig ind i en moderat højkonjunktur som før pandemien. Og så det vigtige: Det aktuelle pres vurderes som udgangspunkt ikke at udvikle sig til en overophedning.

Omkring mangel på arbejdskraft skriver Nationalbanken, at udfordringerne vil tage lidt af i takt med, at stillinger bliver besat, og at test- og vaccineprogrammet nedskaleres. Ledigheden er ikke presset i bund, og der er stadig personer uden for arbejdsstyrken, som kan træde til. Tidligere gennemførte reformer bidrager desuden til at øge arbejdsstyrken, blandt andet ved at forøge tilbagetrækningsalderen, ligesom antallet af udenlandske beskæftigede er stigende.

Endelig skriver banken, at rekrutteringsvanskelighederne i virksomhederne i sig selv ikke vurderes at føre til markant højere lønpres. Og skulle lønnen stige lidt, så er der plads til det.

Ingen røde advarselslamper
Der blinker altså ingen røde advarselslamper omkring arbejdsmarkedet fra Danmarks Nationalbank. Arbejdsmarkedet er ikke støvsuget for arbejdskraft. Der er stadigvæk mere end 100.000 arbejdsløse herhjemme, hvilket er 40.000 flere end vi for eksempel så op til finanskrisen.

Der er stadig mange millioner arbejdsløse i EU, der frit kan hentes til Danmark, og der er fortsat mulighed for at hente højtuddannet arbejdskraft og specialister til Danmark via de forskellige særordninger. Der er således intet, der tilsiger, at vi står lige på tærsklen til en stor overophedning eller at dansk økonomi ved at brage ind i en vækstmur.

Der er rigtig mange gode grunde til, at det er en rigtig dårlig idé at åbne sluserne for billig, udenlandsk arbejdskraft fra Sydamerika eller Fjernøsten.

Først og fremmest er der risiko for social dumping. Erfaringerne fra de senere år viser os, hvor meget fusk og usle arbejdsvilkår der bedrives, når sagesløse udlændinge hentes ind i store busser til byggepladser, rengøringsselskaber eller på transportområdet.

For det andet vil tusindvis af danske lønmodtagere - murere, tømrere, gartnere - blive presset på både løn og arbejdsvilkår, fordi mange udlændinge lader sig presse til at arbejde ultrahårdt til den lavest mulige løn.

Endelig vil et udenlandsk rykind fjerne enhver form for motivation for danske unge til at tage en erhvervsuddannelse – hvilket der ellers kan være hårdt brug for i de kommende år.

Vores egne først
Vi skal satse på at få vores egne ledige tilbage i jobs, før vi henter folk i Manilla eller Rio.

Vi skal satse på at få opkvalificeret vores ledige, så de hurtigt kan komme i arbejde.

Vi skal have virksomhederne til at forstå, at de må åbne deres arbejdspladser for de hjemlige ledige, der har brug for lidt sidemandsoplæring eller et lynkursus.

Og vi må have virksomhederne til at tage flere lærlinge, så vi fremover får uddannet den arbejdskraft, virksomhederne efterspørger i dag. Over 17.000 unge mennesker søger i dag en praktikplads på praktikpladsen.dk.

Lad os sammen – arbejdsgivere, arbejdstagere og politikere – finde de løsninger, der gavner hele Danmark og ikke kun arbejdsgiverne. Det er både retfærdigt og nødvendigt i den nuværende situation.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peter Hummelgaard

Justitsminister, MF (S)
cand.jur. (Københavns Uni. 2012)

Peter Halkjær

Arbejdsmarkedschef, Dansk Erhverv

0:000:00