Efter OK18: Mette Frederiksen skal tale i Fælledparken

1. MAJ: S-formanden er blevet inviteret til at tale i Fælledparken på arbejdernes kampdag, efter at overenskomstaftalerne er landet. Ellers ville arrangørerne have holdt dagen politikerfri.

De langvarige overenskomstforhandlinger skabte usikkerhed om, hvorvidt politikerne var velkomne i Fælledparken 1. maj. Men nu er Mette Frederiksen og to andre partiformænd på talerlisten. Billedet er fra sidste års kampdag, hvor S-formanden talte hos 3F i Herning.
De langvarige overenskomstforhandlinger skabte usikkerhed om, hvorvidt politikerne var velkomne i Fælledparken 1. maj. Men nu er Mette Frederiksen og to andre partiformænd på talerlisten. Billedet er fra sidste års kampdag, hvor S-formanden talte hos 3F i Herning.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Kristine Korsgaard

Da Løhde, Bondo, Ziegler og de andre forhandlere i weekenden fik overenskomstaftaler for de offentligt ansatte til at falde på plads, kunne arrangørerne af 1. maj i hovedstaden også udfylde de sidste huller i deres program.

Det har til det sidste været uvist, om Socialdemokratiets formand ville blive inviteret til at tale ved den traditionsrige fejring af Arbejdernes Internationale Kampdag i Fælledparken i København. Men nu står det klart, at hun holder tale tirsdag klokken 14.50. Også Pernille Skipper (EL) og Pia Olsen Dyhr (SF) er nu inviteret og sat på talerlisten.

Det fremgår af LO Hovedstadens program for 1. maj i Fælledparken, som netop er offentliggjort. Du finder hele programmet her.

Usikkerheden har bundet i, at lønmodtagerne risikerede at være i konflikt med arbejdsgiverne på selve kampdagen, eller der kunne være sat ind med et upopulært regeringsindgreb. I det tilfælde ville arrangørerne i LO formentlig have valgt at holde dagen fri for politiske taler og i stedet lade repræsentanter for fagbevægelsen tale om overenskomster.

Ikke velkommen i Aalborg
Til gengæld kommer Mette Frederiksen ikke til at holde tale i sin egen opstillingskreds i Aalborg. Her var hun ellers tidligere inviteret til at tale, men i marts blev invitationen trukket tilbage.

Dele af fagbevægelsen i Aalborg meldte ud, at Mette Frederiksen ikke var velkommen 1. maj. På det tidspunkt var forhandlingerne om overenskomstaftalerne i fuld gang, og der var i baglandet stærk utilfredshed med, at S-formanden ikke åbent havde erklæret støtte til lønmodtagerne.

”Mette skal ikke tale 1. maj. Vi er med 99 procents sikkerhed i konflikt 1. maj, og Mette Frederiksen har ikke taget afstand fra lockouten eller garanteret, at Socialdemokratiet ikke vil støtte et regeringsindgreb mod vores medlemmer. Så er det klart, at vi ikke kan have hende som taler,” sagde eksempelvis formanden for 3F i Aalborg, Allan Busk, til Jyllands-Posten.

Bestyrelsen for LO Aalborg vedtog umiddelbart derefter, at 1. maj skulle holdes helt fri for politikere.*

Og selv om lockout og regeringsindgreb nu er aflyst – hvis lønmodtagerne ellers stemmer ja til overenskomstaftalerne – er Aalborg ikke på S-formandens program for tirsdag. Se hele Mette Frederiksens 1. maj-program i boksen til højre.

Mette Frederiksen indleder sin kampdag med en tidlig morgentale i Ballerup, som har været hendes opstillingskreds i knap 20 år, men nu bliver skiftet ud med Aalborg. Derefter taler hun i Glostrup, Næstved og Ringsted, før hun slutter i Fælledparken.

Ændring mandag 30.4.18 klokken 15.15: Det er præciseret, at det ikke var hele LO Aalborg, der meldte ud, at Mette Frederiksen ikke var "velkommen" 1. maj, men dele af organisationen. Den officielle melding fra LO Aalborgs bestyrelse var, at der set i lyset af risikoen for storkonflikt "udelukkende skal være faglige talere" ved arrangementet.

Læs også

Dokumentation

Her er Mette Frederiksens 1. maj-program

7.10 Socialdemokratiet i Ballerup, Magleparken

8.20 Glostrup Bibliotek

10.15 Gl. Ridehus i Næstved

12.50 Torvet i Ringsted 

14.50 Fælledparken i København

 


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Pernille Skipper

Politisk kommentator, formand, Coop, fhv. MF og politisk ordfører (EL)
cand.jur. (Københavns Uni. 2011)

Pia Olsen Dyhr

Partiformand (SF), MF
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2010)

0:000:00