Debat

DF til Byggefagenes Samvirke: Socialområdet skal bestemmes af nationalstaterne - ikke EU

REPLIK: Vi kan ikke acceptere en social protokol, der giver EU mere indflydelse på det sociale område, skriver Kenneth Kristensen Berth og Claus Kvist Hansen fra Dansk Folkeparti.

Rejsende arbejdstagere skal ikke have adgang til danske velfærdsydelser fra dag et, skriver Kenneth Kristensen Berth og Claus Kvist Hansen.
Rejsende arbejdstagere skal ikke have adgang til danske velfærdsydelser fra dag et, skriver Kenneth Kristensen Berth og Claus Kvist Hansen.Foto: Søren Bidstrup/ Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Kenneth Kristensen Berth og Claus Kvist Hansen
Hhv. EU-ordfører og ordfører for social dumping for Dansk Folkeparti

Formanden for Byggefagenes Samvirke, John Ekebjærg-Jakobsen, anklager i et indlæg her på Altinget 16. marts Dansk Folkeparti for at svigte i kampen mod social dumping.

Det ærgrer os, for han tager fuldstændig fejl. Og han gør det også på et tvivlsomt grundlag, når han gør det på baggrund af den igangværende debat i EU om en social protokol.

John Ekebjærg-Jakobsen diagnosticerer ellers på glimrende vis de problemer, som arbejdskraftens frie bevægelighed på EU’s indre marked har skabt: Løndumping, udhuling af det danske overenskomstsystem, sort arbejde, kriminalitet og svindel.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

John Ekebjærg-Jakobsen mener, at vi skal gøre mere for at sikre ordnede vilkår på det danske arbejdsmarked, og at tilrejsende arbejdstagere skal arbejde på lige vilkår med danskere. Og han mener, at en social protokol, der skal sikre arbejdstageres rettigheder, skal veje tungere end det indre markeds økonomiske friheder.

EU skal ikke bestemme over socialområdet
Vi er fuldstændig enige i intentionen om at sikre, at det er danske vilkår, der gælder på det danske arbejdsmarked. Men vi er ikke enige i løsningsmodellen, som John Ekebjærg-Jakobsen foreslår.

Den sociale protokol, som de europæiske faglige sammenslutninger har foreslået, vil svække vores muligheder for at forsvare skattefinansierede danske velfærdsydelser.

Kenneth Kristensen Berth og Claus Kvist Hansen (DF)
Hhv. EU-ordfører og ordfører for social dumping

Det er vi ikke, fordi vi mener, at det forslag til en social protokol, som vi taler om her, ikke vil have den effekt, som John Ekebjærg-Jakobsen og den europæiske fagbevægelse håber på.

Der er en række problemer med det nuværende forslag.

Den sociale protokol, som de europæiske faglige sammenslutninger har foreslået, vil svække vores muligheder for at forsvare skattefinansierede danske velfærdsydelser, idet vi, hvis forslaget blev realiseret, ikke længere vil kunne indeksere børnechecken, omdefinere det vandrende arbejdstagerbegreb, begrænse adgang til kontanthjælp, dagpenge og så videre for vandrende arbejdstagere, som kun har opholdt sig i Danmark i kort tid.

For det andet er det endnu et skridt i retning af, at EU får en social dimension.

Det er vi imod, fordi EU ikke skal have mere indflydelse på det sociale område, end tilfældet allerede er.

Ansvaret for socialområdet er nationalstaternes
Og historien er rig på eksempler, hvor forslag fra EU som udgangspunktet ikke skulle svække den nationale suverænitet, men så alligevel med tiden er endt med at være voldsomt indgribende i forhold til staternes ret til at fastlægge nationale love og regler.

I forhold til den sociale søjle er denne ikke i første omgang bindende for medlemsstaterne, men nu begynder diskussionen om, hvordan man skal gøre den bindende. Første spørgsmål, der blev taget op, er, hvordan ligeløn fremmes. Her ligger Danmark i midten af feltet – og Rumænien ligger helt i top, så vi skal åbenbart spejde mod Rumænien for at finde svar på denne udfordring.

Er det virkelig det, John Ekebjærg-Jakobsen og den europæiske fagbevægelse ønsker?

DF kæmper mod social dumping
Vi er enige med John Ekebjærg-Jakobsen i, at der er store udfordringer med social dumping. Det er også en kamp, som DF er engageret i.

Det kan man blandt andet se på de finanslovsaftaler, som vi har forhandlet på plads siden regeringsskiftet i 2015, og hvor vi blandt andet har sikret midler til at fastholde den fælles myndighedsindsats mellem Arbejdstilsynet, Skat og politiet. Man kunne også nævne det fælles udspil fra DF og SF om bekæmpelse af social dumping i transportsektoren.

Vi vil komme med vores eget forslag efter sommerferien, så vi kan beskytte lønmodtagernes rettigheder uden at give en hvilken som helst rejsende arbejdstager, som finder vej til Danmark, fuldstændig fri ret til skattefinansierede, danske velfærdsydelser fra dag ét.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Claus Kvist Hansen

Formand, Horsens Erhvervshavn, specialkonsulent, Region Syddanmark
cand.jur. (Aarhus Uni. 1998)

Kenneth Kristensen Berth

Souschef og daglig leder af politisk afdeling, DF, byrådsmedlem (DF), Vallensbæk Kommune
cand.mag. i historie og samfundsfag (Københavns Uni. 2002)

0:000:00