Advokat til AES: Sagsbehandlingstiden er uholdbar

DEBAT: Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har offentliggjort tal for sagsbehandlingstider, men de kan ikke sammenlignes på tværs af årene, skriver advokat Karsten Høj og efterlyser konkret handling for at nedsætte sagsbehandlingstiden.

Af Karsen Høj
Advokat, Elmer Advokater

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) har i sit nyhedsbrev fra 25. februar 2019 under overskriften "Fine resultater i 2018" redegjort for sagsbehandlingstiden.

Her fremgår det, det er tilfredsstillende, at den er faldet både generelt med to måneder, og i de mere komplicerede sager – "førstegangssager om erhvervsevnetab" – med omkring syv måneder til ned til omegnen af 25 måneder. Det tager altså stadig i gennemsnit mere end to år at træffe afgørelse om erstatning for erhvervsevnetab.

Det er ikke et såkaldt "fint resultat". Det er misvisende at sammenligne sagsbehandlingstiden for 2018 med 2017.

Tal kan ikke sammenlignes
Det skyldes, at AES i 2017 afviklede omkring 5.000 såkaldte toårs-sager om erhvervsevnetab ved en ekstraordinær indsats, der forudsatte ansættelse af "op mod 50 årsværk".

Det var en virkelig længe tiltrængt bevilling til en gang for alle at komme af med den store pukkel af sager, hvor de hårdest ramte arbejdsskader havde ventet mere end to år på at få afgjort deres ret til erstatning for mistet indtægt.

Men som AES blandt andet skrev i deres årsrapport for 2017, så stiger sagsbehandlingstiden i perioder, hvor man afgør mange gamle sager. Det skyldes, at den enkelte sag først medregnes, når den afsluttes. Derfor steg den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for afgørelser om erhvervsevnetab fra 27 måneder i 2016 til 32 måneder i 2017. Faldet på omkring syv måneder er således ikke udtryk for noget reelt fald.

Ombudsmanden
AES har endvidere glemt at fortælle, at målsætningen for disse afgørelser så sent som i 2016 var 21 måneder. I udtalelse af 26. maj 2016 skrev Folketingets Ombudsmand da også følgende:

"(…) det er usikkert, om Arbejdsskadestyrelsens plan for at nedbringe sagsbehandlingstiderne er tilstrækkelig". "Man må anerkende, at nogle typer af sager af naturlige grunde tager lang tid. Men det er overraskende, at målet er 21 måneder, når man tidligere har behandlet disse sager væsentligt hurtigere."

Når det i 2016 ifølge ombudsmanden var tvivlsomt, om man havde en tilstrækkelig plan for at nedbringe sagsbehandlingstiden til 21 måneder, og når han fandt det overraskende, at man ikke havde en mere ambitiøs målsætning, må ombudsmanden gå ind i problemstillingen igen.

Hvem tør sanktionere?
Der er hverken i nyhedsbrevet eller på anden måde – mig bekendt – sat en målsætning op for, hvor lang tid det må tage at træffe afgørelse i sager om erhvervsevnetab. De politisk ansvarlige for området må en gang for alle få opsat ufravigelige mål for sagsbehandlingstiden. Man skal huske, at 25 måneder er et gennemsnit.

Da en del sager kan afgøres hurtigere, må det betyde, at de hårdest ramte venter endnu længere. Det er helt uholdbart. Hvis sagsbehandlingen bliver målrettet, effektiv og båret af den nødvendige faglighed, er det realistisk at have truffet førstegangsafgørelse om erhvervsevnetab inden for 12-14 måneder. Hvis ændrede forhold giver anledning til, at der træffes en ny afgørelse, kan det gøres inden for to-tre måneder.

Men hvem tør sætte sådanne målsætninger op og sanktionere dem, hvis de ikke bliver overholdt?

Forrige artikel AES-direktør svarer på kritik: Vi er stolte af vores resultater AES-direktør svarer på kritik: Vi er stolte af vores resultater Næste artikel Lederne: Tilbagetrækning sker oftere af lyst end af nød Lederne: Tilbagetrækning sker oftere af lyst end af nød
Nu bliver det lettere for EU-borgere at få danske dagpenge

Nu bliver det lettere for EU-borgere at få danske dagpenge

AFTALE: Borgere fra andre EU-lande vil fremover kunne få ret til danske dagpenge efter én måneds arbejde i Danmark. Det er konsekvensen af en ny aftale i EU. Dermed taber Danmark kampen for at fastholde en længere optjeningsperiode.