Drop skyttegravskrigen og tag ansvar

Af Mai-Britt Iversen
Rådmand i Aalborg Kommune

Det har været beskæmmende at opleve, hvordan debatten om jobcentrenes indsats har været præget af diverse populistiske forslag eller direkte manglende viden om de rammer og roller, som jobcentrene er underlagt.  

Ros til Altinget.dk for at tage tråden op. Det er en fornøjelse at læse de foregående indlæg fra bl.a. Kurt Nygaard, Jobcenter Horsens, og Morten Kaspersen, AK Samvirke. Ikke fordi jeg nødvendigvis er enig i alt, hvad de skriver. Men artiklerne bærer præg af, at de tydeligvis ved, hvad de taler om. 

Vi har i mange år i Danmark haft et arbejdsmarked, der var præget af, at langt størstedelen af de jobsøgende og virksomhederne finder hinanden af sig selv - uden jobcentrets hjælp. Det lader til at komme bag på både journalister og politikere, at det forholder sig sådan, men sådan var det også, da det hed Arbejdsformidlingen. 

Ledige, der kan selv, skal ikke hjælpes
Den lovgivning, som vi har fået af Folketinget, og som har været gældende under skiftende beskæftigelsesministre, har taget udgangspunkt i dette faktum. Grundlæggende har jobcentrene til opgave at hjælpe de ledige, der har svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet pga. manglende netværk, manglende erhvervserfaring eller manglende kompetencer. Vi skal ikke hjælpe de ledige, der kan selv.  

Derfor har det rystet mig dybt at opleve, at tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen har foreslået, at hvis man er arbejdsmarkedsparat, skal man kunne vælge sin egen jobformidler. Mener han virkelig, at vi som samfund skal betale private aktører for at skaffe ressourcestærke ledige arbejde?

Vi er nået til en tone, hvor det går ud over selve indsatsen. Hvordan skal vores medarbejdere kunne løse opgaverne, som Folketinget har pålagt dem, hvis de ledige og de virksomheder, de skal samarbejde med, gang på gang får et forvrænget billede af indsatsen.

Mai-Britt Iversen
Rådmand i Aalborg Kommune

Jeg savner, at det bliver tydeliggjort, hvad der er jobcentrets ansvar, hvad der med rette er den enkelte lediges ansvar, og hvad der er virksomhedernes ansvar.  

Vi oplever gang på gang at blive konfronteret med, at jobcentrene ikke formidler arbejdskraft til virksomhederne. Det synspunkt bygger på en meget tvivlsom undersøgelse, som Beskæftigelsesministeriet offentliggjorde sidste efterår.  

Ifølge denne stod virksomhederne med 10.000 ubesatte jobs. Det fik både Beskæftigelsesministeren og DA til at konkludere, at beskæftigelsessystemet havde slået fejl. Men undersøgelsen sagde faktisk ikke noget om, om virksomhederne havde anmeldt deres job til jobcentret. Det har vi efterfølgende kunnet konstatere, ikke var tilfældet. Vi savner en debat om, hvad der er virksomhedernes eget ansvar. Jeg nægter at tro, at vores virksomheder ikke kan finde ud af at kontakte jobcentrene, hvis de virkelig mangler arbejdskraft. 

Uberettiget kritik
Vi står i en situation, hvor kritikken af jobcentrene ligger langt ud over hvad, der er rimeligt og sagligt, set i forhold til den rolle og det ansvar, jobcentrene har i dag. Som kommunalpolitiker er jeg vant til lidt af hvert i debatten, men vi er nået en tone, hvor det går ud over selve indsatsen. Hvordan skal vores medarbejdere kunne løse opgaverne, som Folketinget har pålagt dem, hvis de ledige og de virksomheder, de skal samarbejde med, gang på gang får et forvrænget billede af indsatsen? 

Vi kommer kun videre, hvis vi forener alle gode kræfter i beskæftigelsesindsatsen og dropper den ideologiske skyttegravskrig. Erfaringerne viser, at verden er ikke sort-hvid, og vi lokalt kan gøre meget, hvis vi får lov. Jeg tror hverken, at a-kasserne, jobcentrene eller de private aktører sidder inde med alle svarene. Vi er nødt til at bruge hinanden, hvor det giver mening. Med mening mener jeg vel at mærke mening for den ledige.  

Med en to-årig dagpengeperiode behøver vi ikke alle de nuværende regler, der handler om at jagte de ledige. Jeg tror, at de fleste ledige godt kan se skriften på væggen.  

Forældet beskæftigelsespolitik 
Den største udfordring set med mine øjne er, at vi fortsat har en beskæftigelsespolitik, der er indrettet i tiden før finanskrisen, og at den er indrettet, som om de ledige har fire år på dagpenge.  

Derfor har vi blandt politikerne fra landets seks største byer i fællesskab formuleret et forslag til Carsten Koch-udvalget. Heri foreslår vi bl.a. en national kompetencestrategi, der skal være tilpasset efter situationen på arbejdsmarkedet. I perioder med lav beskæftigelse skal de ledige have mere bred adgang til efteruddannelse, mens efteruddannelse i perioder med høj beskæftigelse skal være målrettet brancher med flaskehalsproblemer.