Debat

Dynamisk ulighed?

DEBAT: Verner Sand Kirk, direktør i AK-samvirke, mener, at DA-direktør Jørn Neergaard Larsen overser flere forhold, når han hævder, at en kortere dagpengeperiode vil øge dynamikken.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Foto: AK-Samvirke

Neergaard Larsen mener altså, at dagpengeforringelserne vil bidrage til dynamikken og få de langtidsledige i arbejde. Vi mener, det vil bidrage til øget ulighed i samfundet og udvande vores flexicuritymodel.

Verner Sand Kirk
Direktør, AK-Samvirke
Fakta
Vil du blande dig i debatten? Skriv til [email protected]

Af Verner Sand Kirk,
direktør i AK-samvirke, a-kassernes brancheorganisation

Som administrerende direktør i DA er Jørn Neergaard Larsens største bekymring, om arbejdsudbuddet her i landet er stort nok, så lønningerne ikke løber løbsk. Men at man har reduceret dagpengeforsikringen til ¼ af, hvad den var før, ved at halvere dagpengeperioden og fordoble genoptjeningskravet, er altså ikke den medicin, som bør dulme DA's direktørens nerver - tværtimod.

Neergaard Larsen påstår i et indlæg på Altinget.dk, at en forkortelse af dagpengeperioden "øger dynamikken", og at dagpengeindgrebet er "et såre fornuftigt skridt". Samtidig anfægter han, at 20.000 ledige står til at falde ud af dagpengesystemet og støtter sig til en rapport lavet af Rambøll for Københavns Kommune. Den skulle angiveligt bevise, at det højst vil være 5.000. 

Neergaard Larsen overser flere forhold
Det er interessante synspunkter. For selvfølgelig er det rimeligt at antage, at nogle af de ledige, som er i fare for at miste dagpengene, vil få varigt arbejde. Men Neergaard Larsen overser op til flere forhold, der i høj grad stiller spørgsmålstegn ved hans antagelser.

For det første oplever Danmark et historisk lavt antal jobåbninger på arbejdsmarkedet. Jobindsats.dk har senest offentliggjort, at de over 170.000 arbejdsløse i august måned kun havde 16.600 stillinger i Jobnet at søge. Jeg har svært ved at se, hvordan det skaber dynamik på arbejdsmarkedet, at så mange har så få job at søge. Konsekvensen er snarere, at flere kommer på kontanthjælp eller mister deres forsørgelsesgrundlag.

For det andet henviser Neergaard Larsen til, at tidligere erfaringer med afkortelse af dagpengeperioden viser, at de ledige hurtigt finder sig et arbejde. Men det er at sammenligne æbler og pærer. Vi har en situation i dag, som ikke kan sammenlignes med tidligere. Beskæftigelsesmulighederne er dårligere, og vi er midt i en global økonomisk krise af historiske dimensioner. Med halveringen af dagpengeperioden følger der en fordobling af genoptjeningskravet med. Det betyder reelt, at dagpengeforsikringen er reduceret til ¼ af, hvad den var før.

For det tredje er der en grundlæggende fejlslutning i Neergaard Larsens logik i, at en kortere dagpengeperiode skaber mere dynamik. Neergaard Larsens dynamik består i, at folk vil søge mere intensivt, når dagpengeperioden rinder ud.
Med den logik kan man undre sig over, at man ikke har en dagpengeperiode på en måned eller en uge for den sags skyld?

Tusinder skal reddes på målstregen
Der er stor forskel på om relativt få skal skaffes et arbejde ved egen, a-kassens, eller jobcenterets hjælp - eller om det er mange tusinde, der skal reddes på målstregen.

Det samme overser også Rambøll i deres rapport. Derudover antager Rambøll, at ledigheden kommer til at falde, og at der er udsigt til forbedrede konjunkturer, hvilket der ikke er mange økonomer, som tror på.

AK-Samvirke har snart i et år løbende opgjort hvor mange ledige, som ville kunne miste dagpengene, hvis dagpengereformen havde været gældende allerede i dag. De nyeste tal viser, at langt over 20.000 ledige på årsbasis har overskredet to års ledighed.. Oveni vil der i juli måned 2012, på grund af den måde forringelserne implementeres på, være over 10.000 ledige, der mister dagpengeretten netop i denne måned.

Disse tal er ikke gætværk. De er baseret på Beskæftigelsesministeriets egne tal. Hvis den forringede dagpengeperiode var fuldt ud implementeret i dag, ville nogen af disse arbejdsløse selvfølgelig få et job eller overgå til en anden ydelse. Men at det kun skulle være under 5.000, der falder ud af dagpengesystemet, er derimod det rene gætværk.

Forringelser vil føre til øget ulighed
Neergaard Larsen mener altså, at dagpengeforringelserne vil bidrage til dynamikken og få de langtidsledige i arbejde. Vi mener, det vil bidrage til øget ulighed i samfundet og udvande vores flexicuritymodel. Det vil betyde, at langt flere fremover vil miste deres forsørgelsesgrundlag.

A-kasserne gør hver dag selvfølgelig alt for at hjælpe de ledige i arbejde igen. Men selv ikke a-kasserne og jobcentrene vil kunne hjælpe de mange ledige, der ikke når at komme i arbejde inden for 2 år, med mindre konjunkturerne ændrer sig markant. Og det er der ikke noget, der tyder på. Vi efterlyser derfor politisk handlekraft, så dagpengeforringelserne ikke fjerner forsørgelsesgrundlagt for titusindvis af ledige fra sommeren 2012.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Verner Sand Kirk

Direktør, Danske A-Kasser
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1983)

Jørn Neergaard Larsen

Formand for Metroselskabet, fhv. beskæftigelsesminister (V), fhv. adm. direktør, Dansk Arbejdsgiverforening
cand.jur. (Københavns Uni. 1975)

0:000:00