Det Faglige Hus: Vi nasser ikke, vi tilbyder et alternativ

Af Johnny Nim
Landsformand, Det Faglige Hus

I disse dage tales der rigtig meget om en mulig storkonflikt på det offentlige arbejdsmarked – en konflikt, som inddrager både, stat, regioner og kommuner. Cirka 745.000 lønmodtagere vurderes at være direkte eller potentielt berørt.

Af dem er der en del, som har valgt at være medlem af én af de alternative fagforeninger såsom Det Faglige Hus. Fordi vi ikke er en del af det overenskomstgrundlag, der er til forhandling, kan vores medlemmer ikke lovligt strejke eller for dens sags skyld omfattes af en lockout.

Det har fået flere af de gamle forbund til endnu engang at beskylde os for at være nassere og for at modarbejde den danske model, og netop det tema har også optaget medierne den seneste uge.

Vi har flere gange, senest i 2012, opfordret LO til at gå i dialog med os om et medlemskab eller en anden form for samarbejde. Det kunne måske have forpligtet også vores offentligt ansatte medlemmer i den aktuelle konflikt.

Men det er blevet afvist, med henvisning til at vi er tværfaglige og dermed ikke kan leve op til LO's regler om grænsedragninger mellem de enkelte forbund.

Mens LO og stort set alle andre af de gamle forbund år efter år mister medlemmer, oplever vi til stadighed stor fremgang

Johnny Nim
Landsformand, Det Faglige Hus

Vi er tværfaglige, fordi langt de fleste lønmodtagere alt andet lige har behov for den samme type hjælp, uanset hvilken branche de arbejder i, og fordi vi dermed kan opnå en økonomisk meget mere hensigtsmæssig drift, når vi ikke partout skal være opdelt i mindre enheder med hver sin administration og hver sine særinteresser.

Det giver lønmodtagerne en markant billigere løsning. Men det kan man åbenbart ikke håndtere i LO-familien.

Andre tilgang til konflikter
Vi beskyldes også for at være imod strejkeretten. Det er ikke rigtigt. Vi har i vores landsdækkende overenskomst med arbejdsgiverforeningen KA specifikt givet afkald på strejkeretten og i stedet valgt en model, hvor en neutral opmand afgør uenigheder om overenskomstfornyelse.

I øvrigt på samme måde som FOA gør i sin overenskomst med KA Pleje. Det betyder ikke, at vi i enhver henseende er imod strejker – men det viser vel blot, at vi er åbne over for, at der kan være andre måder at løse stridigheder på. 

Presset på modparten i forhandlingssituationen ligger i denne løsning blandt andet i, at man ikke længere selv alene bestemmer, hvordan den endelige overenskomst ser ud.

Det svarer lidt til, at forligsmanden i den konkrete situation havde mandat til at gennemtvinge en forligsskitse (i stedet for at man skal vente på, at Folketinget gør det).

Set i lyset af, hvor lidt lønmodtagerne har fået ud af de seneste årtiers arbejdskonflikter på det offentlige område – bortset fra øgede kontingenter – er det måske ikke helt hen i vejret at interessere sig lidt for en anden tilgang til at løse konflikter. Vi vil i hvert fald gerne tage diskussionen.

Foreningsfrihed i Danmark
De overenskomster, der er til forhandling og genstand for en mulig konflikt, gælder også en del af vores medlemmer. De nyder altså også godt af de goder, som de andre fagforeninger forhandler hjem – og høster frugterne af deres anstrengelser, herunder en eventuel strejke og lockout.

Skal vi have en dårlig smag i munden over det? Tja, som sagt har LO selv afvist et samarbejde med os. Og situationen er ikke anderledes end den, der gælder i forhold til vores egen landsdækkende overenskomst med arbejdsgiverforeningen KA.

Der er givetvis i mange af de virksomheder, der omfattes af denne overenskomst, medarbejdere, der er medlemmer af for eksempel HK, 3F og Dansk Metal. De får også gavn af de resultater, vi forhandler hjem, senest for eksempel opsigelsesbeskyttelse allerede efter 6 måneders ansættelse.

Men det er jo vores valg også at forhandle for dem og altså forhandle områdeoverenskomster fremfor medlemsoverenskomster. Det er der tradition for i Danmark, og det fungerer godt for alle. På samme måde omfatter både vores overenskomst og alle andre overenskomster også titusindvis af lønmodtagere, der ikke er medlemmer nogen steder.

Det er konsekvensen af, at vi har foreningsfrihed i Danmark. Det må alle vi, der agerer på arbejdsmarkedet, leve med og acceptere, når vi insisterer på at være overenskomstpart.

Det Faglige Hus er kommet for at blive. Den gamle fagbevægelse får ikke opfyldt deres håb om, at der kommer en dag, hvor alle lønmodtagere får en kollektiv åbenbaring og vælger os fra. LO-familien kunne måske i stedet prøve at tage lidt pejling af, hvad lønmodtagerne egentlig ønsker.

Mens LO og stort set alle andre af de gamle forbund år efter år mister medlemmer, oplever vi til stadighed stor fremgang. Mere end 12.000 nye medlemmer fandt vej til os sidste år, og stigningen fortsætter med endnu større styrke i 2018. Vores mission om at nå 140.000 medlemmer i 2020 ser ud til at kunne realiseres allerede i år.

Det kunne jo tyde på, at vi med vores måde at arbejde på med blandt andet et stærkt fokus på kerneydelserne, løbende tilfredshedsmålinger, en slank organisation og partipolitisk uafhængighed har fat i den lange ende.